Sex på hjernen

Hvor i hjernen sidder vores seksualdrift?

Hvilket svar man får, afhænger af hvem man spørger. Mens man med nutidens øjne har flere forskellige områder af hjernen mistænkt for at spille hver deres særlige rolle for vores seksuelle adfærd, var man ikke i tvivl i første halvdel af 1800-tallet. I hvert fald ikke hvis man tilhørte den gruppe af læger, som var tilhængere af den såkaldte “frenologi” – læren om hvor i hjernen, de forskellige mentale egenskaber var placeret.

Frenologien er en legendarisk – og ofte udskældt – disciplin, hvis hovedsigte var at beskrive hvordan vores mentale egenskaber var fordelt i hjernen. Mens den generelle holdning til frenologien siden midten af 1800-tallet har været, at der mest af alt var tale om en useriøs “pseudovidenskab”, har der gennem de senere år været flere stemmer fremme, som tværtimod ser frenologien som en historisk forløber for den moderne neurovidenskab, som bl.a. også beskæftiger sig med at afdække forskellige funktioner og deres placering i hjernen.

Omvendt har flere kritikere af den omfattende – og måske til tider også for omfattende? – brug af hjerneskannere til at placere forskellige funktioner i hjernen, hvor komplekse den end synes at være, døbt denne fremgangsmåde som “neofrenologi”. Bag dette begreb ligger naturligvis en slet skjult kritik af hele forestillingen om, at bestemte funktioner er begrænset til særlige områder af hjernen, som fremstilles som ikke meget mere lødig end de tvivlsomme forestillinger, som frenologerne i sin tid gjorde sig.

Men det får være, som det er.

* * *

Frenologiens fader, Franz Joseph Gall, havde en klar forestilling om, hvor den seksuelle ophidselse (den såkaldte “amativeness”) var placeret i hjernen. Stedet var allerbagest i hjernen, mere præcist i lillehjernen, som er placeret bagest i hjernen, under den vældige hjernebark. Det var i øvrigt ikke et hvilket som helst område, men derimod det område, som i frenologiens system fik nummeret 1.

To forskellige afbildninger af frenologiens forestillinger om hjernens funktioner.

Baggrunden bag Galls forestillinger om denne kobling mellem lillehjernen og seksualdriften menes at være observationer, som han efter sigende allerede gjorde i sin barndom, af sammenhængen mellem tykke nakker – såkaldte “tyrenakker”, sådan som finder det på okser eller hingste – og særligt stor seksuel aktivitet, lyst og udholdenhed.

Hvordan Gall vurderede sin egen seksuelle formåen eller drift, kan man kun gisne om.

Franz Joseph Gall (1758-1828), frenologiens fader.

* * *

En af de tidligste og mest energiske modstander af frenologien, den franske fysiolog Flourens, tilbageviste imidlertid Galls forestillinger i 1842 med et strålende eksperiment. Han fjernede lillehjernen på en hane og satte den sammen med en høne. Resultater var at hanen – ganske som den plejede – gjorde utallige forsøg på at bestige hønen. Da den imidlertid manglede lillehjernen, som bl.a. er involveret i balance og finmotorik, havde den ikke synderligt held med sit forehavende, men faldt til stadighed af!

Flourens havde hermed vist, at lillehjernen ikke kunne være uundværlig for den seksuelle ophidselse – hanen havde jo bevaret sin seksuelle lyst og trang – men derimod primært var ansvarlig for motoriske opgaver, sådan som Flourens forestillede sig det.

At Flourens fik ret og Gall tog fejl er ikke tilfældigt – men blot et enkelt eksempel på, hvordan det målrettede eksperiment gennem hjerneforskningens historie gang på gang har rettet tidligere fejltagelser.