Vi har hørt det til hudløshed: det her med at vi kun udnytter en lille procentdel af vores hjernes potentiale, og at vi kan blive i stand til at lære og huske meget mere, hvis vi blot går mere effektivt til værks – og hvem kan med hånden på hjertet sige sig fri for fra tid til anden at have følt lidt dårlig samvittighed over bare at sidde og slappe af i stedet for at stimulere og udfordre sin hjerne konstant?
Men måske skal vi fuldstændig revurdere vores syn på hjernen og effektivitet. Nye forskningsresultater tyder nemlig på, at hvis man vil have hjernen til at fungere optimalt, så handler det faktisk slet ikke om at presse hjernen til at yde mere eller at gøre sig store anstrengelser for konstant at være bevidst involveret i alle hjernens valg eller processer, men derimod om at give hjernen den tid og den ro den har brug for til at finde løsningerne på egen hånd – uden vores bevidste indblanding.
Når vi snakker om hjernen og om hvor meget vi egentlig får ud af den, så er der mange der tror, at det handler noget om at jo mere vi arbejder med hjernen, jo større hjerneaktivitet (hvilket i sig selv er en misforståelse: hjernens samlede aktivitetsniveau er stort set konstant uanset hvad vi laver), jo bedre. Men alt tyder på at denne måde at se på hjernen er helt forkert. Faktisk tyder alt nu på, at netop de perioder hvor hjernen – tilsyneladende – ikke laver noget, er af helt afgørende betydning eksempelvis for hvor godt vi husker.
Amerikanske forskere har for nylig lavet et ganske simpelt forsøg, hvor de målte hjerneaktiviteten hos nogle rotter, som løb gennem forskellige baner og labyrinter. Indtil videre ganske tilforladeligt – men resultatet var ganske bemærkelsesværdigt.
Forskerne kunne påvise, at når rotterne stoppede op for ende af banen, eller midt i labyrinten, så gentog hjernen ganske simpelt det mønster af aktivitet, som havde været aktivt mens den løb. Men det var ikke en perfekt kopi af løbet: det foregik i et højere tempo – og baglæns. Hjernen afspillede simpelt de oplevelser rotten netop havde været udsat for i en form for Fast Reverse, ganske ligesom når man tiggede sin skolelærer i folkeskolen om at spille spolefilmene hurtigt bagfra, når han alligevel skulle spole dem tilbage inden de blev afleveret til Statens Filmcentral.
Denne besynderlige form for tilbagespoling optræder hovedsageligt i en bestemt del af hjernen: hippocampus, som er essentiel for lagring af hukommelse, og foregår kun når rotten har oplevet noget nyt: en ny bane, en ny labyrint, etc. Man kunne samtidig påvise at den var essentiel for at rotten kunne huske sine oplevelser: det der skete var simpelthen at hjernen på denne måde fæstnede det mønster af aktivitet den havde oplevet i hukommelsen. At det sker baglæns kan samtidig have sin grund: på den måde husker rotten bedst den del af labyrinten som var tættest på målet.
Den periode hvor rotten var inaktiv – hvadenten den var nået frem til sin belønning eller blot var stoppet op i labyrinten – viste sig altså at have afgørende betydning for hvor godt rotten huskede labyrinten næste gang, og hvor hurtigt den kunne finde vej fremover.
Forskerne havde hermed bekræftet en finesse ved hukommelsen, som passer udmærket med tidligere resultater: vi lærer bedre hvis vi holder hyppige pauser, og giver hjernen tid til at fordøje de nye indtryk. Hos mennesker er mønstret også konstateret: hvis man holder cirka et kvarters pause hver time, husker man det man arbejder med meget bedre, end hvis man klør på hele tiden. Derfor er frikvarter en god ide, og lange foredrag eller undervisningstimer på mere end en time ad gangen ikke formålstjenlige. I hvert fald ikke hvis man gerne vil kunne huske det man hører eller får at vide bagefter.
Når rotterne sætter sig ned midt i labyrinten er der således heller ikke af dovenskab, men en investering i at klare opgaven bedre næste gang. Dette kan vi overføre direkte på vores eget arbejdsliv: Føler vi, at vi har brug for en kaffe- eller rygepause behøver det ikke kun at have med koffein- og nikotintrang at gøre, det kan også være hjernens signal til at den lige skal lagre de indtryk, vi har modtaget den sidste times tid, så vi kan tage dem i anvendelse næste gang vi står overfor en lignende opgave – i stedet for at skulle starte forfra på bar bund, fordi vi har glemt det hele.
Hvis chefen eller arbejdsgiveren forsøger at afskaffe retten til at holde disse pauser, så kan det faktisk være ensbetydende med at han/hun tvinger de ansattes hjerne til at fungere dårligere – til gavn for hverken chef eller ansat. Da man ovenikøbet ved at mange af de mønstre, som opleves gennem dagen, gentages og lagres under søvnen, kan det ligefrem være en fordel ikke bare at slappe af ind i mellem, men rent faktisk at sove – hvis man altså vil huske det man laver.
Afslapning, hyppige pauser, tid til at fordøje indtryk og nye oplevelser er altså ikke udtryk for dovenskab eller arbejdsnægtelse, men derimod væsentlige ingredienser i at komme til at huske bedre – ligesom stress er kendt for at have den modsatte effekt: at vi ikke kan huske eller lære nyt.
Men det stopper langt fra her.
Vi har nu set på hvordan pauser og afslapning er vigtigt for indlæring, men hvad med beslutninger?
Det har nogle hollandske forskere for nylig undersøgt ved at overvåge en lang række folk, der skulle foretage nogle væsentlige beslutninger. De skulle eks. købe bil, møbler eller tøj. Personerne blev delt op i to grupper: en gruppe som fik alle de tekniske detaljer og al den information som var tilgængelig om de produkter, de havde at vælge imellem, og umiddelbart herefter traf deres valg, og en gruppe, som efter de blev præsenteret for valgmulighederne fik lov at beskæftige sig med noget helt andet, inden de vendte tilbage for at foretage deres “intuitive” valg.
Forsøget viste at når det gælder simple ting – i eksperimenterne her blandt andet køkkenredskaber, shampoo og håndklæder – så hjælper det at tænke rationelt (hvis man bagefter vil være tilfreds med sit valg på længere sigt), men når det gælder store beslutninger, er sagen åbenbart en helt anden.
De personer, der blev afbrudt i deres overvejelser og stillet en helt anden opgave inden de skulle træffe deres beslutning, var på længere sigt (tendensen kunne allerede ses et par uger efter købet) meget mere tilfredse med valget, end dem der besluttede sig ud fra deres bevidste og rationelle overvejelser. Noget tyder altså på at “ubevidste overvejelser” har en stor betydning, særligt når vi skal træffe komplicerede valg, og at det gamle råd om at “sove på det” måske ikke er så ringe endda.
Årsagen til at det forholder sig sådan er nu ikke så underlig, som man umiddelbart kunne tro: vores bevidsthed har kun en forholdsvis smal horisont, kan kun tage enkelte ting i betragtning ad gangen, og skal man derfor træffe beslutninger som afhænger af en masse faktorer, så skal resten af hjernen med, og så hjælper det ikke længere et “tænke” sig bevidst ud af problemet.
Som forskerne konkluderer: det nye ved disse fund er at de viser at vi kan tænke ubevidst, og at ubevidste tankeprocesser faktisk er bedre til komplekse beslutninger, end bevidste tanker.
Godt. Så ved vi nu at pauser og perioder hvor man beskæftiger sig med noget helt andet end det man egentlig var ved at beslutte, faktisk kan gavne vores evne til at huske og træffe de rigtige beslutninger. Men det stopper faktisk også langt fra her.
Vi har nu set på indlæring og det at træffe beslutninger, men hvad med kreativitet?
Vi ved godt hvordan det er at finde på. Jo mere vi tænker over det, jo sværere bliver det.
Faktisk har en lang række forskningsresultater netop vist det: at hvis vi skal finde på, så kræver det naturligvis en aktiv indsats. Vi skal fylde hovederne op med viden og sætte os ind i alle de tanker andre allerede har tænkt om et emne eller et problem. Men der kommer et tidpunkt hvor denne proces ikke bringer os videre. Vi kan ikke tvinge inspiration og kreativitet frem. Så når vi ikke længere kan finde mere materiale som kan inspirere os, så er langt det mest effektive at glemme alt om det problem man arbejder på at løse – så vil ideen og de kreative løsninger oftest dukke frem, mens man laver noget helt andet – eller ikke noget som helst. Med nutidens måleinstrumenter har man ovenikøbet kunne måle præcis hvornår det sker (se: EUREKA! – Kan man måle en aha!-oplevelse?, andetsteds her på hjemmesiden).
Alt i alt peger disse nye forskningsresultater i samme retning: det at ligge og slappe af er ikke bare dovenskab og slendrian – det kan faktisk være langt den mest optimale måde at anvende sit hjernepotentiale på. I mange situationer er det således langt mere formålstjenligt – med hensyn til at få det optimale ud af hjernen – at afbryde sin bevidste tænkning og foretage sig noget helt andet – eller blot sætte sig i en stol og kigge ud i luften.
Disse forskningsresultater er naturligvis ikke uden betydning for den måde vi har indrettet vores samfund på, hvor man i dag skal løbe stadig hurtigere og nå mere. Faktisk tyder alt på at man i et forsøg på at rationalisere alt og udnytte tiden “effektivt” (hører vi ikke gang på gang hvordan eks. ryge- og kaffepauserne, eller det at sende private e-mails, “stjæler” arbejdstiden) faktisk har presset tidsskemaet så meget, at hjernen ikke længere kan virke optimalt. I et forsøg på at udnytte tiden, opnår man at man ikke får udnyttet hjernen, ihvertfald ikke effektivt.
Måske er det på tide at tænke i nye baner, og give hjernen plads til at virke optimalt, træffe gode beslutninger, huske hvad den har oplevet og være kreativ. Ellers opnår vi bare at vi får udført mere arbejde, men at kvaliteten bliver voldsomt forringet – et stort problem, da vi plejer at prale af den højt kvalificerede arbejdskraft i Danmark. Den gamle måde at opfatte arbejde på som x antal timer á x antal sække skovlede kul, som stammer tilbage fra industrialiseringens begyndelse, må simpelthen tænkes om. Vi har med hjerner at gøre, og burde lægge os det mere på sinde.
Hvis vi vil indrette vores samfund, vores arbejdspladser og vores liv i det hele taget, sådan at vi gør alvor af de mange ord og “catch-phrases” om “videnssamfund” og “innovation”, så er det måske på tide at vi stopper op og fjerner blikket fra urene og den megen fokus på at “tidsoptimere” alle processer, og i stedet kigger på hvordan man rent faktisk giver hjernen det bedste udgangspunkt for at udnytte sit fantastiske potentiale fuldt ud. Det hjælper ikke noget at træffe dobbelt så mange beslutninger på den halve tid, hvis de til gengæld bliver en fjerdedel så gode, som hvis vi gav os selv den tid der skal til for at tænke os om.
Følger vi ikke disse råd, men bliver i stedet ved med at presse den sidste saft og kraft ud af vores hjerner i enhver tænkelig situation, bliver vi hverken klogere eller mere effektive i vores dagligdag eller vores arbejdsliv – vi bliver derimod mere indskrænkede og forudsigelige i vores handlinger og valg og får et dårligere overblik over de mange muligheder vores hjerne ellers er i stand til at overskue og vælge klogt imellem.
Kort sagt: slap lidt mere af – og bliv klog!