En klassisk opfattelse i hjerneforskningen har været at det ville være muligt at finde hjerneceller, som hver især kun reagerer på synet af en bestemt genstand eller person. Da man oprindeligt valgte at bruge billeder af ens bedstemor som eksempel, blev sådanne celler hurtigt døbt “bedstemor-celler”. Efterhånden som man lærte mere og mere om hvordan hjernen (og særligt: synssansen) fungerer og hvordan vi genkender forskellige genstande, har ideen om specifikke “bedstemor-celler”, der reagerer på en bestemt ting og kun den, imidlertid virket mere og mere usandsynlig og forsimplet. Bedstemor-cellen er derfor blevet et begreb man indenfor hjerneforskningen trækker lidt på smilebåndet over, og ingen rigtigt tør tage alvorligt.
I hvert fald indtil nu. For nu ser det faktisk ud til at forskere har fundet nogle celler, der opfører sig netop som man ville forvente af den legendariske bedstemor-celle.
I forbindelse med nogle undersøgelser af epileptiske patienter undersøgte de hvordan forskellige hjerneceller i tindingelapperne, som er kendt for at være involverede i de sene stadier af genstandsgenkendelse, opførte sig i forbindelse med forskellige sansepåvirkninger.
En del af testen gik ud på at betragte billeder af forskellige kendte mennesker, mens aktiviteten i de forskellige celler blev målt – og det var her overraskelsen viste sig. For hurtigt tegnede der sig et mønster: Hver gang forsøgspersonerne så billeder af en bestemt person kunne man registrere aktivitet i en bestemt hjernecelle, som til gengæld kun var aktiv når billeder af denne person blev vist. I visse tilfælde kunne cellen dog også aktiveres ved at forsøgspersonen læste eller hørte personens navn. De bedste resultater blev opnået med billeder af skuespillerinden Jennifer Aniston, hvorfor vi bruger hende som eksempel i resten af artiklen.
Mønsteret var oven i købet overraskende stabilt: Cellen reagerede uanset hvilken vinkel eller situation Jennifer Aniston optrådte i, og reagerede ikke på hverken personer, der fysisk ligner hende, eller som stod i positioner som minder om de billeder, der blev brugt af hende. Det virker altså som om hjernen er i stand til at isolere ideen om Jennifer Aniston fra den konkrete situation, og genkende hende på trods af en lang række forstyrrende elementer: synsvinkel, kropsudsnit, etc. En ting er dog bemærkelsesværdig: på billeder hvor både Jennifer Aniston og hendes daværende kæreste, Brad Pitt, optrådte, reagerede cellen kun sjældent.
Det ser med andre ord ud til at forskerne rent faktisk har fundet den ellers så flygtige bedstemor-celle. Som det udtrykkes: godt nok har de kun fundet en celle, der reagerer på Jennifer Aniston (og andre kendte personer), men der er jo trods alt en god mulighed for at hun kan blive bedstemor med tiden, så begrebet bedstemor-celle er måske alligevel ikke så tosset endda.
Helt overensstemmelse med ideen om bedstemorcellen er der dog ikke. Nogle af cellerne reagerede på pudsige sammensætninger af påvirkninger, såsom Jennifer Aniston og Sidney operahus (?! – forklaringen kan være at de to billeder blev vist efter hinanden flere gange i løbet af testen og derfor er blevet opfattet af hjernen som havende noget med hinanden at gøre), eller Jennifer Aniston og hendes kollega, Lisa Kudrow. Den mest åbenlyse forbindelse mellem de to må vel være at de begge havde en hovedrolle i TV-serien “Venner”, hvilket altså kunne tyde på at det ikke kun findes celler, der reagerer på personer, men også på mere obskure sammenhænge, som optræden i TV-serier. Man kan ikke lade være med at undre sig over, om man måske havde kunnet påvise “Krøniken-celler” hos danske forsøgspersoner?
Tanken om at vi har specifikke celler i hjernen, der reagerer kun på bestemte personer kan være lidt grænseoverskridende. Jeg føler mig i hvert fald lidt ubehageligt til mode ved tanken om at der et eller andet sted i min hjerne findes en “Hitler-celle”, der kun sidder og venter på at jeg skal møde en eller anden tilpas vellignende gengivelse af hans karakteristiske træk, før den sætter i gang. Hvad angår genstande er tanken måske lidt mere til at leve med. Kunne det ikke tænkes at der var netop en og kun en celle, som er aktiv når det vi ser kvalificerer sig til at være en stol, og ikke noget andet?
Mens det altså tyder på at de udskældte og til tider latterliggjorte bedstemor-celler, rent faktisk findes og er aktive i bedste velgående, så er det vigtigt at understrege at det ikke betyder at man uden problemer kan måle hvad vi tænker. For man ved ikke på forhånd hvilken celle der reagerer på Jennifer Aniston og hvilken der reagerer på ens bedstemor – eller Sidney operahus, for den sags skyld. I praksis finder man cellen ved at vise billedet, og så se hvad der lyser op på skærmen.
Så spørgsmålet er om fundet af de efterhånden legendariske “bedstemor-celler” i virkeligheden gør nogen væsentlig forskel for forståelsen af hvordan vi forstår vores omverden. Men ikke desto mindre er det dog alligevel en fascinerende tanke, at for hver eneste person vi kender, det være sig personligt eller fra medierne, har vi måske en enkelt hjernecelle, som kun er aktiv når vi ser denne person.
Hvis det virkelig er tilfældet har vi dermed også fået en basis for at kunne udvikle en egentlig videnskabelig definition af begrebet berømthed: det er når en vis procentdel af befolkningen har dannet en særlig celle, der repræsenterer den berømte person, og ikke andre!
Mens jeg sidder og skriver dette i den danske sommervarme nærmer temperaturen sig efterhånden de tredive grader, så nu tror jeg at jeg vil gå ud og aktivere min sodavandsis-celle.
Reference (paywall): Quiroga RQ, Reddy L, Kreiman G, Koch C, Fried I (2005) Invariant visual representation by single neurons in the human brain. Nature 435: 1102–1107.