Kan man måle en aha!-oplevelse?
Den store græker Archimedes (ca. 285 – 212 fvt), en sand pionér indenfor fysik og matematik, havde engang, ifølge legenden, et problem. Kong Hieron havde nemlig bedt ham om at finde ud af, om hans nyerhvervede kongekrone var lavet af ægte guld. Måden at gøre dette på, var at måle vægtfylden af kongens krone. Men selvom Archimedes var fuldt i stand til at udregne vægtfylde ud fra vægt og rumfang, så var der et praktisk problem: nemlig at måle rumfanget på kongens nye krone uden at ødelægge den (læs: smelte den om !). Archimedes kæmpede en tid med problemet, men gav dog i følge overleveringen til sidst op og besluttede sig for at gå hjem og tage et dejligt afslappende bad i stedet.
Den næste vi hører til Archimedes er, at han løber splitterravende nøgen gennem byen, råbende de berømte ord: Eureka! (græsk for: “jeg har fundet (det) !”). Han havde fået en aha!-oplevelse; ved en pludselig indskydelse havde han fundet det, vi nu kender som Arkimedes’ lov: at et legeme (i dette tilfælde hans eget !) der nedsænkes i en væske, får en opdrift der svarer til vægten af den fortrængte mængde væske. Den fortrængte væske bliver dermed indirekte et mål for legemets vægtfylde. Nu kunne han benytte denne viden til at måle kongens krone og bestemme om den var af ægte guld (den var den i øvrigt ikke!).
Amerikanske forskere har nu fundet det sted i hjernen, hvor en sådan pludselig indsigt, en aha!-oplevelse, skabes. Ved at stille sig selv spørgsmålet om der overhovedet er en forskel mellem løsning af opgaver ved en langsom, trinvis proces og denne type pludselige aha!-oplevelser, fandt de frem til, at aktiveringen af et særligt område af hjernen, anterior superior temporal gyrus (aSTG) i højre hjernehalvdel, var unik for løsninger, der indebar en pludselig indsigt.
Resultaterne peger således på, at den voldsomme følelse af pludselig at have set lyset og opnået en særlig indsigt, som kendetegner disse aha!-oplevelser, rigtigt nok er udtryk for en radikal anderledes måde at løse problemerne på end de langstrakte, trinvise overvejelser, som vi vel oftest anvender. Det er desuden symptomatisk, at den pludselige indsigt kommer efter at vi egentlig (ligesom Arkimedes) har opgivet at løse problemet, og beskæftiger os med noget helt andet, modsat den trinvise tilgang, hvor resultatet langsomt kommer tættere og tættere på.
Det er særligt interessant at bemærke, at centret for den pludselige indsigt er lokaliseret i den højre hjernehalvdel. De opgaver der anvendtes i forsøget var nemlig af sproglig karakter, og normalt anser vi den venstre hjernehalvdel for dominerende, når det gælder sprogforståelse.
Men at indsigtsløsninger aktiverer områder i højre hjernehalvdel, passer for så vidt fint overens med, at netop højre hjernehalvdel er aktiv i forståelsen af sprog, når det gælder mere komplekse sproglige fænomener som metaforer, overordnet tematik, sproglige vittigheder og ordspil.
Årsagen til at netop dette område spiller så stor en rolle for opnåelsen af disse aha!-oplevelser menes da også at være, at det i særlig grad knytter sig til sproglige sammenhænge, der kræver en sammensætning af meget forskelligartede ord eller begreber, som vi ikke er vant til at se i sammenhæng med hinanden. Mens vores sprogligt overlegne venstre hjernehalvdel er velegnet til at udføre vores daglige sproglige opgaver med finesse og bravur, så kræver det tilsyneladende aktiveringer af særlige områder i den højre hjernehalvdel at opfange (eller ligefrem danne) forbindelser mellem ord og begreber, der normalt ligger langt fra hinanden.
For er det ikke kernen i enhver aha!-oplevelse: at to ting vi ikke har sat sammen i en sammenhæng før, pludselig helt tydeligt passer sammen og giver os en væsentlig indsigt i noget, vi tidligere ikke har kunnet forstå, eller måske slet ikke lagt mærke til ?
Som en lille hale på historien fandt forskerne samtidig ud af, at løsningen oftest var fundet et lille stykke tid før forsøgspersonen blev klar over det, eller sagt mere tydeligt: før den kom bankede ind i bevidstheden som en aha!-oplevelse. Det er således endnu engang blevet påvist, at hjernen rent faktisk løser opgaver hurtigere end vi er bevidste om, og dette peger igen på, at bevidstheden måske spiller en mindre rolle for vores tænkning, end vi normalt går og tror.
Reference: