Historien om æselhjernen

Ikke nok med at det tog sin tid før det alment accepteret at tankekraften er afhængig af hjernen. Selv da dette var blevet slået fast, var der stadig stor uklarhed over hvordan sammenhængen mellem tankekraften og hjernen egentlig var – og hvilke dele af hjernen der var afgørende for vores evne til at styre vores handlinger.

 

Galen – som havde været en indædt kritiker af Aristoteles’ beskrivelse af hjertet som det styrende organ (hvilket han anså for absurd) – bidrog selv aktivt til denne forvirring.

Nok var det ikke ukendt for Galen at der kunne være en vis sammenhæng mellem selve hjernemassen og tankekraften. Hans fokus var dog ikke desto mindre på hjernens hulrum – de såkaldte ventrikler. Ordet er latin og betyder faktisk “lille mave” – og er en mere eller mindre direkte oversættelse af det græske ord “koilia”, som Galen anvendtre.

En sådan form for navngivning var i øvrigt ikke unormal, hverken i antikken eller senere – at beskrive dele af hjernen ud fra deres lighed med andre dele af kroppen.

 

Når disse ventrikler havde stor betydning for Galen, skyldtes det en observation, han havde gjort. Sin viden om hjernen havde Galen primært fra bestialske dyreforsøg (som han efter sigende følte en del væmmelse ved), samt fra sit job som gladiator-læge, som gav ham rig lejlighed for at undersøge lemlæstede mennesker og dyr.

Det var i denne forbindelse at han havde konstateret at snit i hjernen tilsyneladende kun afstedkom at dyr og mennesker mistede sanseevnerne og ikke kunne bevæge sig – hvis og såfremt altså snittet gik helt ind til ventriklen.

Galen blev dermed med ansvarlig for at viderebringe en forestilling om at det i virkeligheden var i hjernens hulrum, ventriklerne, at den egentlige tankekraft forekom. En forestilling han senere er blevet tildelt hovedansvaret for, selvom han her blot støttede sig til sine forløbere – og i et vist omfang har fået ansvaret for nogle forestillinger, som først opstod senere (men det er – som man siger – en anden historie).

 

Mens Galen nok havde fokus på hjernen som det organ som styrede kroppen og var sæde for tankekraften, havde han således ikke helt styr på at selve hjernemassen havde den afgørende rolle. Særligt var han ikke overbevist om at hjernebarkens vindinger – som i dag anses for at være sædet for menneskets højere tankeprocesser – skulle besidde nogle særlige kvaliteter.

Dette var ellers allerede blevet påstået af grækeren Erasistratos, som i øvrigt kunne tilføje at menneskets store tankekraft i forhold til dyrene skyldes at vi i forhold til eksempelvis hjorte eller kaniner har mange flere hjernevindinger.

At Erasistratos så ved samme lejlighed valgte at sammenligne hjernebarkens vindinger med tyndtarmen (den som vi laver røde pølser af…), og dermed kom til at indlede en lang tradition for at sammenligne hjernevindinger med slyngede tarme, er en ganske anden historie…

 

Galen kunne imidlertid afvise Erasistratos’ ideer om hjernevindingernes betydning.

Hans argumentation var skudsikker: et æsel har jo en hjerne som både er stor og besidder mange hjernevindinger. og da æslet som bekendt ikke desto mindre er, som det skrives, et “overordentligt dumt dyr” (ja, faktisk allerede dengang selve symbolet på dumhed!), kunne tankekraften jo ikke være bosiddende i hjernens vindinger!

Sagen var dermed for Galens vedkommende afsluttet.

Sådan argumenterede man tilsyneladende dengang – og da det altid er svært at argumentere mod den klassiske forestilling om de “dumme dyr” lykkes det endnu engang Galen at lede hjerneanatomien på vildspor i endnu adskillige hundrede år.

 

[første version 17-3-2012]