Det er en udbredt misforståelse, at videnskabelige værker – og i særdeleshed videnskabelige artikler – skulle udgøre en privilegeret adgang til sandheden.
Dette er imidlertid ikke nødvendigvis korrekt.
Det som adskiller videnskabelige artikler fra andre publikationer er primært, at de underkastes en – til tider streng – kvalitetskontrol i form af et såkaldt peer review. Dette review består – kort fortalt – i at den videnskabelige artikel gennemlæses af håndfuld (i bedste fald! – oftest dog kun to eller tre) andre forskere med erfaring inden for det område eller emne, som artiklen omhandler, inden den publiceres.
Formålet med et peer review er dels – så vidt muligt at sikre, at der ikke er fejl eller mangler ved den metode, som har været anvendt i de udførte forsøg, og dels at sikre, at artiklen ikke indeholder informationer eller påstande, som på forhånd vides at være forkerte.
Et peer review er imidlertid på ingen måde nogen garanti for, at det som står i artiklen også er sandt.
Videnskabelige forskningsresultater fremstilles ofte, når de først er publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, som om de automatisk har en stor sandhedsværdi. Det er typisk i løbet af denne periode – sammenfaldende med, eller typisk lige før, udgivelsen – at de videnskabelige resultater får størst opmærksomhed i pressen.
Den kvalitetssikring som foregår inden udgivelsen af en videnskabelig artikel (og hvoraf peer reviewet kun udgør et enkelt trin), er imidlertid kun det første led i en lang proces, før man kan være nogenlunde sikker på, at de opnåede resultater også rent faktisk holder vand. Der er kort sagt brug for en gentagen efterprøvning af metodernes brugbarhed og en kritisk stillingtagen til teorierne bag ethvert videnskabeligt udsagn, før man for alvor kan fæste lid til dets sandhedsværdi.
Det er netop denne stadige kritiske revision af tidligere tiders forskningsresultater som er afgørende for at bibeholde den grundlæggende selvkritik, som er videnskabens virkelige force, og som i sidste ende er årsagen til at videnskaben – ideelt set – er enhver anden form for erkendelsessøgen overlegen.
Kaster man et blik udover medielandskabet af i dag er denne kritiske stillingtagen til allerede udgivne forskningsresultater imidlertid ofte svær at få øje på – og særligt i de brede medier helt opgivet til fordel for en mere primitiv form for videnskabsjournalistik, hvor journalister i vidt omfang blot agerer som mikrofonholdere for videnskabsfolkene (eller deres universiteters presseafdelinger).
Den primære årsag til at jeg – for snart flere år siden – satte gang i projektet PæreRevyen var således at yde mit eget beskedne bidrag til den grundlæggende videnskabelige ambition om aldrig blot automatisk at acceptere gyldigheden af de videnskabelige teorier – nye som gamle – men derimod til stadighed at underkaste dem en konstant efterprøvning og kritisk stillingtagen.