I dag er det helt selvfølgeligt at vores tanker udspringer af hjernen. Men sådan har det langt fra altid været. Kaster vi blikket tilstrækkeligt langt tilbage i historien vil man opdage, at man faktisk i de fleste af de tidligste kulturer tværtimod havde en tro på, at tankeaktiviteten udsprang af hjeret.
Går vi helt tilbage til forhistorien finder man rigtigt nok eksempler på at man har haft en form for kultagtigt dyrkelse af det menneskelige kranium. Eller rettere – man finder faktisk også spor af at man har anvendt dyrekranier til kultiske formål. Kraniekult i forskellige afskygninger er således en ældgammel del af den menneskelige kultur.
Hvilke forestillinger der lå bag disse former for kraniekult er imidlertid sværere at sige noget sikkert om. Vi ved ganske simpelt ikke, om der var nogen egentlig erkendelse af at tankeaktiviteten er forbundet med hjernen eller ej, sammen med denne anvendelse af kranier.
Når vi træder ind i kulturhistorien er sagen imidlertid en ganske anden. I flere af de tidligste kulturer – både i Mesopotamien og Ægypten – var interessen for hjernen begrænset. I stedet mente man at hjertet var menneskekroppens vigtigste – og styrende – organ.
Dette ses tydeligt af praksis når man balsamerede lig i Ægypten. Mens man udtog og bevarede hjertet, som man dernæst balsamerede og opbevarede i en dertil indrettet lille krukke, blev hjernen ofte blot fjernet (typisk gennem næseåbningen) og blot smidt bort.
Det er først i det antikke Grækenland at vi for alvor finder forestillingen om at vores tanker og handlinger styres af hjernen rodfæstet. Den første som efter alt at dømme så hjernen som central og afgørende for vores adfærd og tankeprocesser var en gut ved navn Alkmaion fra Kroton. Det er imidlertid meget begrænset hvad vi ved om ham – og få fragmenter af hans værker er bevaret.
Det måske tydeligste udtryk for at hjernen styrer vores adfærd vindes således i de skrifter, som per tradition tillægges Hippokrates – som i dag betragtes som lægekunstens fader:
“Hjernen er ansvarlig for alle sanseindtryk. Øjnene, ørerne, tungen, hænderne og fødderne udfører kun det, som hjernen mener er rigtigt.”
Det er imidlertid vigtigt at bide mærke i, at det ifølge Hippokrates ikke var hjernemassen som sådan som var afgørende for tankeaktiviteten, men derimod den luft, som gennem åndedrættet trængte ind i hjernen.
Grækenlands måske mest berømte filosof, Platon, mente også at hjernen havde kontrol over kroppens “laverestående” centre – i brystet og i underlivet. Hos ham var forbindelsen mellem hjerne og krop dog ikke formidlet af luft, men derimod af blodet.
Blandt de mest legendariske græske filosoffer var det stort set kun Aristoteles som stadig stod fast ved den “udenlandske” lære (som den kaldtes) om, at hjertet var tankens centrum – og sjælens bolig (se: Aristoteles’ køleskab).
Først med den romerske læge Galen blev det således for alvor en gang for alle slået fast, at hjernen var det sted hvorfra vores tænkning og overordnede handlinger udspringer (selvom Galens forestillinger om hvordan dette foregår, også skulle vise sig at være forkerte).
Selvom det er henved 2000 år siden at det blev slået fast, at vores tænkning foregår i hjernen, lever forestillinger om at både vores tankekraft og følelser er baseret i hjertet imidlertid stadig videre.
Vi finder det dels i sproget – når vi taler om at “have hjertet med” eller at “tænke med hjertet”, have “hjertet på rette sted”. Alle disse sproglige fraser rammer rigtigt nok noget centralt – nemlig at hjertets aktivitet spiller ind på vores tankeaktivitet via de signaler som løber fra hjertet til hjernen. Her skal man naturligvis huske på, at hjertets aktivitet generelt også kontrolleres fra denne samme hjernen, som den påvirker.
Sideløbende hermed finder vi imidlertid stadig forestillinger om at hjertet skulle være i besiddelse af nogle særlige egenskaber, som på en (stort set endnu ukendt) måde skulle kunne styre vores tanker og følelser – som når man f.eks. hører tale om “hjerteintelligens” eller “hjerteviden”.
Om dette skal ses som et eksempel på, at tingene måske er mere nuancerede, end vi normalt antager – eller blot at fortidige forestillinger kun dør meget langsomt? – vil vi overlade til læseren selv at vurdere.
I visse tilfælde synes det i hvertfald som om at historien om hvor vorres tænkning udspringer fra – hjernen eller hjertet – kan illusteres med den klassiske vittighed om manden, der kommer op til psykiateren:
Psykiateren: hvad tænker vi med?
Manden peger på sin albue og siger denne her.
Psykiateren udskriver noget medicin og beder manden komme tilbage om en uge.
Han spørger igen manden – og får samme resultat.
Da han næste uge spørger manden: “hvad tænker vi med?”, peger manden imidlertid nu i stedet på sit hoved og siger: “denne her!”.
“Fantastisk!” siger psykiateren. “Hvordan har du regnet det ud?”
Manden peger nu på sin albue og svarer: “jo, jeg brugte bare denne her!”
[første version 17-3-2012]