Posted by on 03/10/2018

Glæd jer til d. 26. oktober! Der udkommer min næste bog, HUMAN, som er en fortælling om mennesker og menneskesyn: Hvem vi er, hvor vi kommer fra – og hvordan vi finder ud af, hvor vi skal hen.

I bogen gennemgås ikke blot nogle af de senere årtiers toneangivende forsøg på at besvare, hvem vi er som mennesker. Det beskrives også, hvordan de forskellige videnskabelige opfattelser af mennesket og det samfund, vi lever i, er med til at farve vores opfattelse af hinanden og vores menneskesyn.

I forlængelse af en beskrivelse af den moderne hjerneforsknings bidrag til forståelsen af mennesket, ser jeg på, hvad humanismen – som bevægelse og som livssyn, og som tilgang til det menneskelige – kan bidrage med, ikke blot til forståelsen af mennesket, men også når det gælder om det svære spørgsmål om, hvordan vi bør behandle hinanden og leve sammen.

Vi kommer kort sagt langt omkring – og selvom ingen bog kan rumme det hele, håber jeg, at man vil føle sig lidt tættere på svaret på, hvad det er det centrale ved mennesket. Hvad der er det menneskelige, som vi forfølger gennem hele bogen.

God læselyst!

Posted in: bøger, mennesket, mig, nyheder