Igår – fredag d. 15. juni 2012, kl. 11.06 – lod videnskab.dk bomben sprænge: “Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier”. Sådan lød overskriften på en artikel, som i øvrigt fortsætter: “Nye opsigtsvækkende dateringer af berømte spanske hulemalerier tyder på, at det var neandertalere og ikke det moderne menneske, der første pennen.”
Hvad? Betyder det nu, at vi skal til at ændre hele synet på neandertalerne – og ikke mindst deres kunstneriske evner? Opstod hulekunsten i Europa i virkeligheden allerede før det moderne menneske nåede frem?
Det korte svar på disse spørgsmål er: sådan ser det i hvert fald ikke ud endnu.
De operative ord i indeledningen på artiklen på videnskab.dk er “tyder på”. For ved et nærmere efter syn viser historien sig ganske simpelt ikke at holde vand. Der er kort sagt ingen sikre beviser – endsige pålidelige indicier – på, at neandertalerne stod bag den tidligste hulekunst i Europa. Til gengæld afslører hele historien en uheldig tendens, som med hast er ved at brede sig inden for videnskabsjournalistikken.
* * *
Det kan måske betale sig at gå tilbage fra starten, og se på, hvad sagen egentlig drejer sig om.
Helt konkret har nogle forskere undersøgt hulemalerier fra 11 forskellige spanske huler og fundet frem til at de faktisk er væsentligt ældre end man troede. Dateringerne – over 40.000 år for en rød “klat”, over 37.000 for nogle omrids af nogle hænder, etc. – ligger med andre ord i et spænd, som (hvis de er korrekte) gør disse malerier til de ældste dokumenterede hulemalerier i Europa.
Men hvad med historien om neandertalerne?
Jo, pointen er nu, at hvis dateringen er korrekt og hulemalerierne vitterligt er så gamle, er der grundlæggende to muligheder: 1) at de moderne mennesker skabte dem, stort set med det samme de ankom til Europa, eller 2) at det i virkeligheden er neandertalerne, der har været på spil.
Da det således på ingen måde er nogen umulighed at det stadig er moderne mennesker (som os), der har lavet malerierne, er det væsentligste (hvis ikke eneste) argument for den anden af de to muligheder, at vi endnu ikke har fundet hulemalerier der er lige så gamle i andre dele af verden. Hvorfor skulle de så pludselig begynde at male, så snart de ankom til Europa?
I sidste ende beror hele forestillingen om neandertalerne som hulekunstnere på dette spørgsmål.
* * *
Hvorfor så overhovedet nævne neandertalerne?
Se det er et godt spørgsmål:
Som altid når man møder påstande eller spekulationer, som går langt ud over hvad materialet egentlig berettiger til, bør det naturligvis vække en mistanke om, at der i virkeligheden stikker mere under. Bag den aktuelle undersøgelse ligger således en uenighed blandt huleforskere om, dels hvilken hule (og hvilket land) der skal have æren af at huse Europas tidligste kunstneriske frembringelser (kandidaterne er p.t. Frankrig, Tyskland – og nu: Spanien), dels hvorvidt den tidligste kunst bestod af flotte og detaljerige dyremalerier (som i den franske Chauvet-hule) eller blot af mere simple billeder af f.eks. hænder (som her i Spanien), som først senere skulle udvikle sig til den formfuldendte kunst, som vi kender hulemalerierne for.
Selvom disse uenigheder i vidt omfang drejer sig om fortolkningen af hulekunst, så har de imidlertid også en direkte videnskabelig betydning, da de typisk ledsages om anklager om fejlagtigt datering og forkerte anvendte metoder hos de konkurrerende teams. Til tider – f.eks. også i forbindelse med dette studie – i en grad, som man nærmest kan tale om en decideret “hulekrig”.
Uanset hvordan man forholder sig til alle disse spørgsmål, er der dog ingen yderligere indicier, som i sig selv gør det mere sandsynligt, at der var neandertalerne, der (som det udtrykkes på videnskab.dk) “førte pennen.”
Som hovedforfatteren, professor Joao Zilhao, selv udtrykker det i sit interview med BBC – som i denne sammenhæng (under den lidet prangende overskrift: “Red dot becomes ‘oldest cave art'”) har leveret den mest sobre gengivelse af nyheden:
“There is a strong chance that these results imply Neanderthal authorship, … But I will not say we have proven t because we haven’t, and it cannot be proven at this time” (!).
Ordene taler vel nærmest for sig selv – og ligger umiddelbart meget langt fra påstanden på videnskab.dk om at “Neandertalerne skabte Europas første hulemalerier”.
* * *
Det ville imidlertid være alt for let udelukkende at skyde skylden på den stakkels journalist fra videnskab.dk.
Uanset hvor renommeret og velanset tidskriftet Science så end er (det regnes i det inden for universitetsverdenen efterhånden ret overdrevent betydningsfulde citationsindex for verdens vigtigste videnskabelige tidsskrift), og hvor svært det end er at få optaget og trykt sin artikel i bladet, så åbner Science ikke desto mindre selv døren for alle disse spekulationer, ved at lade passagen: “These minimum ages reveal either that cave art was a part of the cultural repertoire of the first anatomically modern humans in Europe or that perhaps Neandertals also engaged in painting caves.” afslutte artiklens abstract.
En påstand som ikke kan underbygges af fundene, men som er forfatternes egen (subjektive) vurdering af, hvordan de kunne forestille sig tingene forholdt sig.
I tider hvor videnskabelige nyheder netop sælges på sådanne spekulationer, og hvor ethvert universitet med respekt med sig selv har en hel presseafdeling siddende klar til at spinne en historie, hver gang der blot i en bisætning nævnes nogle af de ting, som de ved der er interesse for i medierne (dinosaurer, neandertalere, osv.), er det langt fra “uskyldigt” for et blad med et sådant internationalt renomme – og dermed også: ansvar – som Science, at lade sådanne spekulationer finde vej til tryksværten.
Nok er det videnskabsjournalisterne der måske slår det sidste søm i kisten – men brædderne og hammeren er lagt til rette lang tid før. Og som sagt: af nogle af de instanser, som inden for den videnskabelige verden anses netop for vogterne af den videnskabelige redelighed.
Det burde måske give stof til eftertanke.
* * *
At det lige var den danske videnskabsportal videnskab.dk som faldt i vandet denne gang, gør selvfølgelig blot historien mere relevant for os. Men desværre er tendensen tydelig – og mere og mere udbredt – også internationalt.
Skrækeksemplet er her fra april i år hvor en artikel om kemisker forbindelser i rummet indeholdt en strøtanke om, hvordan der måske ikke blot kan være udviklet liv på andre planeter – men at de ligefrem kunne have dinosaurerne endnu, hvis de ikke (som på Jorden) er blevet udslettet af en asteroide. En vinkel som universitets kommunikationsafdeling ikke var sen til at anvende til at sælge historien til alverdens medier. Historien blev endda ikke bedre af, at artiklen senere blev trukket tilbage efter anklager om plagiat!
At udviklingen entydigt går i denne retning betyder desværre også, at netop i disse tider hvor man fra forskellige side – både offentligt og fra universiteterne – satser mere og mere på at gøre videnskaben synlig, har de metoder som man anvender for at opnå denne synlighed, den effekt at man som læser af videnskabelige nyheder, i stigende grad må være opmærksom på fordrejninger, fejlfortolkninger og let omgåelse med hvad det hele egentlig drejer sig om: nemlig at tegne et så plausibelt billede af virkeligheden som muligt.
Det er ikke uden et vist vemod, at vi her på Pærerevyen derfor må konstatere, at der mere end nogensinde før er brug nogle som os, som i det mindste (efter bedste evne) forsøger at holde videnskabsjournalistikken lidt i ørene.
referencer: