I bogen gennemgås ikke blot nogle af de senere årtiers toneangivende forsøg på at besvare, hvem vi er som mennesker. Det beskrives også, hvordan de forskellige videnskabelige opfattelser af mennesket og det samfund, vi lever i, er med til at farve vores opfattelse af hinanden og vores menneskesyn.

I forlængelse af en beskrivelse af den moderne hjerneforsknings bidrag til forståelsen af mennesket, ser jeg på, hvad humanismen – som bevægelse og som livssyn, og som tilgang til det menneskelige – kan bidrage med, ikke blot til forståelsen af mennesket, men også når det gælder om det svære spørgsmål om, hvordan vi bør behandle hinanden og leve sammen.

Vi kommer kort sagt langt omkring – og selvom ingen bog kan rumme det hele, håber jeg, at man vil føle sig lidt tættere på svaret på, hvad det er det centrale ved mennesket. Hvad der er det menneskelige, som vi forfølger gennem hele bogen.

God læselyst!

Af alle mulige danske oversættelser af den smukke, men også noget bedagede, latinske betegnelse for den akademiske grad, som jeg er indehaver af (”magister artium”), er den mest vidunderlige, jeg hidtil er faldet over, uden tvivl:

”Mester i bogelig list”. ⁽*⁾

Betegnelsen synes så meget desto mere passende i betragtning af, at min primære uddannelse er inden for litteraturvidenskab, som i sandhed er læren om forståelsen af mekanismerne bag den ”boglige list”, med en god portion sprogvidenskab, og min primære beskæftigelse er at skrive (og hjælpe andre med det), og dermed forføre andre med min ”boglige list”.

Jeg vil derfor seriøst overveje, om jeg i fremtiden skal insistere på udelukkende at blive tituleret som ”mester i boglig list”!

Om man i den sammenhæng skal forstå ordet list i dets oprindelige betydning, som kløgt, forstand, kunst, kyndighed og dygtighed, eller i dets nudanske betydning ”(evne til) snedig og udspekuleret planlægning og udførelse af planen med det formål at narre nogen så man selv opnår en fordel”, vil jeg lade det være op til den enkelte at vurdere.

* bl.a. brugt om forfatteren Bernardus til middelalderværket En fortabt sjæls kæremål på kroppen. Til tider også ”boglig”, som f.eks. hos Kristoffer Nyrop (1901) Ordenes liv. Det schubotheske forlag, København, side 33.

Det må der gøres noget ved.

Nedenfor følger derfor historien om, hvad i mine øjne må betragtes som en ikke uvæsentlig brik i europæisk åndshistorie:

Den akademiske titel magister artium er latin og betyder ordret ”kundskabernes læremester”.

De kundskaber (eller ”kunster”), som der er tale om, var fra middelalderen og frem de klassiske 7 ”frie” kunstner (lat. artes liberales): logik, grammatik og retorik (tilsammen kaldet trivium), samt aritmetik, geometri, harmonilære og astronomi (tilsammen kaldet quadrivium).

Tilsammen udgjorde disse kunster de kundskaber, som man måtte besidde for at lære, forstå og videregive læren om verden (som i datidens øjne blev opfattet som identisk med Guds skaberværk).

Magister artium var dermed den universitetsgrad, som dannede grundlag for alle de vigtige kundskaber, som man skulle beherske, for at begå sig som lærd i middelalderen og renæssancen.*

* De oprindelige ”frie kunster” danner samtidig forbilledet for de såkaldte liberal arts, som siden skulle komme til at præge den klassiske humanistiske og litterære dannelse.

* * *

Formelt var magistergraden fra middelalderen og frem ligestillet med (hvis ikke ligefrem synonymt) med doktorgraden.* Forskellen mellem de to bestod primært i, hvilke discipliner de omfattede.

* Helt frem til 1824 svarede den filosofiske magistergrad, artium liberalium magister, således i Danmark (ved Det Filosofiske Fakultet under Københavns Universitet) til doktorgraden ved de øvrige fakulteter. Da den blev endelig afskaffet i sin daværende form i 1854, blev det bestemt, at de, der havde taget graden, skulle kunne smykke sig med den filosofiske doktorgrad (og dermed titlen dr. phil), som oprettedes som magistergradens afløser.

I praksis har det dog altid været sådan, at de traditionelle ”doktorfag” – jura, medicin og (ikke mindst) teologi – ansås for værende ”finere” end de mere alment dannende ”artes-fag”, som omfattedes af magisterstudiet [2]. Det var således ikke usædvanligt at fortsætte studierne efter opnåelsen af magistergraden med at tage en doktorgrad på et af de respektive fakulteter. I den sammenhæng tjente magistergraden til at skabe den nødvendige, grundlæggende videnskabelige dannelse, inden man specialiserede sig inden for jura, medicin eller teologi.

Magister artium-studiet (og -titlen) var dermed grundlaget for den almene dannelse, som var påkrævet, for at man mentes at være i stand til at yde sit bidrag til det europæiske åndsliv og kulturhistorie  (og – i parentes bemærket – forudsætningen for udviklingen af den moderne naturvidenskab).

Titlen magister artium har således været båret af flere af de største ånder i europæisk kulturhistorie, de sande ”kundskabernes læremestre”, fra reformatorer som Luther og Jan Huus, over videnskabsmænd som Kepler og Kopernikus, til vores danske ”nationalfilosof” Søren Kierkegaard (googl evt. selv videre…).

* * *

I nyere tid indførtes den såkaldte ”magisterkonferens” (med tilhørende ret til at bære titlen magister artium) i 1848, som en mulighed for at tage en individuel eksamen i discipliner, som ikke var omfattet af de eksisterende embedseksamener, som primært var rettet mod gerningen som læge, jurist eller præst.

I sin nye form blev magistergraden dermed (med Københavns Universitets formulering): ”… en nyskabelse [sic], der frem til 2. halvdel af det 20. århundrede skulle vise sig at være af uvurderlig betydning som ’kuvøse’ for nye fag og discipliner,” og ”… et betydningsfuldt instrument for en løbende udvidelse af universitetets fagkreds i de humanistiske og ganske særlig de naturvidenskabelige videnskaber.” [1]

I kraft af muligheden for at opnå eksamen i fag og discipliner, som ikke var omfattet af de mere snævre embedseksamener (med tilhørende meget stive eksamenssystemer), gav magistergraden således mulighed for at eksperimentere med nye metoder, nye tilgange, nye discipliner og nye fag. Helt op i nyere tid har magistergraden dermed legemliggjort den centrale bestræbelse på at lære verden at kende, med de midler, der nu engang måtte synes mest hensigtsmæssige til formålet.

Magistergraden fungerede i denne henseende som modsætningen til kandidatgraden (som med tiden skulle komme til helt at dominere universitetsuddannelserne), som primært blev indført med henblik på undervisning i latinskolen, det senere gymnasium, i 1883. Magistergraden var dermed medvirkende til skabelsen af en lang række forskellige kandidatstudier (og -grader), som senere skulle blive brugt som undskyldning for at afskaffe magistergraden.

Forskellen mellem den bredt orienterede magistergrad og den mere snævert, gymnasieorienterede kandidatgrad, må siges også at afspejles direkte i de latinske titler: hvor magister artium som sagt betyder ”kundskabernes læremester”, kan ordet kandidat slet og ret oversættes som ”klædt i hvidt”.*

* En betegnelse, som har rødder i antikkens Rom, hvor personer som søgte et embede, bar en hvid toga.

Ikke desto mindre betegnes kandidater i folkemunde ofte som ”magistre” og er f.eks. fagligt organiseret i Dansk Magisterforening (som tog dette navn i 1946, efter at have båret navnet ”Alm. dansk cand. mag. Organisation” siden stiftelsen i 1918).  Sideløbende med at betegnelsen magister er blevet en (officiel!) betegnelse for alle, som har en universitetseksamen [2], er betydningen af den ”ægte” magistergrad i stigende grad gået i glemmebogen.

* * *

Magister artium-titlens glorværdige historie står i grel kontrast til dens nutidige status:

I takt med at universitetsuddannelserne er blevet mere og mere erhvervsrettede, har universiteterne måttet ændre deres fokus. Det hengivne studie af verden og dens indretning er i stigende grad blevet erstattet af en undersøgelse af, hvordan man hurtigst muligt kan udnytte den indsamlede viden til økonomisk gevinst.

I takt med at idealet om den brede dannelse inden for en vid række af videnskabelige områder har måttet vige til fordel masseuddannelse af kandidater til gymnasium og erhvervsliv og specialisering af forskere, som er mere og mere fordybet i, hvordan de kan omsætte deres begrænsede viden til en praktisk brug, har magistergraden også mistet sin betydning som bærende for universitetets tanke, udvikling og ånd.

Magisterkonferensen, uddannelsen til magister artium, blev officielt afskaffet* i Danmark (som et af de sidste lande**) i 2007.*** Tilbage er nu kun de få studerende, som endnu mangler at færdiggøre deres studier. [3]

Dermed forsvandt samtidig (som det formuleres på Københavns Universitets egen hjemmeside): ”muligheden for fordybelse i bredde såvel som i dybde i et enkelt fag.” [1]

* for at leve op til kravene i den (i hvert fald i andre dele af Europa) omstridte Bologna-proces, og for at omforme det danske uddannelsessystem, så det svarer mere til det angelsaksiske mønster.

** I Norge blev magister artium-uddannelsen afskaffet i midten af 1990’erne. Formelt set bruges titlen magister artium stadig i Letland, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tyskland og Østrig. Der er imidlertid tale om en ny og mere ”tidssvarende” version, som f.eks. først blev indført i Tyskland i 1960.

** I 2007 blev den humanistiske magisterkonferens, den egentlige magister artium-uddannelse, som den sidste tilbageværende form, afskaffet. Der fandtes tidligere (1915-1988) tillige en naturvidenskabelig udgave (magister scientarum eller mag.scient.), samt kortvarigt (1958-1988) også en sociologisk magisterkonferens (magister scientiarum socialium eller mag.scient.soc.).

* * *

Med magistergraden faldt den klassiske dannelses sidste bastion inden for universitetsverdenen. Den æra, som blev indledt ved dannelsen af de første universiteter, og som var båret af idealet om at forsøge at opnå en samlet forståelse af verden og dens indretning, og som mere end noget andet blev legemliggjort i titlen magister artium, er slut.

Den klassiske dannelse, forstået som bestræbelsen på at forene de mange forskellige former for viden, som vi mennesker har samlet, til en samlet forståelse af verden og mennesket, er dermed blevet fordrevet fra universiteterne og gjort rodløs.

Kun fremtiden kan vise, om den nogensinde vil finde et nyt hjem.

referencer:

[1] Opslag ”magisterkonferens” fra Universitetshistorisk leksikon på Københavns Universitets hjemmeside.

[2] Opslag ”magister” fra Universitetshistorisk leksikon på Københavns Universitets hjemmeside.

[3] ”Mag.ond.” Universitetsavisen, d. 12. 12. 2011. (”Et af de sidste magisterforedrag er afholdt på Københavns Universitet. Den særlige og uddøende grad har givet … muligheden for at fordybe sig i de kulturelle forestillinger, der ligger bag begrebet ondskab.”)

Det var naturligvis tilbage i 1980’erne, inden computere og mobiltelefoner i alle afskygninger for alvor blev en del af vores hverdag – og mens man stadig opfordrede alle til at tage sig en uddannelse indenfor IT (eller som det stadig hed dengang: EDB), for “det var jo fremtiden”.

Senere fik vi som bekendt IT-boblen, som tog livet af en stor del af de ellers så optimistiske nystartede EDB-firmaer, og som bekræftede at min far (naturligvis!) havde ret.

Ikke at der ikke stadig er brug for at vi har veluddannede personer, som kan finde ud af at håndtere og programmere vores elektronik. Det har vi stadig i dag. Men forestillingen om at vi alle – hver som en – skal være beskæftiget med at få elektronikken til at fungere bag kulissen, var og er en utopi.

* * *

Det er på mange måder det samme, som vi ser med videnskab i dag – og særligt med hjerneforskning. Selvom videnskabens landvindinger på mange måder er med til at ændre vores verdensbillede, er det langt fra sådan at der er brug for at vi alle bliver hjerneforskere i fremtiden.

Ligesom den virkelige revolution indenfor IT skete, da elektronikken blev en del af vores dagligdag, er den virkelige revolution, som venter i kulissen, ikke at vi alle skal til at måle og skanne på hjerner. Den er at den viden vi i stort omfang allerede har samlet sammen,  i større grad bliver en del af vores alles verdensbillede.

Det er – kort fortalt – årsagen til, at jeg primært beskæftiger mig med formidling frem for grundforskning: at det for mig at se er et mindst lige så vigtigt projekt, at udbrede resultaterne fra den moderne hjerneforskning og gøre dem relevante for den brede befolkning – og på den måde forhindre, at den er forbeholdt en snæver, indspist kreds af forskere eller videnskabsfolk.

Det er – i det store billede – ikke nødvendigt, at vi alle beskæftiger os professionelt med videnskab. Videnskabens resultater, derimod, har betydning for os alle.