Ørehængerens hjerneanatomi
Vi kender alle fænomenet: Vi har netop hørt en sang i radioen, og nu kan vi simpelthen ikke få den ud af hovedet igen. Det er ikke nødvendigvis, fordi vi synes, at det er et genialt nummer, vi lige har hørt. Men der var nu alligevel et eller andet ved det, der gør, at vi ikke bare kan glemme det.
Vi er med andre ord ramt af ørehængerens forbandelse. Ingen kur synes mulig. Det eneste vi kan trøste os med, mens infektionen står på, er at de fleste ørehængere dør ud af sig selv med tiden – ofte i løbet af timer, snarere end dage.
Nu har en lille håndfuld amerikanske forskere kigget nærmere på fænomenet, og mener sig i stand til at forklare, hvad der egentlig sker i hjernen når vi bliver ramt af en ørehænger.
De gennemførte en række simple forsøg, hvor de lod nogle forsøgspersoner lytte til musik, der var delt ind i to kategorier: musik de var godt bekendt med og musik de ikke havde hørt før. I alle numrene var der indbygget en kort pause, et “hul” med fuldkommen stilhed, og det var dette hul der særligt interesserede forskerne. De skannede simpelthen hjernen hos forsøgspersonerne under denne pause, for at se hvad der skete i hjernen, når den ikke aktivt hørte musikken.
Ideen var i første omgang at påvise en forskel på den situation, hvor forsøgspersonen blot opfattede pausen som en pause uden lyd, og den situation (som mentes at opstå når forsøgspersonerne lyttede til de velkendte numre) hvor musikken vedblev at ‘rumstere’ i hjernen på forsøgspersonerne, selvom de ikke var udsat for nogen lydpåvirkning udefra.
Forskerne fandt imidlertid ud af at der var en vigtig forskel mellem de kendte numre der var med tekst (eks. Rolling Stones’ “(I can’t get no) Satisfaction”) og de kendte numre, der var instrumentale (eks. Henry Mancini’s genistreg af et tema til filmene om “Den Lyserøde Panter”).
Når forsøgspersonerne hørte numre, hvor teksten var fremtrædende, var der først og fremmest aktivitet i associationsområderne, dvs. de dele af hjernen hvor lyden efterbehandles, og hvor afkodningen af ordenes betydning foregår. Dette giver selvfølgelig god mening, idet sangtekster jo består af ord, der har brug for at blive afkodet på samme måde som al anden tale. Hvad der derimod kan betegnes som overraskende er at aktiviteten i de primære lydområder tydeligt falder når der er tale om velkendte numre hvor teksten er fremtrædende, mens den er markant forøget når der er tale om velkendte instrumentalnumre.
Alt dette blot for at understrege, at den lydoplevelse vi har i vores ‘indre øre’ når musikken holder en kort pause ikke blot skyldes aktivitet i et enkelt område af hjernen (eksempelvis de primære lydområder, hvor lydsignalet modtages i hjernen), men faktisk kan skabes flere steder, alt efter sammenhængen.
Resultaterne understreger, at når hjernen effektiv har kunnet reducere lydindtrykket til sekvenser af ord, så smider den aktiveringen i det primære lydområde væk – den er der simpelthen ikke længere brug for! Lignende resultater er fundet for synssansen, hvor en afkodning af synsindtrykket i større helheder “udslukker” signalerne i de primære synsområder når vi genkalder billeder for “det indre blik”, mens synsindtryk, der ikke kan reduceres på samme måde, bliver ved med at aktivere de primære synsområder under genkaldelse af forestillingsbilleder.
Når dette gælder både for synssansen og for høresansen kunne meget tyde på, at det var et helt grundlæggende princip i hjernen: det aktiveringsmønster, der svarer til det oprindelige sanseindtryk bevares kun så længe hjernen stadig arbejder med at afkode hvilke større enheder det kan inddeles i.
Hjernen har med andre ord en effektiv mekanisme, som gør at det oprindelige sanseindtryk bevares indtil hjernen har kunnet opsplitte det i større enheder, og derefter kastes det altså bort og kasseres.
Dette forklarer tillige de målinger forskerne foretog på forsøgspersonerne, mens de aktivt lyttede til de udvalgte numre: i alle tilfælde var der en stor aktivitet i de primære lydområder (der hvor lyden modtages af hjernen), og her var der ingen forskel mellem de kendte og ukendte numre. Men når det gjaldt associationsområderne, hvor lydindtrykket viderebehandles, så var aktiviteten her større ved ukendte numre end ved kendte, reflekterende det faktum, at det skal mere hjerneaktivitet til at reducere et ukendt nummer til overordnede strukturer, end der skal til et på forhånd kendt nummer.
Vi kan derfor nu forklare hvad der egentlig sker når vi fanges af det fængende sommerhit: en rigtig ørehænger har en eller anden form for særhed som “skurer” i øret (hvad enten det er “Macarena”, “… no no no no no no – there’s no limit” eller “The Ketchup Song”), og som netop derfor vækker hjernens interesse. Det er noget i lydbilledet, den ikke helt kan finde ud af at afkode første gang den hører det, og som den derfor føler at den bliver nødt til at arbejde videre med. Dette gør den så, ved at blive ved med at afspille lydstumpen for vores indre øre, indtil den formår at inddele den i nogle overordnede strukturer. Så længe ørehængeren er ny og usædvanlig for os, så er vi dens fanger på godt og ondt, men efterhånden som hjernen lærer at forstå det mønster nummeret er bygget op over, og vi får dette mønster inkorporeret i vores hjerne, så mister den sin magt over os.
Dette er i virkeligheden en drivende kraft i musikhistorien (såvel som i kulturhistorien generelt): et geni(!) skaber en lyd, en melodi, et forløb eller en rytme som “skurer” i øret, men som vækker hjernens opmærksomhed, og verden er dens slave indtil vi med vores hjerner har gennemskuet systemet eller mønsteret bag den nye lydsammensætning. I bedste fald er en ny musikgenre hermed født, og i mindre heldige tilfælde bliver nummeret blot lagt til side som sidste års sommerhit, som vi alle kan huske med slet skjult nostalgi, men som aldrig rigtig kan eftergøres.
Alt dette skyldes, at menneskehjernen er toptunet til konstant at finde nye mønstre i de sanseindtryk den modtager fra sin omverden og ikke lader os få ro, før den har forstået princippet bag disse mønstre.
Så selvom ørehængere kan være irriterende, og direkte djævelske at slippe af med igen, så forstår vi nu noget af mekanikken bag dem, og begynder måske også at kunne indse hvorfor denne mekanik har været så vigtig for udviklingen af den menneskelige kultur, som jo i bund og grund bygger på vores evne til ikke at kunne lade være med at kopiere nye mønstre og vaner.
Hurra for ørehængerne!
Reference (paywall): Kraemer DJM, Macrae CN, Green AE, Kelley WM (2005) Musical imagery: Sound of silence activates auditory cortex. Nature 434: 158.