De fleste af mine hovedinteresser kan sammenfattes under overskriften “oprindelse”:

… hvordan vores nuværende mentale egenskaber er resultatet af en lang evolutionær udvikling, hvordan vores kultur og samfund er blevet formet og præget af gennem århundrederne, hvordan vores individuelle opfattelse af verden forandrer sig gennem livet …

Når jeg er så optaget af “oprindelse” skyldes det imidlertid hverken – eller i hvert fald ikke kun! – en forkærlighed for gamle støvede bøger (på uddøde sprog) eller en nostalgisk drøm om, hvordan alting var “bedre i gamle dage” (for det tror ærligt talt ikke særligt meget var).

Det skyldes noget ganske andet:

For at forstå vores nutidige samfund og vores nutidige liv, er man nødt til at kende deres historie. Uden en forståelse for hvordan tingene har udviklet sig, hvor de kommer fra, bliver vores forståelse for nutiden rodløs – den forekommer let kaotisk.

Uden en forståelse for, hvordan det samfund som omgiver os nu – og den måde vi som mennesker forholder os til det på – er opstået og udviklet, bliver ikke blot forståelsen af alt omkring os fragmentarisk og mangelfuld. Også visioner om fremtiden bliver tilfældige og prægede af en sær og uheldig lunefuldhed.

Vi bliver kort sagt lette ofre for ethvert letkøbt løfte, som lokker med løfter om lykke og fremskridt.

Kun ved at forstå alle de mekanismer, som har formet mennesket og som har været virksomme gennem vores kulturhistorie, kan vi gøre os håb om også at forstå, hvorfor vi har de ønsker og drømme som vi har – og hvor vidt de rent faktisk udspringer af et reelt ønske om at skabe en bedre verden (eller har helt, helt andre rødder).

Kun ved at kende mekanismerne bag det samfund som omgiver os, og i den hjerne, som i sidste ende er med til at forme vores forhold til virkeligheden,kan vi sikre at vi ikke blot forsøger at skabe en utopi, som aldrig kan lade sig gøre – men derimod skaber en virkelighed og et samfund, som bedst muligt stemmer overens med det udgangspunkt – biologisk og kulturelt – som vi allerede har.

kort sagt:

“Hvis vi ikke ved hvor vi kommer fra, kan vi heller ikke vide, hvor vi skal hen…”

Tænk nu, hvis svarene på alle livets store spørgsmål allerede fandtes derude – men at ingen blot formåede at formulere dem?

Den traditionelle videnskab arbejder typisk ud fra en metode, som går ud på at opdele de spørgsmål man ønsker at besvare, i så små delspørgsmål som muligt. Dette er fuldt forståeligt – derved sikrer man nemlig bedst muligt, at man også rent faktisk får svar på de spørgsmål, man stiller.

Metoden har imidlertid den svaghed, at mens man får besvaret en lang række delspørgsmål, glider de større – og ofte i sidste ende: vigtigere – spørgsmål end ganske simpelt af hænde.

Resultatet er det velkendte: spørger man ind til det “videnskabelige verdensbillede”, får man ofte det indtryk, at det man mener at vide, er langt mere banalt, detaljefikseret og mekanistisk, end den virkelighed som vi immervæk alle oplever hver evig eneste dag.

Det har derfor altid været mit mål ikke at blive skræmt af de svære spørgsmål, men derimod at forsøge at danne bro mellem videnskabens “flueknepperi” – og de virkeligt vigtige spørgsmål om hvem vi er og hvor vi kommer fra.

Måske overraskende viser det sig faktisk, at også svarene på selv de store spørgsmål faktisk er der ude – hvis blot man kan læse og formår at se ordentligt efter!