Aristoteles’ køleskab

En af de tidligste beskrivelser af hjernen stammer fra den græske filosof Aristoteles. I værket “Dyrenes Historie” [I.16] beskrev han, allerede før vores tidsregnings begyndelse, hjernen som bestående af to dele: de dele vi i dag kender som storhjerne og lillehjerne.

De to dele var dog langt fra ligestillede: mens storhjernen blev beskrevet som den “egentlige” hjerne (gr. enkefalon), blev lillehjernen betragtet som et mindre betydningsfuldt vedhæng, en form for “side-hjerne” (gr. parenkefalon). Ikke desto mindre er lillehjernen den eneste del af hjernen, som har været opfattet som en selvstændig, veldefineret enhed i mere end 2000 år – siden Aristoteles’ tid.

 

Aristoteles menes primært at have udført sine undersøgelser på dyr. Han må dog også have haft lejlighed til at studere menneskehjernen – han understregede således at mens alle hvirveldyr er i besiddelse af en hjerne, er menneskehjernen dog den største (set i forhold til kroppens størrelse) – og fugtigste! – af alle.

I værket “Om dyrenes dele” hævder han endvidere at mandehjernen er større end kvindehjernen [II.7]. Dermed indleder han en diskussion om hvorvidt der er forskel på hjernens udformning og virksomhed hos de to køn [1:10], som har varet det meste af hjerneforskningens historie.

 

Trods Aristoteles’ tidlige undersøgelser af hjernen ser den nu ikke ud til at have haft afgørende vigtighed for ham. I modsætning til flere samtidige græske filosoffer mente han således at sjælen og tankekraften var bosiddende i hjertet. Hjernens vigtigste formål var derimod at nedkøle blodet [1:8].

Aristoteles’ forklaring på størrelsesforskellen mellem mænds og kvinders hjerner var således at en mands hjerte og lunger indeholder mere og varmere blod end en kvindes – og at der derfor er brug for en større hjerne til at afkøle det!

 

I dag kan vi naturligvis grine af denne søforklaring. Den bitre sandhed er imidlertid at vi stadig ikke ved stort meget mere om, hvilken praktisk forskel denne (reelle) størrelsesforskel kan tænkes at gøre.

Hvad angår Aristoteles’ forestilling om hjernen som kroppens køleskab kan nævnes, at så sent som i 2006 lancerede en sydafrikansk forsker i ramme alvor en gennemargumenteret teori om, at størrelsen af hvalers hjerner primært skyldes nødvendigheden af – ikke at holde blodet koldt, men derimod – at holde hjernen varm i det kolde vand.

Teorien – og den medfølgende påstand om at delfiner og hvaler ikke udviser synlige tegn på at have særlige mentale evner – blev hurtigt udsat for en heftig kritik af eksperter på området [3] [4]. Ikke desto mindre er artiklerne et velegnet eksempel på, hvordan de samme fakta kan udlægges og fortolkes ganske forskelligartet af forskellige forskere.

 

referencer:

[1] Edwin Clarke & Charles Donald O’Malley (1996) The human brain and spinal cord: a historical study illustrated by writings from antiquity to the twentieth century. Norman Publishing, San Francisco.

[2] PR Manger (2006) An examination of cetacean brain structuce with a novel hypothesis correlating thermogenesis to the evolution of a big brain. Biological Reviews, 81: 293-338.

[3] Marino L et al (2008) A claim in search of evidence: reply to Manger’s thermogenesis hypothesis of cetacean brain structure. Biological Reviews, 83: 417-440.

[4] Marino L et al (2007) Cetaceans have complex brains for complex cognition. PLoS Biology, 5: e139.

 

[første version 8-2-2012]