I disse tider, hvor vi netop har fået den første danske 24-timers nyhedskanal på tv, som inden for det næste halve år bliver fulgt op af et lignende initiativ på internettet, lanceret af Statsradiofonien, kunne det måske være på sin plads at spørge os selv, hvorfor vi mennesker egentlig er så optaget af alt hvad der er nyt, og hvorfor historier og begivenheder af sig selv bliver interessante, bare fordi de er sket for nylig. Svaret skal som altid søges i hjernen – og nye forskningsresultater har netop kastet nyt lys over emnet.
Der har aldrig været nogen hemmelighed at vi mennesker, ganske som en lang række andre dyr, automatisk bliver tiltrukket af det nye og ukendte. Man har længe vidst, at hjernen hos eks. pattedyr reagerer anderledes (og stærkere) på oplevelser som ikke ligner noget den har oplevet før, i forhold til oplevelser, som til forveksling ligner noget vi har mødt tidligere. Men de præcise mekanismer i hvordan dette foregår er langt fra tilstrækkeligt belyst.
Et studie, som netop er blevet publiceret, har forsøgt at kaste lys over hvordan dette fænomen hænger sammen med hjernens ‘hukommelsescenter’, hippocampus, og er i den forbindelse kommet frem til nogle resultater, som kan fortælle os lidt om hvad det egentlig er ved det ‘nye’ som fascinerer os.
Studiet afslørede at hippocampus, som man længe har vidst er hovedansvarlig for hukommelsen, langt fra bare passivt reagerer på de indtryk den modtager, og derefter sammenligner med tidligere oplevelser. I stedet ser det ud til at hippocampus altid er et lille skridt foran, og i praksis ikke bare husker om vi har set en bestemt genstand før, eller oplevet en bestemt situation, men bruger hver eneste indtryk den modtager, til at kalde de sekvenser eller oplevelser frem i hukommelsen, som plejer at følge efter dette indtryk.
Med andre ord: hver gang vi stiger op i en bus, henter hippocampus de næste trin af den sædvanlige sekvens frem fra hukommelsen: hvordan buschaufføren reagerer når vi betaler (eller klipper vores klippekort), hvad vi ser når vi stavrer ned ad gangen, og til sidst finder en plads at sidde ned – lige for næsen af den lettere gangbesværede ældre dame, som vi skubbede os foran i køen foran bussen.
Denne sekvens udgør så at sige hjernens forventninger til hvad der skal ske, når vi stiger op i en bus. Og det forskerne kunne påvise (dog ved et laboratorie-forsøg, og ikke en bustur), var at hjernens hukommelsescentre reagerer kraftigere når disse forventninger skuffes, i forhold til hvis rækkefølgen er som den altid har været. Hukommelsescentret er således sat op til automatisk at være opmærksom på, hvornår noget vi oplever forløber anderledes end hvad man skulle forvente – og reagere ekstra stærkt på denne situation. Bare det at der er byttet om på rækkefølgen af de ting som vi ser eller som sker, er således nok til at hjernen reagerer med forøget interesse. Det “nye” er således ikke kun det ukendte, men også det kendte i nye sammenhænge og forløb.
Vi kan også formulere det sådan, at vi faktisk lærer mere af en ny og anderledes situation, end ved stadig gentagelse af det samme om og om igen. Dette kunne forklare andre forskningsresultater, som har vist at det vi kalder “at terpe” – altså at læse den samme tekst om og om igen, i forsøget på at huske hvad der står – faktisk er en forholdsvis ineffektiv måde at lære på, i forhold til at opleve en lang række forskellige situationer, som alle har den samme grundlæggende lektie. Med andre ord: skal vi lære noget om et emne, så passer det hjernen bedre at vi læser en lang række forskellige tekster om emnet, i stedet for blot at terpe den samme tekst tusind gange. Jo mere bekendt teksten er, jo mindre interessant er den åbenbart for hjernen – i hvert fald i første omgang for hukommelsen.
Når nyheder i det hele taget er så interessante for hjernen, så hænger det sammen med at nyheder faktisk er det man kalder en “primær forstærker”. Det betyder på almindeligt dansk, at det at opdage nyt for hjernen er en belønning i sig selv. Vores hjerne er med andre sådan indrettet, at den ikke blot føler glæde ved at få opfyldt sine biologiske behov, såsom at spise eller dyrke sex, men faktisk også ved at lære nyt. Denne belønning udløses ved en øget omsætning af et særligt stof, dopamin, i hjernens belønningscentre.
At nyheder på denne måde i en vis forstand er lige så vigtig for hjernen, som at få tilfredsstillet de fysiske og biologiske behov kan undre, men er slet ikke så sært. Om ikke andet så udgør nye situationer jo potentielle muligheder for at opnå føde eller sex, så ofte kan det jo betale lige at tjekke ud om det skulle være tilfældet. Faktisk er denne tendens så gennemgående at nye måder at skaffe sig føde på, får hjernen (hos de dyr man har undersøgt) til at reagere væsentlig kraftigere end hvis man blot har skaffet sig føde på måder, som er prøvet tusinde gange før. De får med andre ord en lille belønning fra hjernen, i form af en følelse af veltilpashed og succes, når de opdager nye måder at tilfredsstille vores biologiske behov på.
Denne lyst, eller trang, til at opleve og lære nyt, er endda så stor, at den ofte kan overdøve vores frygt. Man vil således opleve at mange dyr (særligt pattedyr som os, som er i stand til at lære meget om verden omkring dem) direkte opsøger fare – når det vel at mærke er under forhold de nogenlunde kan kontrollere. Det er jo trods alt bedre at kende faren man står overfor, i stedet for at skulle kæmpe mod en ukendt fare. Vi ser dette særligt tydeligt hos byttedyr, der kun sjældent flygter ved første syn af et rovdyr – de vil langt hellere holde øje på sikker afstand, end at tage benene på nakken for tidligt. Dyrene prøver sig med andre ord frem, for at lære hvor farlige forskellige ting er.
Vil man opleve hvordan dette foregår i virkeligheden, kan man se på en hund der opdager en ny og ukendt genstand: først stopper den op – og gør måske. Nogle hunde vil endda prøve at komme væk. Men de fleste vil langsomt og forsigtigt nærme sig genstanden, prøve at støde forsigtigt til den, hvorefter de hurtigt trækker sig tilbage, eller snuse forsigtigt til den, blot for at hoppe tre skridt bagud. Efter et par forsøg (eller mange!) vil hunden normalt være blevet så tryg ved genstanden, at den ikke længere er bange, og næste gang den møder en lignende genstand er frygten borte.
På samme måde drages vi også af nyheder, af det ukendte og uforståelige, og af at gamle mønstre brydes for at give plads til nye – samt af farer, som vi ikke helt har forstået at undgå endnu. Som den kommende tid sikkert vil vise, ryddes sendefladen oftest når der er sket katastrofer, uheld eller andre svært undgåelige hændelser. Selv hos os mennesker, som hos de andre pattedyr, er det ofte den fare, som vi endnu ikke har formået at tæmme og kontrollere, som taler allermest til vores nysgerrighed.
Men bare rolig – det er helt naturligt!
Resumé: Gross L (2006) How the human brain detects unexpected events. PLoS Biology 4(12): e443.