HjerneDannelse er din personlige genvej til at få stillet din nysgerrighed omkring hjernen og dens gådefulde mysterier. Her vil Thomas Raab fortælle historier om hjernen, til adspredelse, morskab eller inspiration, og du risikerer ikke andet end at blive en lille smule klogere på dette på fascinerende emne!
Peter om Thomas Raab
Thomas kom jeg i kontakt med da han skrev en mail til mig, hvor han påstod, at der var en faktuel fejl i en af mine hjernesange-tekster. Det kunne jeg ikke umiddelbart se, men for at gøre en meget lang historie kort, så havde han ret. Sådan en person, der kan fange dig i dine fejl, skal man værdsætte og værne om. Fejlen er nu rettet, og Thomas er tilfreds. Udover at kunne finde fejl, så ved Thomas rigtig meget om hjernen, han er videnskabeligt skolet, kritisk og grundig. Thomas er et fund for enhver hjemmeside. Derfor er det besluttet, at Thomas hjælper mig her på hjemmesiden. Dels med at besvare spørgsmål, dels med at finde og formidle det nyeste af det nye og det bedste af det gamle inden for hjerneviden. Tag godt imod ham, Thomas Raab.
Peter
Fakta om Thomas Raab
Thomas Raab er uddannet magisterkonferens i litteraturvidenskab, men har i virkeligheden brugt langt det meste af sin tid de seneste år på at sætte sig grundigt ind i hjernens funktioner – den disciplin, vi kalder ‘kognitionsvidenskab’. Thomas interesserer sig først og fremmest for hundens rolle i kulturhistorien (hans speciale behandler den vigtige, men hidtil oversete, rolle hunden spiller i den tyske litteratur fra 1900 til 1945) og dernæst for alt, hvad der har at gøre med hjernen og dens forunderlige natur. Thomas har aldrig selv dissekeret en rotte, men ved til gengæld alt, hvad der er værd at vide om hjernen – og så lidt til, der ikke er værd at vide!
