Om Ig Nobel-priser og “Change Blindness”
Torsdag d. 30 september 2004 blev de i videnskabelige kredse berygtede “Ig Nobel”-priser uddelt for fjortende gang. Ig Nobel-prisen er en pris indstiftet for at hædre forskning som på grund af sin grundlæggende absurditet ikke burde være foretaget, men som alligevel er så latterlig, at man ikke kan lade være med at grine ad den, eller undre sig over, hvordan man har kunnet skaffe (offentlige) forskningsmidler til disse projekter. Et af aftenens absolutte højdepunkter er således når modtagerne af priserne hånes efter at selve prisoverrækkelsen har fundet sted. Igen i år var der tankevækkende forskningsprojekter blandt de vindende, og vi vil derfor kort kigge på enkelte af disse:
Jillian Clarke vandt prisen for at have brugt utallige forsøg på at undersøge om mad der har været tabt på et gulv i fem sekunder stadig kan spises uden risiko for bakterie-infektion. Undersøgelserne viser bl.a. at vingummi har øget tendens til at samle bakterier op end andre typer mad. Den samlede konklusion er til gengæld ikke vildt overraskende: hvis gulvet ellers er rent, kan man sagtens spise mad der har været tabt på gulvet uden risiko!
Steven Stack og James Gundlach vandt for deres studie af selvmordsrater i byer, hvor der spilles meget country-musik i radioen. Ikke overraskende for folk der ved hvor deprimerende amerikansk country-musik egentlig er, viste disse studier at selvmordsraten faktisk er højere i områder, hvor der spilles meget country-musik i radioen, i forhold til områder hvor country-musik ikke er ligeså populært!
En vinder der vil gå over i historien må være far og søn, Frank og Donald Smith, som vandt prisen på baggrund af deres patent på hentehår.
Vi behøver heller ikke føle os mindreværdige i Danmark. Magnus Whalberg fra Aarhus Universitet vandt således prisen for at have påvist at visse typer sild kommunikerer ved at .. nåja, at prutte.
Helt op i det niveau af grundforskning som ligger bag Ramesh Balasubramaniams forskning i Hula-Hop-ringe og de optimale måder at holde disse i bevægelse, som han vandt prisen for i år, når det dog ikke.
Aftenens måske allerstørste stjerne var imidlertid japaneren Daisuke Inoue, som vandt prisen for i sin tid at have opfundet karaoke!
Nåh, men alle disse mere eller mindre ufriviligt morsomme priser til trods, så er der jo en grund til at vi nævner Ig Nobel-prisen her i HjerneNyt. Prisen i psykologi gik nemlig til Daniel Simons & Christopher Chabris for deres artikel “Gorillas in our midst: sustained inattentional blindness for dynamic events”, oprindeligt publiceret i September 1999 i tidsskriftet “Perception”, hvad der nok er kommet som en overraskelse for mange der forsker i kognitionsvidenskab og/eller bevidsthed.
Årsagen til at de vandt den “eftertragtede” Ig Nobel-pris kan man måske forstå, når man læser hvad forsøget egentlig gik ud på: de viste en håndfuld frivillige forsøgspersoner en video, hvor nogle unge mennesker går frem og tilbage mellem hinanden og kaster med nogle basketbolde. De blev nu bedt om at tælle antallet af gange bolden bliver kastet frem og tilbage på videoen. Hvad forsøgspersonerne ikke vidste var, at der på videoen er en kvinde i et gorillakostume som kommer ind blandt de unge mennesker og slår sig selv på brystkassen. Det skræmmende i forsøget var at langt de fleste af forsøgspersonerne slet ikke opdagede denne falske gorilla!
Det kan lyde som et fjollet forsøg, der mere end kvalificerer sig selv til Ig Nobel-prisen, men i virkeligheden har de to forskere hermed påvist et meget virkeligt, og meget tankevækkende fænomen ved den måde vi mennesker går rundt og observerer verden på, som kaldes “Change Blindness”, eller “forandrings-blindhed”.
Pointen ved “Change Blindness” er, at vi i virkeligheden ikke har et sammenhængende, opdateret billede af verden i hovedet (“filmen-i-hjernen”), men faktisk kun har en repræsentation af lige præcis det der er i fokus af vores opmærksomhed. Det er for mange mennesker ikke lige til at kapere, fordi det føles ikke sådan, men flere forsøg har vist at det er sandt: vi har ikke en samlet billedlig oplevelse af verden i hjernen, men kun en meget snæver oplevelse af det, der lige er i vores opmærksomheds søgelys i dette øjeblik. Når det føles som om vi har et fuldt billede af omverden i hjernen, parat til at bearbejde til enhver tid, så skyldes det udelukkende at hjernen bilder os ind, at dette billede er til stede. Hvis vi får brug for at indhente information om andre områder end det der lige er i vores opmærksomheds søgelys, så ved den jo at den i løbet af et millisekund kan indhente de relevante informationer gennem øjnene!
I og med at vores hjerne fungerer på denne måde, og kun ‘bilder os ind’ at der er oplysninger til stede, som den i givet fald først skal hente ind udefra, så kan den også snydes i flere situationer. Kodeordet er her, at man stort set kan ændre alt lige foran vores øjnene, bare man kan gøre dette uden at tiltrække vores opmærksomhed, for så vil hjernen i løbet af et brøkdel af et sekund se efter hvad der egentlig er ved at ske.
I eksemplet med gorillaen er mekanismen at vi er så optagede af at se hvor mange gange bolden bliver kastet og grebet, at hjernen ikke får tid til (eller tænker på) at registrere gorillaen, der går rundt inde mellem de unge mennesker, selvom den er lige foran vores øjne, og vi ikke kan undgå at se den.
Et af de mere opsigtsvækkende eksperimenter der har været brugt til at påvise effekten er at lade en person spørge om vej, og mens den adspurgte forklarer vejen for ham, kommer to mænd forbi bærende på en dør. Den bageste af disse overtager samtalen, mens ham der har spurgt om vej, griber døren. Det skræmmende er, at selvom de ikke ligner hinanden, eller har samme stemme, så opdager stort set ingen at de er blevet snydt!
Præcis samme effekt er blevet påvist i forsøg, hvor en forsøgsperson kommer hen til en skranke og modtages af en person, der taber noget på gulvet og idet han bukker sig ned bag skranken erstattes af en ny person, der på ingen måde ligner den første. Kun meget få opdager udskiftningen! Og det endda selvom de fleste, hvis man spørger dem om de kunne snydes på denne måde, ville svare: så afgjort nej!
Man kan også lave effekten med billeder, hvor store objekter fjernes eller tilføjes. Det eneste det kræver, er at forandringen foretages mens folk blinker eller flytter øjnene (de såkaldte “sakkader”), eller at man forskuber hele billedet en lille smule når ændringen foretages, så de må fokusere igen. På videoer kan man indføje et kort klip til en blank eller ensfarvet skærm, som har samme effekt, eller man kan foretage ændringen i et almindeligt filmklip.
Man har således eksempelvis produceret et videoklip, hvor en person hører telefonen ringe, og i klippet hvor telefonen bliver taget, er det en anden person. Igen er der stort set ingen som opdager det. At vi har så svært ved at se dette, er der nok en del personer i Hollywood der er meget glade for, så de mange fejl hvor skuespillere skifter tøj eller frisure på vej gennem en dør, fordi de to scener er optaget på forskellige dage, ikke opdages så let.
Men denne effekt kan også være decideret farlig, f.eks i trafikken, fordi en tilfældig hændelse som muddersplat på forruden kan skabe den samme “forandringsblindhed”, og man derfor kan overse potentielle farer som man ellers ville have set.
Så på trods af den fjollede video med gorilla-dragten, og på trods af den berygtede Ig Nobel-pris, så er der altså tale om væsentlig grundforskning, som kan være med til at belyse hvilken forunderlig størrelse den menneskelige bevidsthed egentlig er!
PS: I virkeligheden er det et spørgsmål om man overhovedet skal hædre de videnskabsfolk der har afsløret dette fænomen, for man kunne godt have på fornemmelsen af folk fra en helt anden profession, nemlig: tryllekunstnere, har kendt til det i flere hundrede år!
Videoen med den “usynlige” gorilla kan ses her.