Et svar til Steen Nepper Larsen
I sin overordnet set både meget præcise og (overfor bogen) loyale anmeldelse af min bog ”Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed” fra Information d. 21. november, anfører Steen Nepper Larsen blandt en strøm af velmente og rosende ord en række kritikpunkter, som jeg ikke kan lade gå helt ubemærket hen.
Selvom der skjuler sig nogle væsentlige pointer i kritikken, udstiller den nemlig nogle af de svagheder, som desværre præger den kropsfænomenologiske tilgang, hvori Steen Nepper Larsen (i det følgende forkortet til SNL, som jeg ved, han har for vane i sine egne noter og handouts) har sin rod.
At påtale disse svagheder er så meget desto mere påtrængende, eftersom SNLs kritik i denne henseende på mange måder er en genlyd af nogle af Svend Brinkmanns kritikpunkter fra dennes tidligere anmeldelse af min bog i Politiken fra d.11. oktober 2015.
Kroppen i centrum
SNLs vægtigste kritikpunkt lyder primært, at jeg i min betagelse af hjernen overser kroppen og dens betydning. Han fremhæver her særligt kropsfænomenologiens (og i særdeleshed Merleau-Pontys) forestillinger om, hvordan ”kroppen er vor forankring i verden” og er ”vor generelle måde at have en verden på” og taler i forlængelse heraf for, at ”hjerneforskningen i langt mere omfattende grad bør søge at indtænke menneskets fuldtonede kropslige væren i verden i sit perspektiv.”
Mere konkret beklages det, at jeg i min bog ikke går i dialog med hverken Merleau-Ponty, hans moderne arvtagere eller repræsentanter for den såkaldte ”embodiment”-bevægelse, som eksempelvis fortalerne for den kognitive semantik.
Med henvisningen til den kognitive semantik rammer SNL for så vidt hovedet på sømmet, idet jeg (som det er SNL bekendt) netop har mine rødder – har, om man så må sige, ”trådt mine akademiske barnesko” – inden for litteraturvidenskaben, hvor jeg bl.a. har beskæftiget mig indgående med de værker af Lakoff og Johnson, som SNL fremhæver i sin anmeldelse.
Når jeg ikke desto mindre har valgt ikke at forfølge dette ellers oplagte spor i min bog, har det hovedsageligt to årsager: Dels at pladsen ganske simpelt blev for trang, idet bogens hovedtema jo netop er, hvordan hjernen former vores umiddelbare opfattelse og oplevelse af virkeligheden, mens den kognitive semantik på sin vis opererer ”et niveau højere oppe”, dvs. handler om hvordan vi tænker, ræsonnerer og forholder os sprogligt til denne umiddelbare oplevelse.
Nu kan man jo ikke retfærdiggøre sit værk ved hjælp af passager, som er udeladt. Det skal dog ikke desto mindre nævnes, at der i et tidligt udkast til bogen rent faktisk var lagt op til en længere sidetråd om forskellige embodiment-teorier i et af bogens sidste kapitler. Denne blev vraget af den simple grund, at det i bogens overordnede sammenhæng virkede som om, at jeg pludselig begyndte at præsentere et helt nyt emne på et tidspunkt, hvor det afgørende var at få rundet bogen hensigtsmæssigt af.
Dels – altså den anden grund til at jeg undlader at nævne den kognitive semantik – at de teorier, som i sin tid (dvs. i 1990’erne) synes at stemme fint overens med de på daværende tidspunkt fremherskende forestillinger om hjernens virkemåde, ikke længere gnidningsfrit lader sig overføre til de resultater, som er resultatet af hjerneforskningens udvikling sidenhen, og som danner grundkernen i min bog.
Når kroppen er udeladt, handler det derfor ikke om, at jeg ikke mener, at den spiller en – endog afgørende – rolle i vores oplevelse af verden. Det handler derimod om, at selv denne rolle altid formidles gennem hjernen (og hjernens repræsentation af kroppen), og at mit egentlig ærinde var at beskrive, hvordan denne proces foregår set ud fra et nutidigt, neurovidenskabeligt perspektiv.
Når dette er på plads, kan man naturligvis altid fylde op med mere individuelle beskrivelser af denne proces og hvordan den oplevelse for det enkelte menneske, ad libitum. Det var blot ikke mit projekt.
Jeg føler mig derfor ikke synderligt ramt af SNLs kritik –
”Forstår man derimod udelukkende bevidstheden som et produkt af hjernens indre kræfter og gedulgte suverænitet, så risikerer hjernen at blive hypostaseret som en ny form for metafysik. Den gøres til sin egen førsteårsag og ligner dermed Gud, godt nok i ny og profan forklædning.”
– som jeg tværtimod langt hen ad vejen deler. Om end jeg nok ville udtrykke mig en smule mindre højstemt.
Som ringe i vandet
Mens SNL gennemgående holder sig på det overordnede, forståelsesmæssige plan, slås der i anmeldelsen særligt ned på et særligt sted i bogen, som beskrives som følger:
”At Thaulov Raab opløser sprogets eksistens i sproglyde og gutturale muskelbevægelser, som det sker på side 258, forstår jeg simpelthen ikke, og det ikke kun, fordi han er litterat og med al tydelighed elsker litteratur, teori og tænkning.”
For at kunne tage stilling til indvendingens berettigelse er det nødvendigt at kende omtalte passage, der lyder som følger:
”Vi kan have drømme om at ændre og forvandle verden. Men de skal i sidste ende udleves gennem små forandringer i muskelspændinger, som påvirker verden med den begrænsede kraft, som vi selv fysisk besidder. Denne kraft kan derefter forstærkes og forplante sig som ringe i vandet. Men alt skal igennem det lille nåleøje, som udgøres af vores egen motoriske kontrol.
Dette gælder selv for sproget. For selv om vi kan forvandle verden ved at sprede tanker og idéer, som kan inspirere og motivere andre mennesker, sker også udformningen af de sproglyde, som tilsammen skaber det budskab, vi formidler gennem sproget, ved små muskelbevægelser i halsens og svælgets muskulatur [cf. SNLs ”gutturale muskelbevægelser”], som først skal tillæres og trænes.”
Meningen med denne passage – som jeg selv synes, det står tydeligt frem – er at understrege, at uanset hvor store tanker og idéer vi tænker og ønsker at udfolde, kræver deres realisering, at vi omformer dem til konkrete handlinger, vi kan igangsætte med vores krop. Dette gælder, hvis vi fysisk vil ændre verden – selvom det foregår ved at køre en gravko gennem et indkøbscenter, så foregår det jo ved, at der foregår en kommunikation mellem nervesystemet og de muskler, som styrer hændernes og armenes bevægelse, der via gravkoens styringsredskaber kontrollerer de enorme kræfter, der udløses.
Netop derfor er det så vigtigt også at kende til, hvordan hjernen kontrollerer vores motorik – hvilket netop ikke er så simpelt som ofte antaget (og delvist antydet ovenfor): At hjernen blot sender beskeder til musklerne om, hvad de skal gøre. Det er netop emnet for det kapitel, hvor denne passage er taget fra.
Dette gælder ikke kun bevægelser, men også sprog.
Selv når en skurk som Hitler påvirkede hele historiens gang med sine tanker og sine taler, så foregik det således ved, at hans hjerne kontrollerede bevægelser i halsen og svælgets muskulatur, som formede de lydbølger, der dernæst – forstærket gennem højtalere og radioapparater – kunne opfanges af millioner af mennesker, i hvis hjerner lydbølgerne først atter skulle omformes til forståeligt sprog og betydning, før de kunne gøre deres effekt.
Uanset om vi taler om simple handlinger eller komplekse ideer, og uanset om vi skriver eller taler, så foregår kommunikationen med verden omkring os dermed igennem den flaskehals, som udgøres af hjernens kontrol med vores krops muskulatur. En pointe man ellers skulle tro netop ville falde i en selvudnævnt kropsfænomenologs smag.
Set isoleret kan ovennævnte forekomme at være en mindre uoverensstemmelse – eller blot en simpel fejllæsning, som både kan skyldes, at SNL ikke har været opmærksom nok under læsningen og/eller at jeg ikke har formuleret mig tilstrækkeligt tydeligt under nedskrivningen.
Når jeg ikke desto mindre vælger her at dvæle ved denne detalje (som SNL specifikt fremhæver), skyldes det, at det på mange måder er symptomatisk for det problem, som ofte præger de forskellige former for kropsfænomenologi – og dermed de teorier, som SNL revser mig for ikke at gå i dialog med.
Det kan være udmærket, at fokusere på kroppen, som den fremstår i vores bevidsthedsoplevelse. At analysere hvordan vi oplever vores krop ved introspektion.
I det omfang man – i fænomenologiens ånd – nøjes med denne indre synsvinkel, risikerer man imidlertid at gå fejl, hvis man ikke samtidig erkender, at kroppen kun har denne betydning, netop fordi den kropslige oplevelse formidles gennem hjernen.
Der er ingen direkte forbindelse mellem kroppen og vores bevidsthedsoplevelse, som ikke er formidlet gennem af den individuelle hjernes fortolkning af verden omkring os.
Eller for at udtrykke det mere direkte: Der er ingen ”viden i både hænder, ben og køn”, sådan som SNL citerer Merleau-Ponty for at have fremhævet. Den viden der tales om, er rigtig nok opstået i samspillet mellem hjerne og krop, men den lagres i nervesystemet og i hjernen.
Det er i denne sammenhæng interessant, at der netop i denne tid er fremkommet artikler, som tydelig påviser, hvordan de processer, som jeg beskriver i bogens centrale kapitler 11 og12, også gælder for vores oplevelse af kroppen – der dermed er styret af de samme former for bekræftelse og afkræftelse af forudgående forventninger nedlejret i hjernen, som resten af sanseprocessen.
Dette problem bliver kun mere vedkommende, når det gælder samspillet og kommunikation mellem personer.
Indenfor fænomenologien tales der ofte om ”intersubjektivitet”. Om vores evne til at dele hinandens oplevelser, såvel som tanker og ideer gennem sproget. Ved udelukkende at fokusere på, hvordan denne intersubjektivitet opleves, ignoreres imidlertid at den eneste måde, vi kan dele vores subjektive oplevelser netop er ved at påvirke verden omkring os og lade denne påvirkning fortolke af andre personer.
Ved udelukkende at beskrive, hvordan det opleves at dele vores syn på verden, men ignorere at dette sker gennem ovennævnte fysiske flaskehals, hvor hjernens repræsentationer omformes til fysiske bevægelser, der igangsætter forandringer i verden, der atter skal fortolkes af modpartens hjerne, kommer hele begrebet ”intersubjektivitet” alt for let til at fremstå som et magisk pulver, der uden videre tillader os at få direkte adgang til andre personer subjektive oplevelser.
Det er netop for at undgå dette, at jeg i ovenstående passage understreger, at kommunikationen mellem personer, mellem forskellige bevidstheder, altid må foregå igennem påvirkninger af verden omkring os.
Den manglende villighed til at beskrive, hvordan vores fænomenologiske oplevelse af verden hænger sammen med verden gennem hjernen, bliver fænomenologiens påståede kropslighed dermed et løst postulat: Der fokuseres kun på oplevelsen af kroppen, mens oplevelsens direkte forankring i en bestemt del af kroppen, nemlig hjernen, som gnidningsløst forklarer, hvordan vi på engang kan være i verden og forholde os til den gennem hjernens fortolkning af de sanselige og kropslige påvirkninger, ignoreres.
Den manglende centraldirigent
Afslutningsvis kommer SNL med følgende indrømmelse, som jeg kun kan være enig i (og som i øvrigt i forbløffende grad minder om min egen afsluttende ”trosbekendelse” på side 422): ”Jeg betvivler ikke, at vi også lever i en konstruktion, som hjernen laver, endsige at det skulle være forkert, at hjernen hele tiden modellerer og repræsenterer vort verdenssyn, ofte endda under bevidsthedens tærskel.”
Fortsættelsen indeholder imidlertid den måske vægtigste kritik mod hele min bog:
”Men mon ikke det er mere forskningsfrugtbart at opfatte hjernen som et orkester uden centraldirigent, og at se på de processer, der præger hjernen og gør den plastisk.”
Problemet er, at jeg også her faktisk er fuldstændig enig med SNL.
Når jeg (på side 397-406) afslutter min beskrivelse af de processer, som ligger bag om vores bevidsthed (som i vidt omfang består af, at hjernens forskellige netværk forsøger at opnå harmoni ved gensidigt at forudsige hinandens aktivitet og afstemme denne aktivitet med hinanden) med en musikalsk harmoni, som det tilmed fremhæves, aldrig er perfekt, men altid vil være delvist disharmonisk i vores virkelige, levede liv, er det jo netop for at undgå den klassiske fejltagelse at opfatte hjernens som fastlåst eller styret af en overordnet, central plan (en ”præetableret harmoni”) eller kontrolenhed.
Det gennemgående symbol i denne passage er jo derfor netop den disharmoniske bratsch frem for den mere harmoniske og symmetriske violin.
Når en ellers så opmærksom læser som SNL ikke synes at have fanget denne meget vigtige pointe, kan jeg kun frygte, at jeg ganske enkelt ikke har fået udtrykt mig klart og entydigt nok.
Hvilket jeg i så fald gerne vil beklage overfor mine øvrige læsere.
Når SNLs implicitte (men næsten eksplicitte) påstand om, at jeg skulle opfatte hjernen som styret af en ”centraldirigent”, ærgrer mig, skyldes det ikke mindst, at han tidligere i anmeldelsen faktisk kommer med en langt mere loyal og præcis gengivelse af mine standpunkter i bogen:
”Billedsprogligt udtrykt er hjernen en selvskabende programmør, og bevidstheden er et diskussionsforum og en kontrollør. Summa summarum: Bevidstheden spiller ikke førsteviolin, det gør hjernen; thi uden hjerne ingen bevidsthed.” (For god ordens skyld skal nævnes, at beskrivelsen af bevidstheden som et ”diskussionsforum”, som det også anføres i bogen, stammer fra Peter Lund Madsen – men naturligvis anvendes, fordi jeg er helt enig heri.).
Mit fokus er dermed på hele hjernen og den måde, de forskellige dele arbejder sammen. Bogen handler i det hele taget om, hvordan dette kan lade sig gøre uden et overordnet ”centralperspektiv” (om end det samtidig antydes, hvordan det perspektiv, vi selv oplever som centralt, kan forklares ud fra de selvsamme principper).
I mine øjne er det netop ”de processer, der præger hjernen og gør den plastisk.”
Mere end hjernen
Som mennesker er vi naturligvis mere end vores hjerner. Vi har også kroppe, vi indgår i fælles, sociale fællesskaber, vi udveksler tanker, ideer og erfaringer – og ikke mindst berøringer, smil og ord.
Heri kan jeg ikke – hvor meget jeg end forsøger – være uenig. Hverken med SNL eller Svend Brinkman, som i Politiken fremfører en lignende anklage om den manglende kropslighed.
Man kunne derfor naturligvis skrive en hel bog om alle disse spændende aspekter, der ligger i, hvordan vores krop og sanseoplevelser, er medvirkende til at forme vores virkelighed. Det vil jeg da gerne opfordre begge de to ovennævnte herrer til at gøre. Der er bare ikke den bog, jeg har sat mig for at skrive.
Min bog handler i stedet om, hvilke grundlæggende mekanismer man ud fra et nutidigt perspektiv inden for hjerneforskningen må antage, er ansvarlige for, hvordan dette formidles af hjernen. For uanset hvor stor betydning man end tillægger kroppen, så får den kun betydning, når den formidles gennem hjernen og resten af nervesystemet.
En legemsdel hvis nerveforbindelser til hjernen er afbrudt, opfattes således som fremmed og ikke som en del af en selv – af ens selv. Det oplever vi alle til tider, når vi har sovet på vores arm, og mister følelsen i den. I værre tilfælde kan skader på de dele af hjernen, som modtager signaler fra kroppen og sanserne betyde, at disse dele af vores krop (og af verden omkring os) ganske enkelt ophører med at eksistere for os. Hjernen kommer vi dermed ikke uden om. Og derfor denne bog om, hvordan den efter alt at dømme udfører sine fantastiske, men ofte alt for oversete, arbejdsopgaver.
Selvom det ærligt talt virker lidt forstyrrende, at der pludseligt skiftes til den norske udgave af min kones slægtsnavn Thaulov (som i den norske gren, som f.eks. hos Henrik Wergelands mor Alette Thaulow, staves med -w), kan jeg derfor kun føle mig korrekt portrætteret af SNL, når han afslutningsvis skriver:
”Thaulow (sic!) Raab er betaget af hjernen i et endogent og primært naturvidenskabeligt informeret perspektiv;”
Men – igen er jeg ikke helt enig i hans ”men”:
”… men han formår ikke i denne ellers så læsværdige bog at demonstrere, hvordan hjernens plasticitet hænger intimt sammen med kropslige bevægelser, begivenheder i verdens gang og med det sociale liv, der synes at synkronisere os med hinanden på måder, der næppe kan kortlægges af hjerneforskningen uden gevaldige og nysgerrige sideblik til sociologien, antropologien, kultur- og sprogvidenskaberne..”
Problemet er igen ikke, at vi er uenige – men derimod at SNL naturligvis har ret i, at beskrivelsen af hjernen skal suppleres med andre tilgange for at tegne et bare nogenlunde fuldstændigt billede af mennesket. Det handler min bog bare ikke om.
Til gengæld synes jeg, at jeg skriver dette med al tydelighed i selve bogen. Sammenlign ovenstående passage med side 415 i bogens afsluttende kapitel:
”Mens hjerneforskningen nok kan påpege, hvor meget vores sociale omgangsformer og indbyrdes påvirkning præger vores opfattelse af verden (og dermed også hele den fortolkning hjernen skaber af den verden, vi lever i), er den ikke i sig selv særligt velegnet til at analysere, hvilke ting og hvilke kulturelle fænomener som i praksis påvirker os.
I stedet for at anklage hjerneforskningen for at overse fænomener som den egentlig ikke er velegnet til at beskrive, må den egentlige pointe være, at selvom hjerneforskningen kan være med til at kaste lys over de processer, som er ansvarlige for, at vi tilpasser vores fortolkning af verden til det omgivende samfund og ikke mindst de sociale fællesskaber, vi indgår i, så er disse mekanismer kun en enkelt brik i beskrivelsen af, hvad de vil sige at være menneske.
For at få hele billedet med må de suppleres med en mere detaljeret beskrivelse af, hvilke måder vi konkret påvirker hinanden. Dette er imidlertid en opgave, som kræver andre former for viden, f.eks. kulturhistorie og en gennemgang af, hvordan de konkrete kulturelle fænomener påvirker os, og som derfor ligger endegyldigt uden for rammerne af denne bog.
Endelig – og måske vigtigst af alt – er den måde vi interagerer, påvirker og former hinanden, noget som skal opleves, ikke kun beskrives.”
Thomas Thaulov Raab