Hovedlus afslører vigtige oplysninger om menneskets forhistorie
Et af de helt store spørgsmål i menneskets udviklingshistorie, er spørgsmålet om hvorvidt der har været direkte kontakt mellem det moderne menneske Homo Sapiens, og de tidligere medlemmer af slægten Homo (eks. Homo Erectus og Homo Neanderthalensis, Neanderthaleren). Vi ved fra arkæologiske fund at det moderne menneske, da det spredte sig fra Afrika og udover kloden for ca. 75.000 år siden, erstattede disse tidligere og mere primitive medlemmer af Homo-slægten rundt omkring i verden, og at der sandsynligvis har været et vist overlap mellem arterne, således at de har levet på samme tid og sted. Men det har hidtil til gengæld været svært at bedømme, hvorvidt der har været nogen egentlig kontakt mellem dem.
Nu er der dukket forskningsresultater op, som kan være med til at besvare dette sprørgsmål, og det endda fra en for nogle helt uventet kant, nemlig: fra genetiske studier af menneske-hovedlus!
Disse lus er, som de fleste andre parasitter, specialiserede og kan derfor kun overleve på mennesker. Da det endvidere forholder sig sådan, at de kun kan overleve knap 24 timer uden at opholde sig på deres vært (læs: i håret på et menneske!), så kræver en smitte med lus fra en person til en anden en rimelig stor grad af nærkontakt.
Pointen er nu at de genetiske undersøgelser af hovedlus (pediculus humanus) har påvist, at disse har været opdelt i to varianter. Man kan med avanceret genetiske målinger fastslå, at disse to varianter skiltes ad i evolutionær henseende for ca. 1,18 millioner år siden. Det betyder altså at for 1,18 millioner år siden blev to grene af hovedlus adskilt og havde ikke mere mulighed for at blande sig genetisk før i nyere tid. En sådan adskillelse af forskellige genetiske grene af en type parasitter, plejer som regel at betyde een ting: nemlig en tilsvarende adskillelse af grupper af værtsdyr (i dette tilfælde altså tidlige medlemmer af slægten Homo, “Menneske”).
De 1,18 millioner år siden passer fint sammen med en væsentlig begivenhed i menneskets udviklingshistorie: nemlig udvandringen af arten Homo Erectus fra Afrika til resten af verden. Man forestiller sig derfor følgende: oprindelig var der en type hovedlus på mennesker, dvs. tidlige Homo’er, men da Homo Erectus forlod Afrika og drog ud for at befolke verden (altså for ca. 1,18 millioner år siden), blev denne type delt i to, der udviklede sig forskelligt.
Sporene af den ene type (NW) findes nu kun i den såkaldt “Nye Verden” (= Nord-, Mellem- og Sydamarika), og denne type tænkes derfor at være udviklet på de medlemmer af arten Homo Erectus, som opholdt sig i Asien, og er herfra blevet ført videre med de mennesker som senere befolkede Amerika.
Den anden type (WW) blev i Afrika og udviklede sig sammen med vores forfædre, som blev til det moderne menneske, Homo Sapiens. Det interessante ved denne type hovedlus er, at den faktisk viser tegn af at have været gennem en såkaldt “genetisk flaskehals”, hvilket vil sige, at der på et tidspunkt mellem 1 million – 100.000 år siden har været meget få af disse lus. Dette passer udemærket sammen med den efterhånden vidt accepterede teori om, at mennesket også gennemgik en sådan flaskehals, således at der på et tidspunkt kan have været så få som ned til 700 mennesker på jorden!
Da Homo Sapiens senere forlod Afrika og befolkede verden, blev denne type spredt med dem over hele jorden. Den nåede da også til Asien, hvor den igen blev blandet op med den første type hovedlus (NW), men ikke uden at adskillelsen havde efterladt sig spor i lusenes gener.
Hele pointen i denne lange udredning er nu, at for at generne fra den første type hovedlus (NW) skulle kunne videreføres frem til idag, hvor der som bekendt ikke er flere medlemmer af arten Homo Erectus tilbage på jorden, så kræver det, at medlemmer af vores art, det moderne menneske, Homo Sapiens, er blevet smittet med hovedlus fra Homo Erectus.
Dette har krævet en forholdsvis tæt kontakt mellem arterne, men spørgsmålet der bliver tilbage er naturligvis: hvor tæt?
Nogle mener, at det betyder at de to arter har måttet have direkte fysisk kontakt, hvad enten det bestod i kamp, krig, nedlæggelse og fortærring af hinanden, eller mere positivt: seksuelt samkvem og direkte fælles reproduktion og/eller samliv. De kan naturligvis også bare have været venner!
Men der foreligger en mulighed for at kontakten kan have været mere begrænset og udelukkende bestået i lån eller tyveri af tøj og skind (saml. huerne i børnehaven, vores dages mest udbredte middel til smitte med hovedlus!), eller andre effekter, hvor lusene kunne overleve i kort tid inden de fandt en ny vært.
Vi ved fra tidligere genetiske studier af moderne mennesker og fortidsmennesker, at chancen for at der har foregået seksuelt samkvem er forholdsvis ringe, men det kan altså ikke helt udelukkes. Men måske er der håb om at vi inden længe muligvis kan få svar på spørgsmålet om, hvorvidt det moderne menneske rent faktisk havde seksuel omgang med de andre medlemmer af slægten Homo.
Forskerne er nemlig gået igang med at undersøge de genetiske forhold hos en anden type lus, fladlusen (Pthirus Pubis), som skiltes fra de øvrige lus i evolutionær henseende for ca. 11,5 millioner år siden. Fladlusen lever som bekendt i området omkring kønsorganerne, og smitter kun ved direkte seksuel kontakt. Kan der derfor påvises tilsvarende genetiske forhold omkring fladlusen, som det er tilfældet med hovedlusene, så vil det i givet fald kunne påvise, at vores nære forfædre, de moderne mennesker, havde seksuel omgang med deres “ældre fætre”, de andre Homo-arter.
Så kom ikke at sige, at lus og parasitter ikke tjener noget formål! De kan måske være nøglen til en forståelse og belysning af vigtige elementer af vores fælles forhistorie.
Værsgo’ at klø!