- om de glubende Dyrs Undergang i Nørrejylland

Nedenstående er en komplet kopi af Edvard Erslevs klassiske værk fra 1871 om ulvens historie i Danmark:

Om

de glubende Dyrs Undergang

 

i Nørrejylland

af

Ed. Erslev.

Kjøbenhavn.

Jacob Erslevs Forlag.

G.S. Wibes Bogtrykkeri.

1871.

 

Omstaaende Afhandling har jeg tildels meddelt i et Foredrag, som jeg holdt i »Nordisk Oldskriftselskabs« første Maanedsmøde 1870: enkelte Bidrag ere senere komne til og indførte deri. Da Emnet til dette lille Arbejde, hvortil jeg under andre Studier har samlet i mange Aar, er af Interesse ikke alene for Videnskabsmanden, saavel Historie- som Naturgranskeren, men ogsaa for mange Andre, som med Kjærlighed omfatte vort Fædrelands Historie og Natur eller som finde Glæde i Jagten, har jeg i min Fremstilling taget Hensyn til de forskjellige Slags Læsere. De talrige Henvisninger til skrevne og trykte Kilder saavelsom til mundlige Fortællinger ville muligvis aabne Øjet hos En og Anden for, at der paa mange Steder ligger Noget gjemt, som er værd at vide; det gjælder bare om at faa det frem. Jeg vil ogsaa være meget taknemlig, naar man vil meddele mig, hvad man ellers véd om den Slags Ting, som ere omtalte i nærværende Arbejde.

Kjøbenhavn, i Januar 1871.

Ed. Erslev.

 

 

Det er tilvisse et Held for os, at være fri for saadanne vilde Dyr, som almindelig gaa under Navnet »glubende«. Vi have vel fordum havt de samme Arter som de andre Dele af Mellem-evropa; men i Danmark har det selvfølgelig været meget lettere at faa dem udryddede, end det vil være Tilfældet f. Ex. i Sverige og Norge. Klipper og tætte Skove tjene nemlig der som ypperlige Skjulesteder, og Dyrene kunne derfra strejfe om og overfalde de hist og her liggende Gaarde, hvis Beboere kun vanskelig ere istand til at værge sig og Kvæget mod dem.

Selv af den farlige Katteslægt have vi engang havt to Arter, nemlig Vildkatten og Lossen. Om Vildkatten har man, som man véd, tidligere ment, at den skulde være Stamdyret til Tamkatten; men nyere Granskninger have godtgjort det Urette i denne Synsmaade. Vildkatten ligner vel i Farve nogle af vore Tamkatte, idet den er graalig med sorte Tværbaand paa Siderne og sorte Ringe paa Halen; men den er næsten saa stor som en Ræv, og dens Hale er lige tyk overalt, imedens Tamkattens er tilspidset. Af de indre Uligheder kan frem­hæves, at Vildkattens Tarmrør kun er 3, men Tamkattens 5 Gange længere end Kroppen. En Del Naturgranskere have været og ere maaske endnu af den Mening, at Tamkatten stammer fra den vilde nubiske Kat, som den navnkundige Rüppell bragte hjem, og det meddeles som sikkert, at Tam­katten først kom til vor Verdensdel i det 7de eller 8de Hundredaar, og at Grækerne og Romerne til Musejagt kun havde Fritten eller den hvidfødte Ilder, der allerede dengang var tæmmet. Vildkatten fandtes forhen i næsten alle skovrige Egne af Evropa; men dens Udbredelse er nu bleven en Del indskrænket. Paa de britiske øer findes den ifølge Bell 1) i Skotland, nogle Skove i Nordengland, de skovrige Bjerge i Wales og nogle Dele af Ireland. I Mellemevropa findes den ifølge Blasius 2) tidt paa Harzen, Alperne og Karpaterne, og enkeltvis strejfer den til Westfalen og Sletterne i Hannover og Braunschweig. I Sverige og Norge træffes den ikke ifølge Nilsson 3). Man har ikke nogen Sikkerhed for, at dette Dyr har levet i Danmark i den historiske Tid, men J. Steenstrup har ved sine Undersøgelser over Fortidens Dyreverden i Dan­mark godtgjort 4), at vi have havt Vildkatte i Stenalderens Tid.

Det er dog rimeligt nok, at Vildkatten har holdt sig meget længer i Danmark; men vore historiske Kilder ere desværre i saa Henseende meget fattige, og det er let at indse, at de ikke have ment det Ulejligheden værd at dvæle ved et Dyr, der er i saa nært Slægtskab med et tæmmet Dyr, og som tilmed kun kæmper med Mennesket, naar det tirres 5). Det er dog en almindelig Tro, at der endnu hist og her i vore Skove forekommer Vildkatte, og jeg har af denne Grund under­søgt adskillige af de saakaldte »Skovkatteskind« fra jyske Skove. Disse Skind vise store Uligheder, idet de hidrøre fra Dyr, der snart ikke ere større end vore almindelige Tamkatte og snart ere en Del større. Farven er ligesom Tamkattens meget ulige, snart er den graa med sorte Tværbaand og snart helt af­vigende; Haarvæxtens Yppighed er ogsaa uens, men Haarene ere dog aldrig saa fine som hos Vildkatten. Jeg har iøvrigt truffet et Par Skind med en Hale, som var temmelig tyk i Spidsen, imedens de andre Skind havde tilspidset Hale.

Efter hvad der foreligger, kunne vore Skovkatte ikke være Andet end forvildede Tamkatte. Pontoppidan siger vel i sit Atlas 6) om Kattene, at »nogle falde usædvanlig store og dertil flammede, saa at de mere nærme sig Vildkattens Art, hvilken ogsaa findes i tykke Skove, dog ikkun sjelden«;

men disse Ord kunne vistnok ikke opstilles som Hjemmel for, at Vildkatten har levet hos os i forrige Hundredaar, og vi have altsaa ikke noget gyldigt Vidnesbyrd for, at dette Dyr har været her i den historiske Tid.

At en anden Katteart, Lossen, virkelig har levet her i Landet, har Steenstrup godtgjort ved Fund i Køkken­møddingerne 7). Lossen træffes ifølge Nilsson (S. 132) i de fleste Landskaber paa den skandinaviske Halvø og selv ned i Skåne. Ifølge Blasius (S. 176) har den gaaet højt op imod Nord i Tyskland, og i Aarene 1817 og 1818 bleve to Stykker dræbte ved Wernigerode i Nærheden af Harzen. Det er derfor heller ikke underligt, at den har levet højt op i Tiden her i Danmark, og et interessant Bidrag hertil, som D. O. Nielsen har gjort mig opmærksom paa, staaer i Terning Lens Be­skrivelse af Knud Aagaard. Denne Forfatter siger nemlig 8): »Præsten Gauerslund i Rødding har antegnet som meget mærk­værdigt, at en Loss, Lynx, blev skudt paa en Ulvejagt i Langtved Skov (imellem Ribe og Kolding) 1689 den 14 Jan.»

En ret mærkelig Fortælling om Dyr af Katteslægten er bleven optegnet af Slange 9) og senere gjengivet baade af Pontoppidan (T. I., S. 607) og T. A. Becker 10). Under de Kejserliges Besættelse af Jylland medbragte en ungarsk Oberst et Par Tigerdyr, der vare saa tamme, at han sendte dem ud i Mark og Skov for at bringe Vildt hjem. Da Ober­sten døde i Sæby, og Ingen tilegnede sig Dyrene, løb de bort og bleve saa vilde, at de ikke alene gjorde Skade paa Kvæget og Vildtet, men ogsaa satte Folk i Angst. Man ud­satte en Belønning for deres Drab, men de slap dog fri i lang Tid. Endelig blev Hunnen funden ihjelfrossen i den store Vild­mose; men Hannen blev først dræbt l1/2 Aar efter af en ung Adelsmand, Jørgen Kruse, der var gaaet alene ud i Hundslund (Dronninglund) Klosterskov for at skyde en Fugl, og som for at værge sit Liv skød Tigerdyret for Panden. — Man kommer herved til at tænke paa Løven, som brød ud af Menageriet i Jægersborg Dyrehave, hvad der fremkaldte det mærkelige Kancellireskript af 16de Juli1822, og hvoraf Følgen var, at man i mange Aar ikke havde Lejlighed til at se levende Løver, Tigre o. s. v. heri Landet.

Af glubende Dyr have vi endvidere havt Landbjørnen. Ifølge Nilsson (S. 195) træffes delte Dyr, der har et Hjem i de nordlige Dele af den skandinaviske Halvø (i Sverige dræbes aarlig omtrent 100 Stykker 11), kun undtagelsesvis i Halland og Jønkøpings og Kronobergs Län i Småland. I Ørebro har jeg seet et udstoppet Stykke, der for nogle Aar siden er dræbt i Närike og som er det sidste af disse Dyr, man i mange Aar har truffet i dette Landskab. Landbjørnen findes ifølge Blasius (S. 199) tidt i de sydligere Dele af Mellemevropa saasom Alperne og Karpaterne; i Øvreschlesien dræbtes det sidste Stykke 1770.

Som man véd, taler Saxe to Gange om Bjørne i Dan­mark, idet han fortæller i første Bogs Kap. IV. om Kong Skjolds Kamp med en Bjørn, og i anden Bogs Kap. XIII. om Bjarke, der dræbte en Bjørn og lod Hjalte drikke Blod af den. Om man nu end vil give Nilsson Ret i hans meget tvivlsomme Paastand (S. 197), at Kong Skjold boede i Skåne, nægtes kan det ikke, at Saxe lader Rolf med sine Kæmper bo i Sjælland, og det er derfor tydeligt, at Landbjørnen ifølge Sagnet har levet i det nuværende Danmark. Nilsson har ogsaa fundet flere Levninger af Landbjørnen i Skåne, og Steenstrup har faaet en Hovedskal deraf fra en Mose ved Kerteminde, ligesom han har faaet Knokler af den fra flere jyske Køkkenmøddinger 12) og Moser. Det er saaledes godtgjort, at Landbjørnen har levet hos os i det Mindste i en forhistorisk Tid, og det bliver nu Spørgsmaalet, om den ikke ogsaa har levet her senere. Jeg maa tilstaa, at jeg er tilbøjelig til at helde til denne sidste Mening, idet jeg dels lægger Vægt paa, at Saxe meddeler de omtalte Fortællinger uden at finde noget Paafaldende i Bjør­nens Forekomst heri Landet og dels holder mig til et Sted i Valdemars jyske Lov (denne Lov er kun en Menneske-alder yngre end Saxe), hvorpaa man, som mig synes, ikke har fæstet den tilbørlige Opmærksomhed, uagtet det gaaer igjen i »Danske Lov« og altsaa er vel kjendt af enhver blandt vore Retskyndige. »Jyske Lovs« II., 36 lyder saaledes i Over­sættelse :

»Opfoder man vilde Dyr, saasom Ulvehvalpe og Bjørnehvalpe, hvad Skade de gjøre, derfor skal den bøde fulde Bøder, som opføder dem eller har dem i Hævd (Eje). Dersom de vorde løse, og dersom anden Mand dræber dem, da skal der ikke bødes for dem. Dersom de ere i Bondens Hævd, maa de ej dræbes«13).

I »Danske Lovs« V, 13, 10 og VI, 10, 4 gjentages disse Bestemmelser, kun ere de øgede noget og opstillede paa to Steder. — Man kunde nu vistnok sige, at Stedet i jyske Lov er kommet ind fra en anden Landsdel, hvor det slet ikke er mærkeligt, om man havde Bjørne langt op i Tiden, altsaa fra Skåne; men »Skånske Lov« har, som det af J. E. Larsen tilstrækkelig er paavist 14), ikke foreligget Affatterne af Jyske Lov, og Ordoverensstemmelserne i de to Love ere kun en Følge af, at Affatterne have øst af de samme ældre, nu tabte Lov­samlinger. Artiklerne i Skånske Lov, der handle om vilde Dyr (V., 19, 20, 21) ere ogsaa i flere Henseender uoverens­stemmende med Jyske Lovs.

Paa den anden Side har Slesvigs gamle Stadsret, der er halvhundrede Aar ældre end Jyske Lov § 81 en mærkelig Bestemmelse, der lyder saaledes i Oversættelse:

»Ligeledes dersom Nogen vil tæmme vilde Dyr, saasom Løve, Bjørn   eller Abe eller Saadant, og Dyret dræber et Menneske, da skal Dyrets Ejermand bøde fuldt Vederlag«. 15)

Den ligefremme Slutning heraf er, at man jevnlig må have havt vilde Dyr i Fangenskab; thi hvorfor skulde Loven ellers tage Hensyn til saadanne Dyr? At dette virkelig ogsaa  har været Tilfældet senere, kan man se af Vedel Simonsens Skildring af Middelalderens Riddervæsen, saaledes som dem fremgaaer af Kæmpeviserne; man har nemlig stundom paa Gaardene havt ligesom et Slags Menagerier, »Hjo« kaldede 16). Jeg beder imidlertid, at man vil lægge Mærke til, at baade »Løve« og »Abe«, altsaa de helt fremmede Dyr ikke findes nævnte i Jyske Lov, hvorimod Bjørnen her er stillet sammen med et almindelig udbredt indenlandsk Dyr. Naar Vedel Si­monsen iøvrigt ytrer, at der dengang Viserne forfattedes, har været Bjørne i vore Skove, er hans Paastand ikke grundet. Imellem de 4 af ham fremførte Steder, vedrører nemlig det ene Spanien og det andet Sverige; det tredie Sted om­handler et Drømmesyn og det fjerde er kun Elverpigernes Udtryk: »jeg skal lære Dig Bjørnen binde« — sandelig! altfor lidt til derpaa at grunde Noget om Bjørnens Forekomst heri Landet. — Hvorledes Forholdet end er, maa det virkelig regnes for højst mærkeligt at baade Saxes Historie og Valdemars Jyske Lov tale om Bjørne i Danmark.

Efter at dette var nedskrevet, har Inspektør ved Gehejme-arkivet, C. Mathiessen, gjort mig opmærksom paa et herhenhørende Sted, som er af Vigtighed, I »Valdemars Jorde-bog« fra 1231 staaer ved Øerne nævnt:

» Gath.   Der findes Hjorte, Bjørne og Vildsvin« 17).

Forsaavidt som skrevne Sager fra en saa fjern Tid godtgjøre Noget om naturhistoriske Spørgsmaal, maa de nævnte Ord i dette ypperlige og troværdige Arbejde vel gjøre det uomtvisteligt, at der fandtes Bjørne paa øen »Gath», og det gjælder altsaa kun om at faa at vide, hvad det er for en Ø, som her er Tale om. Langebæk vil vel gjøre Gath til en Ø ved Halland; men ifølge Dr. Jensen 18) er Gath det gamle Navn for det nuværende Øhe, et Gods, som ligger paa en ved en Dæmning med Angel forbunden Ø i Kappelherred. Valde­mars Jordebog støtter derfor ogsaa i høj Grad den Tanke, som ligger i det Foregaaende, og man er vel altsaa ikke for dristig, naar man slutter, at vi have havt Landbjørne i den histo­riske Tid.

Det glubende Dyr, som vi har havt længst, er Ulven, og den har efterladt Spor af mange Slags. Der findes ikke alene Levninger af den i Moser og Køkkenmøddinger, men rundt omkring i Landet er der Stednavne, som skrive sig fra Ulven, selv om vi ogsaa mindes, at Stednavne med Stavelsen Ulf eller Bjørn eller Høg o. s. v. kunne være komne af Navnet paa en Mand og ikke paa et Dyr *). Vi have endvidere mange Sagn og Fortællinger om Ulve, og at man kan faa en rig Høst i saa Henseende, selv fra en enkelt Del af Landet, er noksom vist af J. J. F. Friis 20). Hvor angst man har været for Ulvene, sees deraf, at man i Nørrejylland, naar Hestene blive sky for en Sten, endnu den Dag idag gaa er ud fra den Mening, at Hestene tro, at en Ulv har skjult sig bag Stenen. Der siges jo ogsaa almindelig, at Talemaaden »der er Uller i Mosen«, betyder »Ulve« og at den er ført til Kjøbenhavn med jyske Studeprangere, som bragte den i Omløb ved at bruge den, naar en eller anden Fare truede dem i Handelssager. Endelig omtales Ulvene gjentagne Gange i historiske Meddelelser, ligesom der ogsaa er en hel Række Lovsteder om dem.

 

*) Kaptajn Emil Madsen siger 19), at den saakaldte »Ulvedal« i Jægersborg Dyrehave skal have faaet Navn efter en Skovrider Uldal.

 

Det er vistnok rimeligt, at Ulvene i sin Tid have været talrige paa de danske Øer; men herom har jeg ikke havt Adgang til at oplyse Noget. I Nørrejylland have de derimod ikke alene været talrige, men de have ogsaa været der meget længe, ja jeg haaber i det Følgende at kunne godtgjøre, at den sædvanlige Synsmaade om Tidspunktet for disse Dyrs Undergang i Nørrejylland ikke er grundet, og at de først ere blevne tilintetgjorte der langt ind i vort Hundredaar.

Som Vidnesbyrd om Ulvenes Forhold i Nørrejylland i ældre Tid har jeg samlet nogle Steder, der ikke er uden Interesse. Huitfeldt siger 21) saaledes om Valdemar Atterdag, at han 1357 i Roskilde lod gjøre »en Hob Vlffegaan til Vlffejact. Siden drog han til Judland, hvor han baade de Høye og Laffue besværede med stort Paaleg«. I Aaret 1567 skriver A. S. Vedel om Ulvene, hvad C. Wegener har oplyst med Hensyn til Vedels Lærer, Grundet 22): »da vort Land vrimler af saadanne og andre vilde Dyr«. Slange siger paa det førnævnte Sted: »Jylland var dette Aar (1630) ilde plaget af Ulfve, som efter deres naturlige Sædvane hafde følget med Krigen fra Tydskland. Thi siden Kong Friederich den Førstes Tiid var det rart, at jyderne saae dennem der udi Landet«. Hos Biskop Jens Bircherod staaer under 4de Juni 1695 23): »Det er visselig at bejamre, at det gode Land (Vendsyssel), som for sin Yndeligheds og Frugtbarheds Skyld er snart den bedste Del af Nørrejylland, skal med disse fordærvelige Dyr (Ulve) saaledes være belastiget«. — Det fremgaaer altsaa, at Nørrejylland til meget ulige Tider har været slemt plaget med Ulve.

Vore Lovsteder om Ulve vedrøre ogsaa især denne Del af Landet. I Kristian den Tredies Reces af 1558, den samme, som indeholder den oprørende Sætning, at Krybskytters »Øjne skulle udstinges«, er Ulvejagten given fri. Kristian den Fjerde paabod 1630, at Enhver, der havde nogen Jagtrettighed paa sit Gods i Jylland, tre Aar efter hinanden uden ringeste Und­skyldning skulde levere tre Ulveskind paa Kongens Tøjhus. Slange, der fortæller dette paa det førnævnte Sted, tilføjer, at »Ulvene bleve nogetledes ødelagte herved«, men at »det hafde været at ønske, at man hafde dermed holt ved udi trende Gange tre Aar. Thi da havde det været venteligt, at de der­ved hafde blevet gandske udryddede«. — Under Kristian den Femte udgaves flere Bestemmelser om Ulvejagter. Forord­ningen af 19de Februar 1681 indeholder saaledes Bestemmelse om, at Amtmænd o. s. v. skulle tilsige Bønderne i Jylland til Ulvejagt, og denne Bestemmelse bliver mere udført i Forord­ningen af 23de Juni 1683; Udeblivelse straffes med l Rigsorts Bøde. Langt stærkere fremtræder Bestemmelsen i Forordningen af 8de December 1688, der for Ulvejagtens Vedkommende gaaer igjen i den, ligetil 1840, eller til vore Dage gjældende For­ordning af 18de April 1732. «Paa det og at Ulvene, som Vores Undersaatters Quæg og Bæster i vort Land Jylland, udi en og anden Maade stor Skade tilføjer, desto bedre kunne blive ødelagte«, sige disse Forordninger, skal der holdes Ulvejagt, ved hvilke Bønderne skulle give Møde; Udeblivelse straffes med ½ Rigsdalers Bøde. »Hvo, som kan fange eller døde nogen Ulv, skal den næste Tingdag efter hen bringe den til Herreds- eller Birketinget, hvor Ulven skal aftages og Raden paa en Plads ved Tinget ophænges«. Herreds- eller Birke­bønderne skulle betale ham »4 Rigsdaler for hver gammel og l Rigsdaler for hver ung Ulv« og han skal have Lov til »at beholde Bællen». — Hvor ivrig man i Kristian den Femtes Tid har taget sig af Ulvenes Udryddelse, fremgaaer af et Par Dokumenter i Gehejmearkivet. I »Jydske Registre« under 14de Juni 1677 sees, at man har udnævnt en særlig Embedsmand til Ulvejagten, nemlig Johan Teutzer, der fik kongeligt Brev som «Ulvejæger i Jylland og Førstendømmet Slesvig«. Amtmænd og andre Embedsmænd skulde hjælpe ham med Folk og Vogne; for hver Ulv, der fældedes paa de af ham gjorte Jagter, skulde hver Gaardmand i Herredet be­tale ham 2 Skilling dansk og han maatte selv beholde Ulvenes Skind. — I »Jydske Registre« findes fremdeles under 19de December 1693 to Reskripter, hvori det af Hensyn til Ulvenes Udryddelse paalagdes, at Jagtforordningen af 8de December l 688 skal oplæses fra Prædikestolen en Gang om Aaret.

At der virkelig ved denne Tid har været holdt store Ulve­jagter, kan man se hos Hübertz 24), som meddeler, at Overjægermesteren de la Roche Gallichon har tilsagt Mandskab til saadan Jagt fra ikke færre end 25 Sogne, »en voxen Karl eller Dreng fra hvert Ildsted«, og at Bøderne for Udeblivelse ere blevne strængt opkrævede*). I »Forordning om Ryttergodset i Danmark« fra 1695 udtales ogsaa Klage over, at Rytterbønderne medtages 8 og flere Dage paa Ulve-Jagten fra deres Huse og Brug og det  paalægges Ober-Jægermesteren, at Ingen maa »drages længere paa Ulvejagter end som Bonden kan være anden eller tredie Dag i det længste igjen i sit Hus«.

 

*) Den samme de la Roche Gallichon maa ellers ikke have været mild imod Bønderne, hvad man kan se af »Jydske Registre« under l 0. Februar 1705. Kongen paalægger ham nemlig paa Grund af »Misligheder og U-ordninger under en Ulvejagt i Skanderborg Amt«, at »begegne Bonden med Moderation i hvad hand af Vanvittighed  kunne forsee sig udi, saa og dersom Bonden sig i noget modvilligt skulle opsætte, det lovligen imod hannem udføres«. Unægtelig en slem Paamindelse til en Overjægermester !

 

Naar man gjennemgaaer Lovstederne om Ulve, finder man ikke færre  end 4, som vedrøre Ulvejagten i Farris Skov, nemlig fra Aarene 1739, 1743, 1747 og 1759, og denne Skov har altsaa særlig været plaget med disse Dyr. Den omtalte Skov vedrører ellers kun for en Del Nørrejylland; thi den be­gyndte ifølge P. Rhode om Haderslev Amt 25) ved Fardrup ovenfor Ribe og strakte sig langs Skodborg Aa igjennem Frøs- og Gramherreder og  derfra ind i Tyrstrupherred over Øddis og Vonsild til Ostersøen, saa at den var 8 Mile lang og 1—1½Mile bred. — Hvor brydsomme Ulvene  have  været  i  denne Egn, sees hos samme Forfatter, der siger (S. XI):

»I Aaret 1763 var i Skovegnene her i Amtet et eget Optog med Ulvene, enten Uvejret eller en egen Galenskab drev dem skal jeg ikke kunne sige, det var farligt at ride ene og ubevæbnet, de søgte uden Frygt Hesten. Tænk, man dræbte dem inde i Colding Bye, inde i Vaabenhusene ved Kirkerne, og de gik frem ligesom blinde og galne«.

Det var ogsaa ifølge Niemann 26) i Haderslev Amt, at de sidste Ulve tilintetgjordes i Sønderjylland. I Aaret 1775 fæl­dedes nemlig ikke færre end 12 ved en Jagt, som forestodes af Jægermester Krogh.

I Forbindelse med denne Stræben efter at udrydde Ulvene staa ogsaa de forskjellige Ulvegruber, som man endnu finder hist og her i Nørrejylland. Baade T. A. Becker og J. J. F. Friis nævne saadanne Gruber. Til de Steder, som disse For­fattere omtale, nemlig Birkelse, Frijsenborg, Vejle o. s. v., kan jeg endnu føje Rugaard paa Djursland, hvor der er 3 Ulvegruber. Imellem Rugaard Sø og Havet ligge disse Gruber endnu tydelig for Dagen; de ere vel overgroede med Enebær og Tjørne, men man kan dog godt endnu se deres Omrids; de ere 4—5 Alen i Firkant og et Par Alen dybe, men have i sin Tid selvfølgelig været meget dybere. Ogsaa paa Mejlgaard har der været Ulvegruber, men der ere de for en 40 Aar siden blevne fyldte med Sand.

Jeg har gjort mig Umag for at samle Vidnesbyrd for Ulvenes Udbredelse i Nørrejylland omtrent ved Midten af det forrige Hundredaar; og det viser sig, at disse Dyr da have levet i meget ulige Dele af Landet. Det foregaaende Udsagn af Rhode godtgjør, at de have været talrige i den sydlige Del af Nørrejylland. Ifølge Dr. O. Nielsen 27) saaes der i Midten af forrige Hundredaar undertiden Ulve i Vejen Sogn, 3 Mile Vesten for Kolding, og en gammel Kone i Skodborg Sogn kunde huske, at der noget senere kom Ulve til Skodborg By. J. J. F. Friis har en Fortælling om, at der midt i det forrige Hundredaar har været Ulve i Vendsyssel, og J. P. Trap har meddelt mig som et Minde fra sin Barndom, at hans Faders gamle Karl tidt fortalte, hvorlunde han, medens han var Dreng, omtrent i Midten af forrige Hundredaar, vogtede Faar i Hverrestrup (et Par Mile Nordvest for Hobro) og da havde seet Ulve luske omkring i Lyngbakkerne. Fra Hovedgaarden Kjellerup ved Mariager har jeg fremdeles faaet fat paa en Tilsigelse til Ulvejagt, dateret den 13de Februar 1753. Denne Tilsigelse lyder saaledes:

 

»Efter Høy Øvrigheds forandstaltning, har Hr. CammerRaad Schelde, som fuldmægtig, gjort indretning og berammet Ulvejagt, Onsdagen dend 21 feb. førstkommende, samt sat mig til at være Rode Mæster for 5te Roede og givet ordre at udnævne og til mig kalde Nogle Mænd af hver Sogn for at overlege og betyde hvad der tienlig er agtes til saa nøtig et værks fremme, om saa skadelige Creaturer som formodentlig er, der ved kand blive Ødelagt.

Saa haver Christen Nyegaard i Hvedsteen at made mig her paa gaarden Næstkommende Manddag dend 19 febru. at give mig fuldkommen Underretning hvor mange folk der er i Hvedsteen som paa Jaglen skal møde at der over kand forfatis Mandtal og der efter at have vorde tiljagt, samt hvad fleere Observationer, som jeg bedre mundtlig kand informere og afhandle end jeg vidtløftig her kand skrive, alt ifølge de fra velberaeldte Hr. CammerRaad Schelde udgivne indretninger og andstalter.

Kjellerup den 13 feb. 1753.

Anders Brask.

Et Vidnesbyrd om Ulvenes Forekomst paa Djursland (rimeligvis det sidste Stykke der i Egnen) er optegnet i »Ju­stitsprotokollen Nr. 5 for Grenaa og Norreherred«, som for Tiden findes i Amtsarkivet i Randers. Paa Bladet 350 og under Datoen 7de Januar 1763 staaer Følgende:

»Hvornæst for Rætten fremkom Velædle Hr. Hans Mollerup til Østergaard Som her ved Rætten lod fremviise en Ulf Som hans Skouvfoged Erich Jespersen dend 28de Dec. sidst hafde ihjelskudt udi Østergaards Skouve til den ende, at bemelte hans Skouvfoged maatte derfor bekomme de 4re Rd. betalt her af Herredet, Som hannem for saadan een gl: Ulfs Ødelæggelse allernaadigst er bevilget. — Og lod fornefnte Hr. Mollerup Ulfven derefter tilbage-førre for Kroppen, Naar Hudden er aftagen at opsætte paa Marken — for alles Øjesyn, som Samme passerer«.

Af J. J. F. Friis meddeles endvidere et Uddrag af en Aarbog, der rimeligvis er forfattet af Præsten Thomas Lillelund til Aarslev og Tilst, en Milsvej Vesten for Aarhus, og hvori der staaer, at i Aaret 1742 »bleve Ulvene undtagen i Skovene næsten usynlige« og at »de troedes tildels hendøde af Pest«. Endelig har Adj. A. Feddersen meddelt mig et Uddrag af en Beskrivelse af Viborg, der er forfattet af J. Pedersen Thjørring og som i Haandskrift findes paa Viborgs Stiftsbibliothek. og i denne Beskrivelse meddeles i Forbigaaende om en Ulvejagt, der holdtes i Midten af forrige Hundredaar.

Disse farlige Dyr have altsaa ved det omtalte Tidspunkt færdedes i en stor Del af Nørrejylland; men i Løbet af meget kort Tid bragtes det dertil, at kun faa Stykker bleve tilbage. Imedens Pontoppidan i 1ste Tome af Atlasset, udgivet 1763, havde sagt (S. 607) at der findes »mange Ulve paa det faste Land, særdeles de jydske Hedeegne«, siger Udgiveren af samme Værks senere Bind, Hans de Hofman i 4de Tome, udgivet 1768 (S. 32): »Ulve findes somme Tider i Hederne, men i de gode og bebygte Egne nu meget sjelden, siden dette Rovdyr, formedelst satte Belønninger, ere blevet stærk hadet og ødelagt «.

Det har i lang Tid været en almindelig Tro, at den sidste Ulv i Nørrejylland er bleven fældet ved Stamhuset Bistrup der ligger 2 Mile fra Randers og i Nærheden af Jernvejsgaarden ved Langaa. Hvorledes denne Tro egenlig er op­kommen, kan man vel vanskelig sige; men den er rimeligvis bleven almindelig udbredt ved Melchior 28). Ifølge denne Forfatter er den omtalte Ulv bleven fældet 1772; men i den nævnte Afhandling af J. J. F. Friis meddeles følgende Under­skrift (som jeg dog har ændret lidt efter en Undersøgelse paa Stedet) paa et Billede af Ulven, som nu gjemmes paa Bistrup: »Herr Justitzraad de Lichtenberg haver skut denne ulf A° 1769 d 12 Januar«. Ifølge Fortælling fra selve Stedet, holdtes Jagten i Knudstrup Krat, ¼ Mil fra Bistrup; om et andet Stykke, som de Lichtenberg saa ved samme Lejlighed, hørtes aldrig Noget senere. Billedet er iøvrigt ikke godt malet, men det forestiller aldeles utvivlsomt en Ulv.

Der vilde nu vistnok ikke være Noget i Vejen for, at den nævnte Ulv kunde hare været den sidste i Nørrejylland: thi paa flere andre Steder udryddedes denne Dyreart endnu før eller kun Noget senere end dette Tidspunkt. Ifølge Blasius (S. 182) fandtes der ingen Ulve i England paa Aldrovandis Tid (han døde 1605) og ifølge Ugekriftet »Land and water« 29) fældedes den sidste Ulv i Skotland 1680 og i Ireland, i Egnen omkring Cork, 1710. At de sidste Ulve i Sønderjylland fæl­dedes 1778 er omtalt ovenfor. Naar man nu husker paa hvor slette Samkvemsmidlerne vare paa den Tid, og tillige, at der ikke var Tidender, som meddelte Alt, baade løst og fast af hvad der hændte, kan man let fatte, at Ulve have kunnet baade leve og dø i Nørrejylland paa et senere Tidspunkt, uden at det er bleven almindelig kjendt, og dette er virkelig ogsaa Tilfældet.

Ifølge en mig given Meddelelse fra Pastor R. Worm, var der tidligere adskillige Ulve i Rold Skov, 2 Mile Norden for Hobro, og det sidste Stykke er der blevet fældet mellem 1775 og 1780. For at skaffe Stadfæstelse herpaa, har Stiftamtmand Dahlstrøm i Aalborg vist mig den Godhed at lade søge i de offenlige Dokumenter fra den Tid; men Undersøgel­sen har desværre været frugtesløs. Politiprotokollen for Villestrup Birk, under hvilket Rold dengang hørte, har ikke været til at finde, og Justitsprotokollen gaaer ikke længere tilbage end til 1778; i Justitsprotokollen for Aarene 1778—80 findes Intet om Ulve. Pastor Worms Hjemmelsmand, en gammel Skov­foged der i Egnen, er imidlertid aldeles paalidelig, og hans Fader, der har fortalt Sønnen, at Ulven blev dræbt i de nævnte Aar, var ligesaa paalidelig. Meddeleren nærer derfor ingen Tvivl om Udsagnets Rigtighed, om man end ikke kan godtgjøre det Hele nøjere. — Ifølge en mig af P. G. Thorsen given Meddelese er en Ulv, den sidste der i Herredet, bleven fældet i Aarene 1779 eller 1780 i Grimstrup Krat nærved Varde 30). — Ifølge N. Blicher31) var der endnu omtrent en Snes Aar før 1795 Ulve i Tjeleskov ved Viborg, og ifølge T. A. Becker (II, S. 92) fældedes de sidste Ulve i samme Skov 1777. — Gaardmand M. Christensen i Galten, et Par Mile Vesten for Aarhus, har videre meddelt mig, at der endnu i Sognet lever en gammel Kone, som i Slutningen af forrige Aarhundrede har seet en levende Ulv i Egnen; hun saavelsom en anden gammel Kone mindes ogsaa godt, at man dengang havde megen Frygt for disse Dyr, og at de ødelagde Kvæg. — Birkedommer Drechsel i Silkeborg har fremdeles med­delt 32), at der ved et Forhør, som i sin Tid blev optaget for at vise, hvor en Skov, som tidligere havde staaet imellem Them og Silkeborg, var bleven af, ogsaa oplystes, at der endnu 1790 havde været Ulve i denne Skov. — Ifølge Meddelelse af Folketingsmand Termansen til Dr. O. Nielsen (S. 85), har der i Slutningen af det forrige Hundredaar været Ulve i Læborg Sogn, 3 Mile Nordvest for Kolding. — Endelig kan jeg meddele, at jeg fra Kancelliraad, Herredsfoged Herholdt har modtaget en Udskrift af Justitsprotokollen for Lysgaard Her­red, hvoraf det fremgaaer, at der i Februar 1775 er blevet dræbt en Ulv paa Allinggaards Grund, 4 Mile Sydøst for Vi­borg. Udskriften lyder saaledes:

 

»Mandagen d. 13. Febr. 1775 Blev Retten Betjent af Herridsfoged Jens Laasbye Lunav i Frausing Samt Herridsskriver Jens Lundum fra Winderslef skl. Med stockemænd Peter Smed, Niels Thomasen og Gregers Thomesen af Hinge, Niels Grøn, Peder Nielsen, Peder Jensen og Anders Birsal af Frausing og Poul Jørgensen af Lemming. Saa meldte sig Lade­fogden Laurs Andersen fra Allinggaard herved Retten, som medbragte en Gammel Ulff den Hand foregav tillige med 4re Brorup-Beboere sidste Lø­verdag at have ombragt og slaget i Gudens Aae under Allinggaards Grund, samme Ulff Hand begierede Lovligen at vorde Synet, og derefter sin Be­taling at nyde efter forordningen, Paa Begiering af frembringeren Laurs Andersen Blev frembragte Ulf af de i Dag til stokke indskrefne 8te Mænd Synet og Befunden at være en Gammel Hun Ulf, som de ansaae at være bleven Beskadiget over Næsen, hvoraf Hun er bleven anbragt. — og da Saaledes Blev Befundet havde Herredsfegden strax herfor Retten til Laurs Andersen betalt de derfor efter forordningen tilkommende 4 Rdl., hvor­imod hånd paalæges herved Tingen at besørge Ulven ophængt. — efter Rettens paarawb meldte sig ey nogen Videre idag ved Retten at fremme altsaa Retten for idag ophævet.«

 

En Stadfæstelse paa de nævnte Tilfældes Rigtighed kan man finde deri, at man ved at gjennemgaa trykte Sager ogsaa andensteds støder paa Meddelelser om Ulve. Dr. F. Eckard siger i Aaret 1795 33): »Blaagraa Ulve ere næsten overalt i vor Jordenshalvdeel, hvor der er tykke Skove, og hvor de ei ere ødelagte som i Stor-Britanien og Irland, de danske Øer og den største Del af Tyskland«. (Forf. mener altsaa, at de nok ere ødelagte paa de danske Øer, men ikke i Jylland.) Hos den, rigtignok højst upaalidelige Fleischer staaer i Aaret 1798 34) om Ulve: »nu findes ikkun nogle enkelte Stykker i Jylland«. I Hempels Avis for 1809, S. 434 siges:

 

»Efterat Jylland nu i et Par Aar har været befriet for Ulve, skulle disse atter have begyndt at vise sig her, fornemlig i Skovegnene ved Sil­keborg og paa Hedeegnene, hvor mange Faar ere blevne sønderrevne. Efter Øvrighedens Foranstaltning har alt et Par Gange været anstillet Klap­jagter efter dem, hvorved ingen Ulve ere forefundne, saa nogle tvivle om deres Tilværelse her og troer, at de Dyr, som ere fundne ihjelrevne paa Marken, kunne være blevne det af Hunde eller maaske noget andet ukjendt Rovdyr. Det Tilforladelige vil ved flere Klapjagter, som skulle anstilles, snart vise sig.« (Der er ingen senere Underretning derom i Avisen.)

 

Disse Meddelelser ere vistnok, naar man undtager den fra Allinggaard, ikke sikre; men naar man nu hører, at man med Vished kan paavise Ulves Tilværelse i Nørrejylland en hel Del ind i vort Hundredaar, vil det vel ikke være formeget, dersom man paastaaer, at flere af disse Underretninger, der danne en fortsat Bække, rimeligvis støtte sig paa Sandhed, ikke at glemme, at man ikke har fremført noget sikkert Vid­nesbyrd for, at Stykket fra Bistrup var det sidste.

I »Viborg Samler« udgivet af A. F. Just (No. 3 af 9de Januar 1804) omtales, at »en Ulv lader sig fornemme« ved Viborg Krat, »især af Faar og Geeder«, og i samme Blad (No. 41 af 21de Mai 1804) meddeles Følgende:

»Efter et virksomt Liv, efter en Appetit, der ofte gjorde Indgreb i Ejendomsretten, og efter en Pillegrimsgang af noget over 2 Aar, adskildt fra Familien og ganske blottet for Venner, er da den berygtede og fra Elven til Vardøehus omtalte Ulv i Viborg Krat gaaet al Kiøds Gang. Bon­den Niels Agerskov førte denne Tyrans Liig til Viborg i Torsdags og han er baade den og følgende Dag beseet og beføelt af nogle hundrede Mennesker, der nu have endt deres mangehaande Tvivl om dette saa ofte omtalte Dyr. Da Samlerens Redaktør har været eet af de mange Øienvidvidner, er det ham kjert at kunne offentlig berette dens udvortes Form; thi dens Sindelag er Egnen alt for tydelig bekjendt og N. Agerskov har blandt andre Skadelidte mistet under hans Ophold her i Krattet: 8 Faar og Geeder, en Stud i 3die Aar og et Stykke Kiød af Laaret af en Koe, der dog blev lægt og lever. I Fjor rev han 2 Køer ihjel paa Viborg Mark, der altid vare 50 Rdlr. værd, og fra enkelte af Omegnens Beboere har han nu og da ranet baade Ungqvæg, Faar, Sviin og dræbt Hunde«

Efter dette følger en vidtløftig Beskrivelse af Dyrets Ud­seende, og man genfinder deri alle væsenlige Mærker, hvoraf man kan se, at det virkelig er en Ulv, som her er Tale om. I »Kjøbenhavnske Tidender« No. 43 af 28de Maj 1804 findes en kort Notits herom efter »Viborg Samler«; men ellers har jeg ikke i Datiden fundet noget nøjere om denne Ulv, og det synes tillige, som om der ikke længer findes mundlige Overleveringer derom i Viborg eller Omegn.

Imellem de Forfattere, som have talt om Ulvene her i Danmark, nævne enkelte et Stykke, der endnu senere skal være dræbt i Nærheden af Viborg; men Fortællingen herom hidsættes med saa stor Usikkerhed, at man ikke ret har kun­net fæste Lid dertil, Dette er heller ikke underligt; thi man har gjentagne Gange f. Ex. ved Vejle i Trediverne, ved Strand­møllen i Fyrgetyverne og ved Aarhus og ved Grenaa for et Par Aar siden været i Angst for en Ulv, som dog ved nøjere Undersøgelse har vist sig at være en stor Hund.

Vedrørende denne Ulv findes i »Viborg Samler« (No. 39 af 16de Maj 1811) Følgende:

»Pastor Funder i Søndervonsild ønsker en Ulvejagt snarest anstillet, da dette Rovdyr Natten til 8de Maj har sønderrevet en Qvie og en aarings Kalv. l Fjor rev den paa en Nat 3de Hesteplage ihjel paa Byens Mark. Da man ikke seer den, ønskes Jagten anstillet rundtomkring, og formodes at Tjele Skov er dens Bolig.«   (Dette Stykke findes op­taget i »Statstidenden« No. 42 af 20de Maj.)

Og i samme Blad (No. 45 af 6te Juni 1811) findes fremdeles Følgende:

»Ulven fortsætter sin Vandring nærmere imod os. Den har i Gaar-Nat revet et rødblisset Føl ihjel for Hr. Iisagger paa Bøggild, 2 Mile her­fra Viborg. Skade! at Proprietairer nu ikke kunne give Klapjagter, fordi de have mistet Bøndergodset; thi derved vilde da denne Røver snart op­dages og nyde sin Løn«

Hermed slutte de faa Oplysninger, som jeg uagtet al Eftersyn har kunnet finde i Datidens trykte Sager om den om­talte Ulv, og jeg holder mig derfor i det Følgende til mundlige Meddelelser. Afdøde Oberst Høegh-Guldberg, der var en ivrig Jæger, har gjentagne Gange fortalt mig om sit Møde med det nævnte Dyr. Han var paa Hald, da Ulven gjorde sine ødelæggelser i Viborgegnen, og han tilligemed flere Andre drog engang ud til Hest for at fælde den. En Kronhjort, der var bleven stærkt saaret af et Skud, fandtes liggende halvop­ædt i Sneen, og tydelige Spor ligesom af en stor Hund gik til og fra Hjorten. Da man førte Hundene hen til disse Spor, ræddedes de og krøb ind imellem Hestene. Dagen efter ud­stillede man Jægerposter paa flere Steder, og imedens Høegh-Guldberg laa skjult, kom Ulven ham paa Skud; han ramte den vel, saa at der laa Haar i Sneen, men den undslap. Kort Tid efter blev den i Nærheden af Viborg dræbt ved Gift.

Denne Fortælling er bleven øget ved Meddelelser af den endnu levende Urmager Fog i Viborg. Han mindes godt, at han som ung Mand i Sommeren 1811 var paa Jagt i Sødalskov efter Ulven; men man saa ikke Noget til Dyret paa denne Jagt. Ulven var meget omtalt, og Apotheker Nielsen, Ejer af Liseborg, er rimeligvis Skyld i, at den blev dræbt. Da den i Slutningen af Aaret 1811 var bleven sporet i Nærheden af Liseborg, ¼ Mil fra Viborg, udlagde Nielsen et dødt Faar, hvori der var kom­men en Del Rottekrudt, paa det Sted, hvor man havde sporet Ulven, og man fandt snart, at der var bleven ædt af Faaret. Nogle Dage efter lagde en Bonde Mærke til, at der i et Krat paa den anden Side af Møgelkjær ved Viborg samlede sig en Del Krager, og han fandt nu, da han undersøgte Grun­den dertil, Ulven ligge død i Krattet. Han kjørte den til Sta­den for at faa den udsatte Belønning; men maatte strax, da den var raadden, kjøre den til Rakkerpladsen, som omtrent laa paa det Sted, hvor nu Jernvejen gaaer til Skive og imellem Vejen til Hald og til Aarhus; Ulven blev der hængt op i Galgen, altsaa i Overensstemmelse med Forordningen. Fog saa Ulven og beskriver den som meget stærk af Bygning, »med en stor Bringe« og stærke Hugtænder, der »grinede ad Folk«; ellers saa den ud som en stor Hund.

Det vilde unægtelig have været af Interesse, dersom man af de offentlige Dokumenter havde kunnet faa noget Vidnes­byrd om de nævnte Ulve; men Viborgprotokollerne indeholde Intet derom; heller ikke i Justitsministeriets eller i Indenrigs­ministeriets Arkiv har man kunnet finde Noget derom. Det er ellers aabenbart, at Ursins Ord 35): »i Viborg Krat fandtes 1804 en død Ulv, som der et Par Aar havde havt sit Tilhold«, maa vedrøre den førstnævnte, ligesom ogsaa Steen Blichers 36), at »den sidste Ulv i Danmark dræbtes 1811 ved Viborg«, maa vedrøre den sidstnævnte Ulv. Blicher tilføjer, at den enten er kommen drivende paa en »Iskolle« fra Norge eller Sverige eller ogsaa er sluppen løs fra en Menageri. Udgiveren af Melchiors Bog, Sophus Zahle, er (S. 18) nærmest tilbøjelig til at tro, at det af Steen Blicher omtalte Dyr var en Hund.

Ulven fra 1811 er dog ikke den sidste, som er dræbt i Nørrejylland,  idet jeg kan paavise endnu et Stykke. Dette sidste er imidlertid ingensinde, saavidt jeg har kunnet spørge, blevet omtalt paa Tryk, og jeg maa derfor med Hensyn til dette udelukkende holde mig til private Meddelelser. Allerede for flere Aar siden har afdøde Overlærer Pape i Aarhus med­delt mig Underretning om en Ulv, som blev fældet paa Estvadgaard nærved Skive, og jeg har senere ved at henvende mig til den daværende Ejer af Gaarden, Proprietær Lundsgaard, faaet Underretningen fuldstændiggjort.

I Aaret 1813 hørte man, at der i Egnen mellem Holste­bro og Skive paa adskillige Steder blev taget Faar, Svin og Kalve, og Mange mente, at det var en Ulv, som gjorde disse Ulykker, medens Andre troede, at det var Ræve. Dyret var saa dristigt, at det endog brød ind i Husene, og dette kunde ske med saameget større Sikkerhed, fordi Bønderne paa den Tid sjælden havde Skydevaaben, da Jagt var dem forbudt. Man fik snart Vidnesbyrd nok for, at det nævnte Dyr opholdt sig i Nærheden af Estvadgaard; thi det tog mange Stykker Ungkvæg og Faar, flere Plage og Føl. I Juni 1813 hørte Lundsgaard om Natten en Følhoppe, som var tøjret paa Engen nærved Gaarden, vrinske meget stærkt, og han fandt, da han strax løb ud til den, Føllet liggende dræbt i Nærheden af Moderen. Han lod Føllet slæbe op til Gaarden og gav sin Skytte Ordre til at vaage for det Tilfælde, at Ulven atter skulde nærme sig det dræbte Dyr. I fem Nætter vaagedes forgjæves; men i den sjette Nat — det var imellem den 20de og 21de Juni — kom Ulven, og Skytten var saa heldig ved sit Skud at knuse dens ene Bagbeen. Han og flere af Fol­kene styrtede efter den, da de hørte den tude ude i Engen, og det var ikke Forfølgerne vanskeligt at komme den nær, da Saaret hindrede den i at løbe. De gjorde Forsøg paa at faa Ulven levende; men den rev og bed saa stærkt, at Skytten tilsidst maatte dræbe den med et nyt Skud. Kort Tid der­efter førtes den dræbte Ulv, der var meget stor og en Han, til Holstebro, hvorunder Estvadgaard hører i retslig Henseende. Belønningen udbetaltes, og Skindet af det dræbte Dyr stilledes op udenfor Raadstuen i Holstebro. I lang Tid efter denne Tildragelse vare Folk der i Egnen meget rædde, og de Vejfa­rende førte derfor om Natten Ild med sig i Vognen eller raslede med Jernkæder. Protokollen i Holstebro, hvori dette Stykke er bleven omtalt, er rimeligvis tilligemed mange andre Dokumenter i Holstebro solgt som Makulatur, og heller ikke i Justits- eller Indenrigsministeriets Arkiv har man kunnet finde Noget derom.

Det kan muligvis være, at En og Anden ikke vil godkjende de tre sidste Stykker for Ulve, og jeg maa derfor dvæle lidt ved denne Side af Sagen. Man maa saaledes huske, at det i Reglen ikke vil være vanskeligt for Folk, naar de se nøjere til, at skjælne imellem en af vore Hunde og en Ulv, især da dette sidste Dyrs Skind selvfølgelig ligesaa godt før som nu har været almindelig brugt til Pelsværk heri Landet. De, i det Foregaaende omtalte Hunde, der paa Afstand mentes at være Ulve, bleve ogsaa ved nærmere Eftersyn let skjælnede fra Ulve. I de givne Fortællinger er der tillige flere Træk, som passe paa Ulve og ikke paa Hunde, saaledes at Jagthun­dene vare rædde for at gaa i Sporet, Drabet af de mange Dyr og Indbrudet i Husene 37). Dersom man ikke vil godkjende disse Dyr for Ulve, kunde man ogsaa sige, at det af de Lichtenberg nedlagte Stykke ikke var en Ulv, og afgjørende for det Hele er det i hvert Fald, at det slet ikke er paa­faldende, om der ogsaa langt ind i vort Hundredaar har været Ulve i Nørrejylland; thi Ulvene ere som kjendt Strejfdyr og foretage lange Vandringer.

Det er vel ikke rimeligt, at de tre omtalte Stykker have været hjemmehørende i Danmark: thi man vilde ellers nok have hørt noget Videre om deres Slægtninge. Det Naturligste er, at de ere vandrede herind til os, og man kan da tænke sig to Veje, ad hvilke de kunne være komme, nemlig til Søs paa Isen eller til Lands igjennem Hertugdømmerne. Det vilde selvfølgelig ikke være utroligt, om en og anden Ulv med en Isflage kunde være dreven herover fra Sverige, hvor denne Dyreart er almindelig og hvor den ikke sjælden træffes, selv i Skåne; Afstanden imellem Skagen og Sverige udgjör tillige kun halvottende Mile *). Vi have ogsaa Vidnesbyrd for, at andre Dyr kunne vandre over Havet ved Hjælp af Isen. I vort zoologiske Museum findes et Stykke af den sydsvenske Hare (Lepus canesscens Nilss.), der er skudt i Kulhusets Jagt­distrikt paa Sjælland i Decbr. 1845, og et andet Stykke, der er skudt paa Amager i Januar 1859, og de ere aabenbart komne til os med Isen **). Paa Hveen findes for Resten kun denne Hareart; og paa Hesseløen har der efter en, mig for mange Aar siden given Meddelelse i Førstningen af vort Hun­dredaar kun været sydsvenske Harer, som dog alle omkom ved en Oversvømmelse (nutildags har Hesseløen kun den, ellers hos os almindelige Hare). At Ræve undertiden drive afsted med Isflagerne, hører man jævnlig omtale paa Landet, og man vil af Tidenderne mindes, at man for nogle Aar siden saa en Ræv paa et Isstykke sejle afsted forbi Fredericia og igjennem Lillebælt, ja! om selve Ulvene meddeler Blasius (S. 182) med Pallas som Hjemmelsmand, at asiatiske Stykker paa Isflager blive førte til Kurilerne og selv til Amerika.

 

*) I »Islenzkir Annáler» siges 38) om Aaret 1048, at det var saa stærk Frost, at Ulve løb paa Isen mellem Norge og Danmark.

**) Den her omtalte Hare, den være nu Art eller Afart 39) kjendes let fra vor Hare derved, at den er blaagraa om Vinteren.

 

Langt rimeligere synes det imidlertid, at de omtalte Ulve ere komne til os ad Landvejen. Det er en gammel Iagtta­gelse, at Ulvene følge med Hærene, og at de tiltage meget i de Aaringer, i hvilke Indbyggerne ikke ret kunne sysle med Fredens Gjerninger. Naar man undersøger Forholdene i de os nærliggende Dele af Nordtyskland, finder man, at Ulvene have været meget talrige der langt ind i vort Hundredaar. Brehm siger saaledes40), at der i Preussen 1819 fældedes i Alt 1080 Ulve, og at der i Pommern fældedes:

 

i Aaret 1800 . . . 118 Ulve                    i Aaret 1805 . . . 85 Ulve

—     1801 . . . 109   —                          —     1806 . . . 76  —

—     1802 . . . 102   —                          —     1807 . . . 12  —

—     1803 . . .   86   —                          —     1808 . . . 37  —

—     1804 . . . 112   —                          —     1809 . . . 43  —

 

Under Napoleons Felttog i Rusland fulgte Ulvene den slagne Hær, og i 1816—17 fældedes alene i Køslins Regeringsdistrikt i Pommern ikke færre end 156 Stykker. Det kunde nu mulig være, at der ved disse Tal tildels har fundet en lig­nende Forvexling Sted, som Rasch har omtalt i »Videnskabs-selskabet i Kristiania« den 7de Febr. 1868 41). Ifølge denne Forfatter ere Ulvene saa godt som forsvundne i det sydlige Norge, og naar man desuagtet har udbetalt mange Præmier for Ulvedrab, er det kun en Følge deraf, at Attestudstederne ikke have undersøgt de fældede Dyr og at de have betalt for Fjeldrævunger istedenfor Ulveunger. Om noget Lignende skulde være foregaaet i Nordtyskland, véd jeg selvfølgelig ikke; men jeg kan ikke fatte, med hvilke Dyr der kunde ske en Forvexling. I hvert Fald kan det sættes som sikkert, at der i Førstningen af vort Hundredaar har været en stor Mængde Ulve i Nordtyskland, og naar vi nu tillige lægge Mærke til, hvor udstrakte Hederne dengang vare i Holsten og Slesvig, kan det ikke undre, om et eller andet Stykke har søgt herop ad Landvejen. Nutildags ere Ulvene ellers meget sjældne i Nordtyskland. I Holsten skal man ikke have seet nogen Ulv siden 1806 i Rendsburg Amt 42). Enkelte Gange, selv i de senere Aar har man truffet Ulve i Braunschweig og Hannover; i kolde Vintre drage Ardennerulvene somme Tider til og under Islæg endog over Rhinen: i 1866 dræbtes en Ulv i Odenwald og førtes til Heidelberg. Disse Stykker menes at være komne fra Polen, Alperne eller Frankrig 43).

Man kunde nu spørge, om vi ikke i Nørrejylland have havt Ulve senere end 1811 og 1813; men jeg troer at have Ret til at svare Nej paa dette Spørgsmaal. Det kan selvføl­gelig ikke gaa med Ulven som f. Ex. med Hasselmusen, dette nydelige Dyr, der seer ud som en rød Mus med en egernagtig Hale. Man kan være overtydet om, at vi endnu have adskil­lige Hasselmus heri Landet, uagtet der ikke vides at være fanget Stykker deraf uden af Melchior (S. 87) i Sjælland og senere flere Gange af Seminarielærer Rostrup i det sydlige Fyen. Dersom der i Nørrejylland havde været Ulve senere end de her nævnte, vilde Mindet om dem vistnok have holdt sig, og jeg har uagtet al Umag og uagtet mangfoldige Forespørgsler ikke kunnet opspore andre *).

 

*) En mærkelig Meddelelse, som hører herhen, er given  mig af Kammerherre, Baron Løvenskjold til Løvenborg. I Førstningen af Aaret 1814  havde Godsets Skytte lagt et Aadsel  ud i en lille Skov, Lodskov ved Hovedgaarden Vognstrup, for at skyde Ræve derpaa. En Nat, da han gik hen til Aadselet, fandt han to Ulve, som gnaved deraf; han skød efter den ene og traf den, saa at han med Løb kunde følte de blodstænkte Spor i Sneen, men efter nogen Tids Forløb tabtes Sporene paa Grund af det tiltagende Fygevejr. I Aaret 1814, da Sneen var tøet bort, fandt man i Stokkebjerg Skov levningerne af den ramte Ulv; det andet Stykke blev ikke senere set — Det vilde unægtelig have været interessant, om man havdet eftervise, at de omtalte Dyr virkelig vare Ulve.

 

Til de »glubende« Dyr plejer man ogsaa at henregne Vildsvinet. Man betegner nemlig ikke Rovdyr alene med dette Ord, men holder sig til Ordets oprindelige Betydning, af Oldn. »gleypa« ə: sluge, hvoraf igjen »glubsk« kommer. Og »glubsk« kan Vildsvinet være, selv om det i Regelen er godmodigt. Jagten paa dette Dyr er tidt meget farlig, og det render, naar ­det er saaret, med Ilterhed mod Jægeren og hugger til Højre og Venstre. — Det har ellers gaaet med Vildsvinet ligesom med Vildkatten; forhen troede man, at Vildsvinet skulde være Stammen til Tamsvinet, men nu er det den almindelige Mening, at Tamsvinet og Vildsvinet ere to ulige Arter. For nogle Aar siden har Rütimeyer opstillet to vilde Svinearter fra Schweiz, nemlig det egenlige Vildsvin (Sus scrofa ferus) og Tørvesvinet (Sus scrofa palustris); men Steenstrup har godtgjort 44), at de to nævnte Dyr ikke ere ulige Arter, men kun ulige Køn, saaledes, at »det egenlige Vildsvin« er Ornen af Vildsvinet, og »Tørvesvinet« derimod Soen baade af Vildsvinet og af det tamme Svin.

Vildsvinet var tidligere almindeligt paa de britiske Øer. Ved hvilket Tidspunkt det er blevet fuldstændig udryddet der, kan dog ikke nøje siges; men paa Henrik den Andens Tid (han døde 1189) levede det endnu Norden for London 45). I Mellemevropa er det endnu almindeligt paa mange Steder, og det er kjendt nok, at det i Mængde lever i Sachsenwald i Lauenburg. En af vore Officerer, der har boet i Lauenburg, har fortalt mig, at der i denne Skov findes omtrent 150 Stykker. Enkelte Gange løbe Stykker bort fra Skoven, og i Kristian den Ottendes Tid spiste man engang ved det kongelige Bord i Kjøbenhavn af et Vildsvin, der var skudt i Holsten. Paa den skandinaviske Halvø har Vildsvinet ifølge Nilsson (S. 458) været meget talrigt i det sydlige Skåne, hvad der kan sees af Fund i Tørvemoser og Fraadstenlag; men det er der uddød i en forhistorisk Tid. Paa Öland har dette Dyr levet i en historisk Tid, men mulig kun som indført: da det var blevet tilintetgjort der paa Øen, indførte Frederik den Første (1723) Stykker fra Tyskland, og deres Afkom fandtes endnu 1768, men er senere blevet udryddet.

Ogsaa i Danmark har Vildsvinet været meget talrigt, hvad man kan se af Tørvemoser og Køkkenmøddinger. Mange Sted­navne skrive sig vistnok fra dette Dyr *), og af Fortællinger og Sagn vilde man vist kunne samle en hel Del. Hvor tal­rigt Vildsvinet har været i Sjælland, kan man se deraf, at den vældige Jæger, Kristian den Femte, paa en Jagt i Novbr. 1692 dræbte ikke færre end tre og tredive Stykker 46). Da Vildsvi­net i Reglen ikke er saa skadeligt som Ulven, er det natur­ligt, at vor Lovgivning ikke sysler meget dermed; men man kom dog ogsaa til det Udslag, at det burde udryddes. I en Rentekammer-Skrivelse af 17de August 1734 47) bestemtes det, da »Vildsvinene have formeret sig saa overflødig i den Schanderborgske District« og »da de tilføje Skade paa Sæden, der tilhøre adskillige Sogne Bønder i Districtet«, — at disse Dyr skulle skydes og bortsælges til Enhver, som vil kjøbe dem. Prisen sættes saaledes; »en Frøskling« (ungt Svin) 4 Mk., et andet Aars Svin l Rdl. 2 Mk. og »en Keiler« (gammel Han) 2 Rdl.**). Paa Grund heraf aftog Vildsvinene meget stærkt i Skanderborg og Silkeborg Amter. I 1ste Bind af Pontoppidans Atlas siges (S. 603), at »Vildsvin haves i de kongelige Vildbaner, særdeles i Schanderborg og Silkeborg Amter, hvor megen Korn Sæd af dem ødelægges, men andetsteds ere de rare«; i 4de Bind siges derimod (S. 32), at der kun er »nogle faa«.

 

*) Navnet paa Svineøen i Gamborgfjord ved Fyen kommer sagtens ikke af Svin, men af Marsvin. Paa Djursland strækker sig fra Benzon til Kolindsund Mosen »Svinekjær«, der er af flere hundrede Tdr. Lands Størrelse; den var før dækket af Krat, og man skød deri paa Klapjagter 20—30 Ræve, men nu er den tildels opdyrket.

**)  Nutildags koster et Vildsvin fra Fyen heri Kjøbenhavn 2 Mk. Pundet, altsaa en meget stor Ulighed i Prisen.

 

Jeg har faaet nogle interessante Meddelelser til Vildsvi­nenes Historie netop i disse Egne. Arkivfuldmægtig, Kaptajn Joh. Grundtvig har fundet en Række Breve i Indenrigs­ministeriets Arkiv, hvoraf det fremgaaer, at Frederik den An­den har ladet indføre Vildsvin til en af ham oprettet Dyrehave ved Skanderborg. Den 15de Novbr. 1580 tilskrev Frederik den Anden sin Svigerfader, Hertug Ulrich af Mecklenburg, om han vilde sende ham nogle Vildsvin, og den 25de Decbr. s. A. takkede Kongen Hertugen for de tilsendte Dyr. Den 4de Febr., den 20de Febr., den 5te Marts, den 19de Marts og den 14de April 1581 skiftedes fremdeles Breve imellem Kongen og Hertugen om Vildsvin, og i det sidste af disse takkede Kongen Hertugen for de oversendte 21 Stykker. — Hvor megen Vægt Kongen har lagt paa Vildsvinene, seer man af et Brev, som findes i »Gehejmearkivet« under »Jydske Tegnelser« III, 11. Den 16de Febr. 1685 tilskriver han nemlig fra Ibstrup Adelen, som ejer Jordegods i Aalborghus, Skanderborg og Silke­borg Amter, om at han »nogle Aar forleden med stor Bekost­ning har forskrevet nogle Vildsvin, paa det at dette Vildt igjen maatte være at bekomme i Jylland«; da Kongen formoder, at Vildsvinene vilde løbe over paa Adelens Gods og der blive skudte, beder han nu, at de maa blive skaanede i tre Aar paa Adelens Grund.

Naar man sammenholder Indholdet af disse Breve, forekotnmer det mig, at man har Ret til at slutte, at Vildsvinene i Frederik den Andens Tid have været udryddede heri Danmark: thi hvorfor skulde Kongen ellers »med stor Omkostning« forskrive dem udenlands fra? Der synes altsaa at være foregaaet noget Lignende hos os som i Sverige under Frederik den Første.

Det er sikkert nok, at Vildsvinene have holdt sig længe hos os. Proprietær Loose har meddelt 48), at det sidste Stykke i Vendsyssel blev skudt 1787 af Fru Kammerraadinde Duus, hvis Mand ejede Hals Ladegaard, og som var en god Rytter og Jæger. Ved Matrup, 3 Mile Nordvest for Horsens, fældedes ifølge J. C. Schythe 49) det sidste Vildsvin 1792, og man paaviser endnu »Svinedalen« som det Sted, hvor dette Dyr blev nedlagt. Længst siges Vildsvinene at have holdt sig ved Silkeborg, hvor ifølge et Haandskrift af Major v. Schmidten, som T. A. Becker tildels har indført i sit Exemplar Af Christian Olufsens »Collectanea« det sidste Stykke skal være skudt 1801. Overlærer Pape har meddelt mig, at en af de tyske Kolonister har fortalt ham, at han har skudt det sidste Stykke i Kragelund Skov ved Silkeborg, og Forstraad Klüwer paa Marienlund har efter min Opfordring der paa Stedet søgt nøjere Underretning; men det har ikke lykkedes ham uagtet al Umag at faa Noget at vide derom. Fra en ganske anden Kant af Nørrejylland har jeg imidlertid faaet en Underretning, der har Værd overfor dette Spergsmaal. Ifølge Meddelelse fra den nu afdøde ivrige Jæger og dygtige Skovbrugsmand, Jæger­mester Olsen, have gamle Folk fortalt ham, at der i den, fra de jyske Herregaardshistorier saa kjendte »gale Kalagers» Tid fandtes mange Vildsvin i Mejlgaard Skov. Senere aftog de meget, og det sidste Stykke fældedes af Gaardens Skytte, som maatte flygte op i et Træ, fordi Dyret ikke blev ramt af det første Skud, og derfor i Raseri jog efter ham. Dengang dette skete, ejedes Gaarden af Enkefru Bryggemann — d. v. s. imel­lem 1801 og 1803, — og her er altsaa Talen om et Vildsvin, der ikke alene er det sidste paa Mejlgaard, men rimeligvis ogsaa det sidste i hele Landet.

Det vil mindes, at vi i vor nyeste Tid atter have faaet Vildsvin heri Landet, skjønt rigtignok kun i en Dyrehave og altsaa forsaavidt uskadelige. Kammerherre Sehestedt-Juel til Ravnholt har været saa venlig at meddele mig nogle Op­lysninger om disse Dyr. I Novbr. 1863 indførte han til Ravn­holt Dyrehave 6 Vildsvingrise (l Han og 5 Hunner), som vare kjøbte i Dessau. I Aaret 1864 fik de intet Afkom; men i Martsmaaned 1865 fødte den ene So 8 og 1866 samme So 7 Grise, imedens tillige to af Afkommet fra det forrige Aar til­sammen fødte 9 Grise. Da Hegnet omkring Dyrehaven ikke var tilstrækhelig stærkt, har det flere Gange hændt, at nogle af Dyrene have løbet ud, og man har da skudt paa dem. En ung Orne, der var brudt ud i Avgust 1866, kom uskadt til­bage i Novbr. efter at have løbet næsten hele Fyen rundt. Senere have Vildsvinene formeret sig stærkt i Dyrehaven, og der er nu sat et bedre Hegn omkring denne. De fodres næsten hele Aaret rundt med Byg, Roer, Kartofler, Kød af gamle Heste o. s. v., og en Undtagelse herfra danner Olden­tiden; de gjøre snarere Gavn end Skade i Skoven, og leve i den skjønneste Enighed med Daadyrene og andet Vildt.

____________

 

Hermed er jeg til Ende! Det er en Selvfølge, at man med et udstrakt Kjendskab til vore Arkiver, saavel offenlige sorn private, til de gamle Tidender o. s, v. vilde have kunnet faa Emne til langt fyldigere Meddelelser end jeg har givet; men jeg har hidtil ikke kunnet skaffe Mere. Jeg undlader ikke at takke de Mangfoldige, som med stor Redebonhed have svaret paa mine Spørgsmaal og gjort Undersøgelser for mig. Et ønske troer jeg at burde udtale til Slutning, nemlig at man paa Landet vil samle og nedskrive de Oplysninger om de glubende Dyr, som findes paa de enkelte Steder og især dem, der alene leve i Folkemunde. De glubende Dyrs Historie er nemlig et ikke uvigtigt Blad i Kulturhistorien, og Kultur­historien er jo, om man saa maa sige, den skjønneste Blomst i Historien, idet den samler Tildragelser af ethvert Slags til et fælles Billede!

 

_______________________

 

 

Henvisninger.

~~~~~~~

 

1) »A history of British quadrupeds«. S. 178. (1838.)

2) »Naturgeschichte der Saugethiere Deutschlands«. S. 166. (1857.)

3) »Skandinaviens Fauna. Däggdjuren«. Andra upplagen. S. 120. (1847.)

4) Første Gang omtalt i »Oversigter over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger«. Mødet den 10de Januar 1851. S. 17.

5) Tschudi: »das Thierleben der Alpenwelt«. S. 210. (1856.)

6) »Den Danske Atlas«. Tome I. S. 604. (1763.)

7) »Et Blik paa Natur- og Oldforskningens Forstudier«. S. 12. 1862.)

8) »Beskrivelse over Tørning Lehn«. S. 216. (1815.)

9) »Christian den Fjerdes Historie«. S. 695. (1749.)

10) »Orion, historisk Qvartalskrift«. II. S. 94. (1851.)

11) Tham: »Grunddrag till svensk och allmän statskundskap«. S. 173. (1868.)

12) »Oversigter over Videnskabernes Selskabs Forhandlinger«. Mødet den 17de Maj 1861. S. 165.

13) Det paagjældende Sted lyder i N. M. Petersens Udgave saaledes:

»Of man føder vild djur up:

Føthär man vild djur up, svå som ær ulfhvalp æth bjørnhvalp, hvat som the brytæ, thær foræ han fullæ bøtær, thær them up føddæ, och them havær i hæftum. æn vorthæ the løse och dræpar annæn man them, bøtæ ækki for. æn i bondens hæfth mughæ the æj dræpæs.«

14) »Juridisk’Tidsskrift«. XIII. 2det Hefte. S. 244 og flg. (1827.)

15) Item Si quis domare volnerit bestiam crudelem leonem scil. vel ursum vel symiam vel hujus modi, et bestiam hominem occiderit, possessor bestie plenarie emendabit. (Thorsens Udgave.)

16) C. Molbechs »Nordisk Tidsskrift for Politik, Historie, Litteratur og Konst. III. S. 235. (1830.)

17) »Gath: ibi sunt cervi, ursi & apri«. Script. rerum danic. Tome VII.

18) »Angeln zunächst für die Anglen«. S. 63. (1844.)

19) »Sjællandske Stednavne« i »Annaler for nordisk Oldkyndighed«. S. 276. (1863.)

20) »Samlinger for Jydsk Historie og Topografi«. 1ste Bind. S. 142. (1866.)

21) »Danmarckis Rigis Krønicke«,  S. 513.  (1652.)

22) »Historiske Efterretninger om Anders Sørensen Vedel. S. 22. (1851.): »Cum terra nostra feris ejusmodi et aliis abundet«.

23) »Uddrag af Biskop Jens Bircherods Dagbøger, udgivne af C. Molbech«. S. 304 og 305. (1846.)

24) »Aktstykker vedkommende Staden og Stiftet Aarhus«. S. 1 og 4, vedrørende Aarene 1701 og 1704. (1846.)

25) »Samlinger til Haderslev Amts Beskrivelse«. S. 331. (1775.)

26) »Vaterländische Waldberichte«. II. 3tes Stück. S. 15.

27) »Historiske Efterretninger om Malt Herred«. S. 51 og 66. (1870.)

28) »Den danske Stats og Norges Pattedyr«. S.18. (1834.)

29) Vol. VI. S. 148.

30) Jævnf Dr. O. Nielsens »Historiske Efterretninger om Skadst Her­red«. S.73. (1862.)

31) »Topographie over Vium Præstekald«. S.105. (1795.)

32) »Tidsskrift for populære Fremstillinger af Naturvidenskaben«. 3die Række, 4de Bind. S. 20. (1867.)

33) »Haandbog over almindelig Naturkundskab«. S. 529. (1795.)

34) »Almindelig Naturhistorie«. 9de Dels 2det Bind. S. 135. (1798.)

35) »Stiftsstaden Viborg«. S. 42. (1849.)

36) »Diana«. II. S. 129. (1836.)

37) Bechstein: »Naturgeschichte Deutschlands«. I. S. 616 og 621. (1801.)

38) »Islenzkir Annàler sive Annales islandici«. S. 44. (1847.)

39) Jævnf. Liljeborg i »Öfversigt af Vetenskaps Akademiens Förhandlinger for 1849«. S. 26.

40) Illustrirtes Thierleben. I. S. 401.

41) Maanedskriftet »Norden«. V. S. 135.

42) »Beiträge zur land- und forstwissenschafflichen Statistik der Herzogthümer Schleswig und Holstein. S. 20. (1847.)

43) »Der zoologische Garten«. Jahrgang VII. S. 133. (1866.)

44) »Forhandlinger ved de skandinaviske Naturforskeres ottende Møde«. S. 595. (1861.)

45) »The picturial museum of animated nature. I. S. 98.

46) »Dansk historisk Almanak for 1773«.

47) Hubertz. III. S. 190.

48) »Orion«. II. S. 309.

49) »Skanderborg Amts Beskrivelse«. S. 609. (1843.)