Man har længe troet at sproget var den væsentligste forudsætning for flere af de intellektuelle evner, som for alvor adskiller mennesket fra de andre dyr her på kloden. En af de mere unikke af disse evner er vores evne til at regne og løse komplekse matematiske problemer. Nye opsigtsvækkende forskningsresultater viser imidlertid at vi sandsynligvis må revurdere og nedjustere vores antagelser omkring sprogets betydning for en lang række af de specifikt menneskelige egenskaber.
De matematiske evner vi har fundet hos andre dyrearter end mennesket, er kun meget begrænsede. Det drejer sig om beskedne evner til at tælle få enheder (i stil med: 1, 2, “mange”) eller evner til at skelne hvilken mængde der er størst (eks. “er vi flere i vores gruppe end vores fjender er i deres?”). Endvidere er disse evner kun fundet hos de mest avancerede dyr, med de mest veludviklede hjerner, først og fremmest hos menneskeaber. I forhold til disse noget primitive matematiske færdigheder må vi mennesker siges at have matematiske evner af gigantiske proportioner.
Den hidtidige antagelse har været at disse evner skyldtes at vi mennesker i modsætning til dyrene er i besiddelse af et veludviklet abstrakt og symbolsk sprog, og at vi benytter de grundlæggende sproglige færdigheder, først og fremmest grammatikken, som redskab når vi udfører komplekse matematiske beregninger. Disse antagelser har været bygget på en lang række indicier, f.eks. ligheder mellem sproglige og matematiske strukturer, og aktivering af hjernens sprogområder under løsning af matematiske problemer, men nyere forskning tyder på at vi måske skal til at revurdere vores syn på forholdet mellem matematik og sprog.
En håndfuld engelske forskere har nemlig undersøgt en række patienter med omfattende skader i hjernens sprogcentre – så store at de ikke er i stand til at producere hverken simple eller komplekse grammatiske sætninger. Til gengæld viste undersøgelserne at deres evner til at udføre selv indviklede matematiske beregninger var stort set upåvirkede – selvom disse opgaver krævede brug af det man kalder “matematisk syntaks”, eks. brug af parenteser og abstrakte ræsonnementer.
Forsøgene stiller spørgsmål ved en lang række antagelser omkring forholdet mellem sproglige og matematiske evner. De modsiger ihvertfald en hidtil bredt accepteret teori – nemlig at matematiske problemer først oversættes til sprog før hjernen er i stand til at behandle dem “grammatisk”, hvilket i givet fald skulle ske med hjernens sprogområder. Dette synes slet ikke at være tilfældet, og alt tyder nu på at hjernen faktisk er i stand til at løse matematiske problemer helt uden hjælp af sproget.
De undersøgte patienter viste også bevarede evner indenfor en lang række multiplikationsopgaver, hvilket antyder at også systemet til at huske multiplikationstabeller i høj grad var bevaret. Det giver kun mening, hvis hukommelsen for disse tabeller ikke er kodet på en sprog-specifik måde, men kan aktiveres uafhængigt af sproget. Hvordan de så er gemt i hjernen – som visuelle billeder, abstrakte symboler eller noget helt tredje – er det endnu for tidligt at sige noget om.
Hvis det for alvor bliver bekræftet at grammatikken (dvs. den sprogligt baserede manipulation med abstrakte symbolske enheder efter en stringent logik) slet ikke er så essentiel for noget så avanceret som matematiske færdigheder som hidtil troet, så stiller det samtidig et væsentligt spørgsmålstegn ved sprogets rolle for en lang række andre mentale og kognitive færdigheder.
En af de evner man tidligere har ment i særdeleshed var afhængige af et veludviklet sprog er evnen til at tillægge andre individer formålsrettet adfærd og til at aflæse andre individers hensigter. Det kræver at man er i stand til at opfatte andre individer som tænkende, følende og handlende subjekter på linje med en selv, og kaldes indenfor hjerneforskningen “Theory-of-Mind” (med den bizarre forkortelse “ToM”). Også her er der begyndt at dukke tegn op på at sproget spiller en langt mindre rolle end hidtil antaget. Selvom sprogområderne ofte er aktiveret når vi danner os en forestilling om andre individers hensigter, så har det vist sig at selve kernen i dette system ligger dybere begravet i hjernen – i et kredsløb centreret omkring amygdala (et af hjernens allervigtigste knudepunkter).
Dette kredsløb er i høj grad i stand til at udføre disse opgaver selv uden et velfungerende sprog og sprogområderne ser således ikke længere ud til at være nødvendige for at danne en “Theory of Mind”, men fungerer snarere blot som perifere tilføjelser til et grundlæggende system dybere i hjernen. De præcise detaljer omkring hvordan disse områder af hjernen arbejder sammen om den krævende opgave det er at danne sig en forestilling om andre individer som handlende og tænkende subjekter er stadig uklare. Men det er et væsentligt område at få belyst, fordi det stiller spørgsmålet om hvorvidt andre dyr end os mennesker kan være i stand til at opbygge en “Theory-of-Mind” – selvom de ikke har et abstrakt symbolsk sprog.
Alt dette betyder ikke nødvendigvis at grammatikken slet ingen rolle spiller i forhold til andre mentale færdigheder. En mulighed er at grammatikken er mere eller mindre nødvendig for udviklingen af færdighederne, men at hjernen er i stand til at fuldføre de mentale operationer uden adgang til det grammatiske system, når først evnen er færdigudviklet. Det kunne eks. være tilfældet hos de patienter de engelske forskere undersøgte, som alle var mænd i halvtredserne.
Selv konkluderer de engelske forskere at grammatikken meget vel kan være med til at forøge ens matematiske evner og styrke anvendelsen af dem, men at alt tyder på at en bevaret evne til at bruge grammatik (eks. efter en hjerneskade) hverken er en garanti for bevarede matematiske evner, eller en nødvendig forudsætning herfor.
Selvom de ovenfornævnte forskningsresultater på mange måder vender op og ned på forholdet mellem sprog og andre mentale evner, så passer de til gengæld udemærket sammen med resultater fra sprogvidenskaben, som er begyndt at pege i retning af at grammatik rent sprogligt er et “overfladefænomen” som først kommer til som sidste led i formuleringsprocessen inden vi udtaler vores sætninger, og ikke som tidligere antaget udgør selve sprogets grundlæggende princip.
Disse resultater truer for alvor med at vælte den amerikanske sprogforsker Noam Chomskys ellers så indflydelsesrigerige teori om et “language-acquisition-device” (‘sprog-indlærings-apparat’) som skulle være ansvarlig for vores sprog og i særdeleshed vores grammatik, og bane vejen for en meget mere nuanceret opfattelse af sprogets opbygning og funktion, med dybe rødder i evolutionshistorien.