Et svar til Svend Brinkmann
I sin (i øvrigt meget rosende – hvilket jeg naturligvis er taknemmelig for) omtale af min bog ”Den foranderlige hjerne og den forunderlige bevidsthed” i Politiken d. 11. november anfører Svend Brinkmann en række overordnede kritikpunkter, hvoraf de to vigtigste er:
1) At jeg slår til lyd for en uholdbar repræsentationsteori, og
2) At min afsluttende trosbekendelse på bogens sidste side er et udtryk for en ”fejlslagen filosofi”.
Begge disse indvendinger tager for så vidt udgangspunkt i nogle valide problemstillinger. Men jeg føler mig ikke synderlig overbevist af Brinkmanns foreslåede løsninger.
For at forstå hvorfor, må vi imidlertid stikke en smule dybere i stoffet, end det er muligt i en relativt kort dagbladsanmeldelse. En smule dybere endda end netop de emner, som Brinkmann tager op, er behandlet i min bog.
De to kritikpunkter hænger tæt sammen.
Alligevel vil jeg for overskuelighedens skyld tage dem op et ad gangen.
Hvad repræsenterer hjernen?
Når man anvender betegnelsen ”repræsentationsteori” i henhold til hjernen, kan det grundlæggende betyde to forskellige ting:
Repræsentation vs. 1.0
Den klassiske form for repræsentationsteori udsiger, at når hjernen forhold sig til verden omkring sig, sker det i form af symboler eller repræsentationer, som tænkes at gengive forskellige forhold i verden, og som manipuleres eller på anden måde anvendes som en del af en udregning eller en modelbygning af virkeligheden.
Dette er denne måde repræsentationer er blevet anvendt og anskuet indenfor den klassiske kognitionsvidenskab og en form, som i dag primært indgår i teorier som anskuer hjernen som en form for gigantisk ”regnemaskine” (eng. computational brain).
Det er netop denne type repræsentationer, som jeg beskriver som en del af den ”klassiske model” af hjernebarkens funktion (lektion 1), hvor jeg tydeligt anfører, hvordan de fører til en række (delvist uløselige) problemer. Blandt disse problemer er det, Brinkmann omtaler som ”repræsentationsteoriernes fordobling af verden (hvor vi ikke erkender verden, men kun vore repræsentationer af den), …”.
Det helt grundlæggende problem er med andre ord: Hvis hjernen indeholder sådanne repræsentationer af verden, hvem iagttager eller fortolker dem så?
Repræsentation vs. 2.0
En mere nutidig form for repræsentationsteori består (som beskrevet i lektion 2) i, at hjernebarken ikke indeholder repræsentationer af elementer af verden omkring os, men grundlæggende er en repræsentation (eller ”sandsynlighedsmodel”) af verden.
Vores oplevelse af virkeligheden er dermed ikke hjernens fortolkning af de repræsentationer, den indeholder. Oplevelsen er ganske simpelt identisk med repræsentationen – det er den direkte oplevelse af de processer, som foregår, når hjernen aktiverer de områder, som i den aktuelle situation repræsenterer verden omkring os i dens aktuelle tilstand.
Dette er hele essensen i min beskrivelse af, hvordan hjernen former vores opfattelse af virkeligheden, der (som Brinkmann beskriver det): ”… går ud på – med forfatterens egne ord – ”at det, vi oplever, netop ikke er verden omkring os. Det, vi oplever, er hjernens aktivitet”.”
Pointen er dermed ikke, at indholdet af vores bevidsthedsoplevelse ikke afspejler verden omkring os. Det er selvklart.
Pointen er, at dette foregår ved, at hjernen afstemmer sin aktivitet med den verden, som omgiver os, og at det kun er derfor, vi så let forledes til at tro, at det vi oplever, er en uformidlet gengivelse af verden. Går noget galt i denne proces, vil vi opleve en virkelighed, der ikke afspejler verden omkring os.
Hele bogen er på sæt og vis et forsøg på at vise, hvordan denne proces forløber.
Det vi oplever, er med andre ord hjernens fortolkning af verden – ikke vores egen fortolkning af hjernens aktivitet.
Med eller uden hjerne
Når det er vigtigt at skelne mellem de to forskellige former for repræsentation i hjernen, er det fordi, de hver især medfører nogle markant forskellige beskrivelser af hjernens funktion. Når jeg selv så vidt muligt undgår at tale om ”repræsentationsteorier”, skyldes det netop, at de to typer ofte forveksles med hinanden og de misforståelser, som dette alt for ofte fører til.
Som jeg læser Brinkmanns anklager, kan jeg kun frygte, at det netop skyldes, at han ukritisk slår de to former for repræsentationer i hartkorn med hinanden. Dette må i så fald ikke blot lægges Brinkmann til last, men falder også tilbage på undertegnede, der i så fald ikke har udtrykt sig selv klart nok.
Hvad angår den første type af ovennævnte repræsentationsteorier, ifølge hvilken vores oplevelse af verden skulle komme i stand som resultat af en form for symbolsk manipulation med interne repræsentationer i hjernen, kan jeg kun være enig med Brinkmanns kritik.
Det er dog værd at bemærke, at sådanne repræsentationsteorier i de senere måneder er blevet præsenteret fra flere (okay, mindst to…) forskellige kanter. Det gælder dels sanseprocessen, hvor det hævdes, at det vitterligt er stabile mønstre som overføres i sanseprocessen til og internt i hjernen, og dels hukommelsen, hvor det hævdes, at der rent faktisk sendes pakker af informationer (fysisk) frem og tilbage mellem de forskellige dele af hjernen – i modsætning til hvad jeg sammen med Peter Lund Madsen hævdede i vores ”En bog om hukommelsen” (2013), hvor vi beskrev hukommelsen som en delvis genetablering af et tidligere aktivitetsmønster i hjernen.
Ikke desto mindre støttes denne form for repræsentationsteorier i dag af et markant mindretal inden for de toneangivende kredse af nutidens hjerneforskere. Skulle de (mod så godt som alles forventninger) vise sig alligevel at være rigtige, ville det ikke betyde, at jeg får ret, og Brinkmann tager fejl.
Det ville betyde, at vi begge tager fejl.
Hvad angår den anden form for repræsentation, at hjernen udgør en form for model af verden, er dette til gengæld i mine øjne – set ud fra et nutidigt neurovidenskabeligt standpunkt – så godt som uomgængeligt.
De forsøg som er hidtil er blevet gjort på at beskrive f.eks. sanseprocessen uden brug af repræsentationer i hjernen, dvs. hvor vores oplevelse er 100 procent styret af sansepåvirkninger udefra og dermed fuldt og helt afhængig alene af den kropslige interaktion med verden, har hidtil ikke haft større succes.
Den klassiske repræsentant for et sådant synspunkt er J.J. Gibson, som mente at vi i vores omgang med verden var mere eller mindre ensidigt styret af de informationer, vi gennem sanser modtager fra verden. Det uholdbare i en sådan radikal opfattelse er imidlertid blevet påvist gentagne gange af flere forskellige – heriblandt flere navnkundige – hjerneforskere siden midten af 1980’erne. Gibson nævnes derfor kun for en kort bemærkning i min bog på side 193.
Det betyder ikke, at denne opfattelse – som går under betegnelsen radikal embodiment – ikke stadig har tilhængere, særligt blandt psykologer. Er man interesseret i nogle af de aktuelle argumenter for en sådan holdning, er nogle af de mest højrøstede fortalere de to unge psykologer Andrew Wilson og Sabrina Golonka, som i fællesskab driver og skriver bloggen ”Notes from Two Scientific Psychologists”.
De kan også følges på Twitter (@PsychScientists).
Gør man det, vil man opdage, at deres forestillinger om, at sansning og bevægelse alene kan foregå helt uden repræsentationer (dvs. uden at der indgår en vis grad af modellering af vores omgivelser i hjernen), gang på gang bliver angrebet af de hjerneforskere, der af interesse følger dem på Twitter.
Det typiske argument er ikke blot, at sanseprocessen er svær – for ikke at sige: umulig – at forklare, alene ud fra de input vi modtager (som i sig selv er langt fra tilstrækkelige og entydige nok til at skabe en stabil og pålidelig oplevelse af verden omkring os), men også at påstanden om, at hjernen ikke repræsenterer eller modelleres efter verden i nogen form, ganske simpelt ikke stemmer overens med de empiriske resultater, disse hjerneforskere dagligt opnår i deres hjerneskanningsstudier.
Det skal tilføjes, at der her er afgørende forskel på sanseprocessen og udførelsen af handlinger, i det sidstnævnte jo netop løbende skal afstemmes med verden omkring os. Derfor beskrives de to processer også i to forskellige kapitler, henholdsvis 11 og 12. Som beskrevet her, igangsættes bevægelsen – hvor meget den end skal afstemmes med verden for at lykkes – imidlertid netop gennem en repræsentation (her var ordet igen) af det resultat, man ønsker at opnå.
Nu er det jo svært at afkode entydigt, hvilken position Brinkmann selv indtager, alene ud fra en relativt kort dagbladsanmeldelse.
Hvis han mener, i samklang med den radikale fortolkning af embodiment, at hjernen slet ikke rummer nogen form for repræsentation af verden omkring os, vil jeg stille mig solidarisk med de mange hjerneforskere, som har leveret det videnskabelige arbejde, som ligger bag min bog, og slet og ret hævde, at han (og hans psykologkollegaer) tager fejl.
Hvis han kan medgive, at hjernens struktur – i kraft af sin plasticitet – afspejler reelle forhold i verden omkring os, sådan som jeg har beskrevet ovenfor, har jeg til gengæld svært ved at se, hvori hans anke mod min beskrivelse af hjernens virkemåde reelt består.
I mine øjne stemmer min redegørelse for hjernens sanseprocesser og bevægelsessystemer derfor fint overens med Brinkmanns ”moderne teorier, der ser erkendelsen som kropsligt og kontekstuelt forankret (eng: embodied and embedded)”. Blot man altså husker på, at denne proces er forankret i hjernen, hvorigennem al kontakt med kroppen jo går (rent fysiologisk).
Mit formål er blot at beskrive denne proces gennem hjernen. Ikke mindst fordi jeg syntes, der var en mangel på en beskrivelse af den karakter (mens der findes flere i den boldgade, Brinkmann efterlyser).
Når Brinkmann ender med trist at konstatere, at ”disse [teorier om embodiment, red.] spiller desværre ingen rolle i en ellers glimrende bog.”, er det derfor en farlig flirt med den klassiske anmelderdødssynd: At beklage sig over at forfatteren ikke har skrevet den bog, anmelderen selv gerne ville læse – i stedet for at forholde sig til den bog og det emne, forfatteren rent faktisk har skrevet om.
Skråsikkerhed og tro
Det næste kritikpunkt retter sig mod min afsluttende trosbekendelse om, at jeg tror på, at indholdet af min bevidsthedsoplevelse afspejler verden omkring mig – også selvom jeg kun kender denne verden gennem selvsamme (tendentiøse) oplevelse.
Dette falder tydeligt Brinkmann for brystet: ”Trosbekendelsen er en konsekvens af en fejlslagen filosofi, der populært sagt ”spærrer mennesket inde” i sin egen hjerne ved at påstå, at oplevelser er egenskaber ved hjernen.”
Som frit menneske bryder jeg mig naturligvis ikke om at være spærret inde. Hverken i hjernen – eller i Brinkmanns beskrivelse af min filosofi som ”fejlslagen”.
Det er imidlertid (som indgående beskrevet i kapitel 3) et klassisk filosofisk problem, at det er grundlæggende umuligt at skabe absolut vished om, at der findes en verden omkring os, som vores bevidsthedsoplevelse er en gengivelse af. Jeg læser Brinkmanns kommentarer sådan, at han fuldt ud anerkender dette problem – men blot har en anden løsning end den, han tillægger undertegnede.
( Alternativet til at løse problemet, er at forkaste hele idéen om, at der overhovedet findes en verden uafhængigt af vores egne sanseoplevelser. En sådan idealistisk konklusion er imidlertid – som beskrevet flere gange i bogen – en klassisk blindgyde. )
Forskellen er dermed udelukkende, hvordan dette problem tænkes løst. Brinkmanns løsning lyder som følger:
”… problemet kunne være undgået ved et andet filosofisk udgangspunkt: ved at sige, at det ikke er hjernen, der er bevidst, men personen, og til det at være bevidst, hører ikke bare en hjerne, men også en krop. Mentale egenskaber (at tænke, føle, handle, osv.) kan ikke tilskrives hjernen, men kun en person med en levende krop, der i kraft af sin aktivitet er i direkte kontakt med omverdenen.”
Bortset fra det sproglige flueknepperi –
(er det hjernen eller personen, der er bevidst? I mine øjne er bevidstheden det vindue, hvorigennem vi oplever verden. Tanker, følelser, handlinger indgår i denne oplevelse, men kan også forklares ud fra elementer af denne. I denne oplevelse kan vi dermed erkende grundlaget for vores oplevelse af verden – som indeholder erkendelsen af, at vi ikke blot er en løsrevet bevidsthed, men netop funderet i både hjerne og (en levende) krop. Men de to er ikke ligeværdige. Kroppen er formidlet gennem hjernen, også selvom den opleves som umiddelbart mere nærværende.)
– er jeg i princippet fuldstændig enig:
Naturligvis oplever vi verden gennem vores krop og vores sanser! Det er jo det, jeg med min bog har forsøgt at beskrive, hvordan foregår.
Forskellen synes dermed primært at være, at Brinkmann synes at mene, at kroppen kan give os en direkte og uomtvistelig vished om verdens indretning, hvor jeg i stedet – mere forsigtigt, vil jeg mene – hævder, at den (også kropslige) oplevelse, vi har af verden, allerede er formidlet gennem et led af (ubevidste) hjerneprocesser. Vil man forstå sammenhængen mellem vores oplevelse af verden, og hvad der end måtte tænkes at være derude, må man derfor underkaste de formidlende processer en nærmere undersøgelse.
Det er så det, jag har forsøgt med min bog: filosofisk, adfærdsbiologisk, evolutionært og neurovidenskabeligt.
Men nej – ikke (i hvert fald ikke i denne omgang) kropsfænomenologisk.
Hvor Brinkmann rynker brynene af min trosbekendelse, falder det derfor mig for brystet, at han stempler min opfattelse af, hvordan hjernen formår at skabe en troværdig og pålidelig gengivelse af virkeligheden, som tillader os at færdes formålstjenligt i verden, som ”skråsikker”.
Når jeg afslutter bogen med denne trosbekendelse, er det jo fordi, jeg netop ikke deler Brinkmanns skråsikkerhed mht. om min kropslige oplevelse giver mig en uomtvisteligt retvisende oplevelse af verden.
Kun med denne tvivl i behold kan min hjerne rumme, hvordan naturvidenskaben gang på gang fundamentalt kan forandre – eller udvide, om man vil – den måde, hvorpå vi må beskrive verden. Kun sådan kan jeg forklare, hvordan kvantemekanikken kan give et retvisende billede af verden, selvom den ikke stemmer særligt godt overens med min kropslige oplevelse af verden, som repræsenterer et andet – men ikke mindre rigtigt – aspekt af verden omkring os.
Min anke mod Brinkmanns fremstilling af kroppen som garant for verdens beskaffenhed, er derfor ikke, at han skulle slå til lyd for en ”fejlslagen filosofi”. Det er tværtimod at en beskrivelse af oplevelsen af, hvordan kroppen optræder i vores bevidste oplevelse af verden, netop er filosofi – forsøg på at opnå viden om verden alene ved introspektion.
Fred være med det.
Mit formål ved at skrive bogen var imidlertid at forsøge at koble de uomgængelige filosofiske spørgsmål om verden og vores oplevelse af den, til naturvidenskaben.
Dette kan i mine øjne kun lade sig gøre via hjernen.
Får jeg ret – eller får vi fred?
I private diskussioner om Brinkmanns anmeldelse har min reaktion generelt lydt:
”Enten er vi i virkeligheden enige – eller også har jeg ret.”
Ud fra et princip om aldrig at sige noget om andre personer bag om deres ryg, som ikke ville kunne siges til dem ansigt til ansigt, skylder jeg derfor at gengive dette udsagn her.
Når jeg mener, at vi måske i virkeligheden grundlæggende er enige, skyldes det, at jeg på ingen måde underkender, at erkendelsen er ”kropsligt og kontekstuelt forankret”. Tværtimod understreger jeg flere steder, at det netop er gennem denne kropslige og sanselige oplevelse, at vi udvider og former vores oplevelse af verden (gennem en stadig modifikation af hjernens sandsynlighedsmodel, forstås).
Det centrale omdrejningspunkt for kapitel 5 er jo netop også at vise, hvordan signaler fra f.eks. føle- og synssansen radikalt kan forandre vores oplevelse af vores eget kropslige selv – og at dette er en simpel følge af netop den filosofi (kapitel 4), som Brinkmann afviser som ”fejlslagen”.
Der er dermed ingen tvivl om, at vores kropslige oplevelser er med til at forme vores oplevelse af verden og dermed vores virkelighed.
Når jeg ikke desto mindre kan frygte, at vi måske alligevel går skævt af hinanden, er det fordi, det virker som om, at Brinkmann gerne vil stille kroppen centralt på bekostning af hjernen. Dermed forbryder han sig for mig at se mod det uomgængelige faktum, at kroppens betydning for vores opfattelse af verden formidles gennem hjernen.
For blot at tage ovenstående eksempler skyldes sådanne forandringer af vores kropslige oplevelse ikke blot sansepåvirkninger udefra, men kan også udløses direkte af påvirkninger af hjernen.
Kroppen er med andre ord central for vores oplevelse – men er intet uden hjernen. Overskærer man nervebanerne mellem krop og hjerne, har kroppen ikke længere noget at skulle have sagt.
Hvis Brinkmann kan anerkende hjernens afgørende rolle, er resten i bund og grund kun overfladiske forskelle, som mestendels udspringer af, hvor vi hver især sættes accenten: Hvor min bog primært handler om hjernen og de processer, som ansvarlige for udformningen af vores bevidsthedsoplevelse, efterlyser Brinkmann i stedet mere fokus på indholdet af denne oplevelse i form af de kropslige og sanselige oplevelser, som er resultatet af denne proces.
Hvis Brinkmann derimod ikke kan anerkende, at hjernen er fuldstændig afgørende for, at kroppen opleves som central i vores oplevelse af verden, så tør jeg godt sige – og det helt skråsikkert:
Så tager han fejl – og jeg har ret.
Thomas Thaulov Raab.