Resultatet var da for så vidt heller ikke opsigtsvækkende: det viste nok engang, omend på en ny måde – surprise! – at forsøgspersoner er bedst til at huske de billeder, som udløser den største følelsesmæssige respons, når de ser dem.
Graver man blot et enkelt lag dybere ned, gemmer der sig imidlertid et nok så interessant fund.
Metoden de anvendte var simpel – man viser en række forsøgspersoner en række forskellige billeder:
Nogle er følelsesmæssigt ophidsende – her anvendtes gamle klassikere som vold og lemlæstelse, slanger og hajer eller (som det så fint skrives) “mild erotik” – mens andre er mere neutrale, som f.eks. billeder af personer på en rulletrappe (i særdeleshed ikke særligt ophidsende!).
For at teste forsøgspersonernes opfattelse af hvor klart og “levende” billederne virkede på dem, anvendte man imidlertid et lille trick. Man slørede delvist billederne ved at udsætte dem for noget støj. Dernæst bad man forsøgspersonerne vurdere, hvor meget støj der var på billederne.
Resultat var ganske lærerigt. Mens forsøgspersonerne generelt var ganske gode til at vurdere, hvor meget støj som var på de neutrale billeder, vurderede de konsekvent mængden af støj som lavere, på de billeder, som påvirkede dem følelsesmæssigt.
Uden af de selv bemærkede det, så opfattede de simpelthen billedkvaliteten som højere og som indeholdende mindre støj, jo mere et billede påvirkede dem følelsesmæssigt.
Forlader vi den videnskabelige undersøgelse (og spørgsmålet om, hvor vidt de følelsesmæssige billeder huskes bedst – hvilket de gjorde), så har det jo en betydning for vores nuværende liv.
Det er jio ikke nogen hemmelighed, at vi i disse år – med eksplosionen i antallet af fladskærme, HD-tv og HD-kanaler, lever i en tid, hvor billedkvaliteten på vores fjernsyn har taget et stort spring fremad.
Årsagen til dette skyldes naturligvis til dels teknologiske fremskridt – og ikke mindst at de involverede firmaer har gjort alt, hvad der står i deres magt, for at skabe en stor hype omkring deres produkter.
Ovenstående fund viser imidlertid, at når det gælder kvaliteten af tv-billeder, så er det ikke kun den tekniske kvalitet, vi reagerer på. Jo mere vi er følelsesmæssigt involveret i det vi ser, jo mindre betyder det noget, om kvaliteten er lav og billedet er udsat for støj. Nej, faktisk mere end det … vi vurderer faktisk kvaliteten som højere end den egentlig er.
Det er derfor ikke mærkeligt, at vi tidligere har kunnet se fjernesyn med ganske dårlig billedkvalitetet – når blot historierne var spændende nok. Eller at de fleste af os stadig kan nyde en gammel film, selvom der er både knas og støv i billedet, udfaldende lyd og rystende billedekvalitet.
Og omvendt – når man i dag klager over hvor dårligt billedkvaliteten er, hvis den ikke er i full-HD på et højkvalitets-tv, så skyldes det måske ganskesimpelt, at det vi ser i vores fjernsyn ganske simpelt er blevet for kedeligt og ligegyldigt til, at vi kan være over med kvaliteten.
Måske er indholdet i de udsendelser vi ser, ganske simpelt blevet dårligere i takt med at vores tv’er er blevet teknisk bedre?
Hvem ved ….
reference:
Rebecca M. Todd, Deborah Talmi, Taylor W. Schmitz, Josh Susskind, and Adam K. Anderson (2012) Psychophysical and Neural Evidence for Emotion-Enhanced Perceptual Vividness. The Journal of Neuroscience, 32: 11201-11212.